Mikkel ’Rævehjorth’ Bach viste lørdag eftermiddag sin storform frem endnu engang, da han tog førstepladsenpladsen foran Mathias ’FifaMat’ Emge og Mohamad ‘Bacha’ Al-Bacha til Game Scope 2017.


Lørdag d. 19. august slog Nordkraft dørene op for at afholde Game Scope 2017 i Aalborg, der blev afholdt i samarbejde med AaB eSport og Sports-Gaming.dk. Her blev der i løbet af dagen både konkurreret i 1v1 i FIFA 17 og Heartstone.

På den store scene var kommentatorduoen Thomas Bense og Kent ’TrylleBrylle’ Brylle placeret. De to kommentatorer bidrog til en fantastisk stemning til kampene og sørgede for livestream ud til de interesserede følgere.

Turneringen havde 72 deltagere, hvor både bredde og elite var repræsenteret.

Der var dog plads til overraskelser, bl.a. fra en ung spiller. Denne helt store overraskelse var 11-årige Anders Vejrgang, der gik ubesejret gennem gruppespillet og på imponerende vis formåede at besejre Frederik Fredberg 4-1 i ottendedelsfinalen. Anders Vejrgang måtte dog se sig slået af Mathias Emge i kvartfinalen, men han klarede sig fremragende imod et stærkt felt af modstandere.

Kampen om 3. pladsen blev en tæt affære imellem Mohamad Al-Bacha og Jacob Kragelund. Al-Bacha endte dog med at tage sejren og det endelige resultat blev 2-1.

Finalen stod mellem Mikkel ’Rævehjorth’ Bach og Mathias ’FifaMat’ Emge. Her blev den klare vinder ’Rævehjorth’, der pressede på fra start til slut og stensikkert vandt 5-0 og dermed sikrede sig en præmie på 6.000 kroner samt publikummets bifald for den flotte præstation.

Den unge Wicked Gaming-spiller har i øvrigt nu spillet sig frem til en top 8-placeringer i hele ni ud af sine ti seneste turneringer, han har stillet op i. Ganske imponerende.

Fra Sports-Gaming skal det lyde et stort tillykke til Mikkel Hjorth Bach med titlen og tak til alle deltagere og tilskuere for at bidrage til en fremragende dag til Game Scope.

Artiklen er skrevet af Jesper Nørgård Mikkelsen, praktikant hos Sports-Gaming.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.