Hovedturneringen på Dansk FIFA Liga har nu fået gang i sæson 33, og der er ved at blive dannet et billede af dette års top i Superligaen. Den forsvarende mester er Peter ‘P-BJ10‘ Johansen, men han har ikke ramt formen i år og ligger blot på fjerdepladsen efter 6 kampe, mens Benjamin ‘Benjamin-mutd17‘ Nielsen og Tobias ‘Crashdk‘ Andersen ligger på de to øverste pladser og har spillet henholdsvis fem og fire kampe, hvilket betyder, at de har gode chancer for at øge forspringet til den forsvarende mester i Superligaen. Vi har taget en snak med Benjamin ‘Benjamin-mutd17‘ omkring hans chancer i denne sæson.

 

Du indtager i skrivende stund 1. pladsen i Superligaen. Regner du med, at dette er sæsonen, hvor du sikrer sejren i den bedste række?

Hvis jeg kan holde min koncentration, så ja. Men jeg vil nu ikke kalde mig for favorit, da der er ikke den store pointforskel endnu, og jeg stadig tror på, at nogle fra den nederste halvdel stadig kan nå at lege med om titlen. Nu havde jeg også kun top 4 som mål, efter at jeg var meget tæt på nedrykning sidste sæson. Jeg tager som noget nyt en kamp ad gangen, og indtil videre har det set ud til at være løsningen.

Er du tilfreds med at have fået tildelt Manchester City som dit hold?

Jeg er meget tilfreds. De passer også godt til den spillestil, som jeg her i 14’eren har forsøgt mig med, men først virker nu. Nemlig at have boldbesiddelse og kun at spille risikable afleveringer på sidste 1/3. Defensivt presser jeg zone,(hvilket jeg synes City er allerbedst til med blandt andet Toure og Fernandinho) og går først aggressivt ind i den på min sidste 1/3. Eftersom jeg gerne vil have bolden, så kan jeg godt lide en hovedstødsstærk spiller istedet en hurtig skarpretter, og det har jeg i Dzeko og Negredo

Får vi dig at se til offline turneringer i 2014?

Det håber jeg. Problemet er bare, at langt de fleste turneringer ligger på djævleøen, eller helt oppe nordpå i Aalborg, men dukker den rette turnering op med transportmulighed, så vil jeg da helt klart deltage.

 

Selvom Superligaen kun er ved at være halvvejs, er der allerede ved at være afstand mellem top og bund, hvor Srm1984 ikke har fået spillet sine kampe og får svært ved at komme tilbage, da han ligger i minuspoint. Over ham ligger Buullii og DjpAalborgdk med 4 point, og det er kun målscoreren, der betyder, at Buullii er under stregen. Derfor kan man se frem til en masse nervepirrende opgør i både top og bund, når vi stille og roligt nærmer os sæsonafslutningen.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.