Selvom de fleste tilskuere ved Aalborg Open formentligt håbede på en dansk finalesejr fremfor, at den svenske favorit, Simon Eriksson fra Tricked eSport tog sejren, så var der i hvert fald en mand på tilskuerlægterne, der kunne sidde tilbage efter finalen med et bredt smil på læberne, og det var Tricked-manager, Kent ‘TalentKent’ Brylle.

Tricked eSports svenske stjerneskud, Simon ‘Erikzzon’ Eriksson, valgte at tage turen fra Norrköping til Aalborg ved lørdagens CULT Cola Aalborg Open, og det var vist hele den lange tur værd, da han på hjemturen stod med 8500 kroner, et par kasser CULT Cola og tonsvis af andre bonuspræmier. En anden mand, der også havde taget en forholdsvis lang tur, var Simon Erikssons manager, Kent ‘TalentKent’ Brylle, og han lød også utroligt henrykt, da vi snakkede med ham efter turneringen:

“Jeg glæder mig over, at vi har startet året ud med en sejr i den første CULT Cola-turnering. Turneringens niveau var højt, så det gør det blot endnu federe, at vi starter ud med at tage trofæet. Simon spillede en rigtig flot turnering og viste nogle spændende ting frem, som jeg glæder mig til at se mere af. Det er derfor dejligt at starte CULT-året ud med en sejr.” – Sagde TalentKent, der efterfølgende blev spurgt indtil om dette ville blive den sidste sejr for Tricked i årets CULT Cola FIFA-tour:

“Jeg tror ikke, at Tricked har fået sin sidste CULT Cola Open-sejr, men det kræver hårdt arbejde og fuld fokus frem mod de næste turneringer, hvis det skal ske igen. Om det lige bliver Simon ved jeg ikke, men det er i hvert fald et godt bud på en turneringsvinder, hvis han kan fortsætte de gode takter.”

Tricked kunne stolte stå med en 1. plads, der selvfølgelig var hovedmålet for denne turnering, men spørgsmål var om Tricked-manageren var tilfreds med hele holdets samlede præstation:

pilm skuffet

Pilm var en skuffet mand, eftersom at han trods at være storfavorit, ikke formåede at nå længere end til første knockout-runde.

“Bachas optakt til hele turneringen var ret hektisk, og det skulle derfor bearbejdes, hvilket fjernede lidt fokus fra turneringen. Da jeg selv mødte ham, var han dog stærkt spillende, og jeg føler heller ikke, at han havde fortjent at tabe den kamp, han røg ud på. Pilms kamp fik jeg også set, og heller ikke han var ret heldig. Der skal dog arbejdes lidt med skarpheden, og det får han god tid til nu, så det kan blive endnu bedre næste gang. Claes kom lidt bedre i gang end ved de sidste par turneringer, og hans opadgående formkurve skal nok vis sig senere på året. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Vi forventer selvfølgelig, at de alle kommer længere, end de gjorde i går, men man må være forberedt på, at det ikke altid går ens vej og så må man arbejde videre derfra. Nu gælder det om at se fremad og blive klar til de næste udfordringer, som ligger i fremtiden.” – Lød det fra Kent Brylle.

Til sidst kom Brylle ind på, hvor fedt et initiativ svenskerne viser ved at tage turen til Danmark, og deltage i vores turneringer:

“Det er glædeligt, at Simon havde lyst til at tage den lange tur fra Norrköping og helt op til Nordjylland. Det viser, at vores spillere er dedikerede og har lyst til at komme ud og vise sig frem. Det er gået lidt tilbage for turneringslivet i Sverige, så jeg kunne godt forestille mig, at vi så flere svenske deltagere i fremtiden. Simon kom til Danmark allerede om fredagen og var meget forberedt på turneringen, så han fik i hvert fald sendt et meget positivt signal. At svenskerne kommer mere til de danske turneringer, har jeg kun positive tanker omkring. De er med til at hæve niveauet, og som vi så i går, var det to svenskere, der var dagens to bedste, selvom Zimme “kun” blev 3’er. Havde bracket været anderledes til sidst, kunne vi meget vel have fået en svensk finale. De er samtidig nogle flinke svenskere, der kommer herover, så det gør det bare endnu mere hyggeligt at se dem deltage i vores turneringer, selvom de har gjort livet surt for de danske spillere i de sidste to Opens.” 

 

Der er ingen tvivl om, at Kent Brylle var tilfreds med weekendens resultat, og altså nu er stærkt indstillet på den næste opgave, som bliver Copenhagen Games, hvor de sidste år løb med sejren, da deres tidligere spiller, Lucas ‘Afro’ Wallman slog Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg i finalen.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *