I Sports-Gamings julekalender den 17. December har vi talt med Daniel ’Barnewitz’ Barnewitz som ligesom Oliver ’fodboldreng’ Døssing er på kontrakt ved tRICKED e-sport. Barnewitz har i tidens løb været en tæt ven med danmarksmesteren August ’Agge’ Rosenmeier, men har i løbet af i år virkelig fået gang i sin egen Fifa-karriere med præstationer som en flot 3.plads til DM og hans nuværende kontrakt med tRICKED.
Hej Daniel, hvordan har Fifa året 2013 været for dig? Hvad har været dit største resultat og hvilken oplevelse husker du bedst?
2013 har været et relativt godt år, hvor jeg har fået mit gennembrud og fået nogle resultater. Højdepunktet rent turneringsmæssigt er helt klart 3. pladsen til DM, hvor jeg desværre røg ud til August. Den største udover DM må helt klart være min kontrakt med tRICKED, som jeg er yderst stolt og beæret over at være en del af.
Har du i samarbejde med tRICKED lavet nogle planer eller målsætninger for 2014?
Vi har ikke lavet nogen deciderede målsætninger, men jeg går altid efter at være den bedste, så en personlig målsætning er at løfte niveauet og derved udfordre Agge mere end før.
Nu nævner du Agge, er han din ypperlige ærkerival eller er der andre som du føler du har en duel kørende imod?
Agge er helt klart min ærkerival, hvilket han i endnu større grad er blevet eftersom han er i Copenhagen Wolves og jeg er i tRICKED. Dog er vi samtidig ekstremt gode venner, så det er en speciel form for rivalisering. Udover ham, har jeg ikke nogen deciderede rivaler, men der er stadig en masse topspillere der er sjovere at vinde mod, fremfor mindre kendte spillere.
Du var for nylig i Stockholm at spille og det er første gang du har været i udlandet med dit Fifa, og det skyldes vel til dels at du får en god opbakning fra tRICKED. Kommer vi til at se dig til flere turneringen i udlandet næste år?
På nær det, at jeg selv skulle kvalificere mig online, så var det 100 % tRICKEDs – og sponsorerne bags – skyld, at jeg kom til Stockholm. Om jeg kommer til flere næste år afhænger af meget, så det er svært at sige. Men hvis der kommer noget op der virker interessant for tRICKED og jeg, så tror jeg ikke det skal udelukkes.
Hvem ser du ellers som kan udfordre Agge i år? og har du en idé om nogen der måske kunne overraske?
Min holdkammerat Oli tror jeg meget på, specielt fordi han som en af de eneste formåede at slå Agge i en kamp til en offline-turnering. Han har allerede et højt niveau og et endnu større potentiale, så han kan blive ekstremt spændende at følge næste år.
Mange tak for din tid Daniel. Har du nogle sidste ord?
Selv tak. Til sidst vil jeg gerne takke tRICKED, Føniks, PUMA, ROCCAT samt Insert Media for den støtte de giver mig.
Det bliver spændende at se om Barnewitz kan skubbe Agge af tronen i det nye år, eller om han igen må se sig slået og stå i skyggen af den nuværende dobbelte danmarksmester. Vi ser i hvert fald frem til nogle tætte rivalopgør mellem de to kamphaner.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!