I weekenden sejlede vi og var på dybt vand. Det samme kan ikke siges om Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborgs spil, da den tidligere Wicked-spiller viste storform og kastede alle modstandere over bord i weekendens to turneringer på DFDS FIFA-cruise.


Lars Korreborg fortsatte traditionen og vandt i weekenden henholdsvis sin femte og sjette turnering på DFDS FIFA Cruise. Med sejren hev ‘PrimeTurbo’ i alt gavekort til Apollo Rejser til en værdi af 15.000 kr. samt en Sony Xperia XZ Premium hjem. I de to finaler blev han bøddel for Oliver Schrøder og sin kahytmakker, Tobias Rolandsen.

På det store skib var der en fantastisk udsigt, hvilket lagde rammerne for en god turnering, hvor humøret var højt fra alle de deltagende. Lars var eneste mand fra top 40 på den danske rangliste, hvilket selvfølgelig gjorde ham til forhåndsfavorit. Dette skabte dog en hyggelig turnering, hvor der var plads til god mad, snacks og sjov fremfor et udelukkende fokus på det sportslige. Imens man ventede på at spille sine kampe kunne man såmænd også dyste i Just Dance og Virtual Reality, hvor der minsandten også var præmier på spil. Vores allesammens redaktør, Mads Strack, kunne til sidst på dagen se sig som vinder i Virtual Reality. Et nederlag til undertegnet i første knockoutkamp af FIFA-turneringens guldspil, sendte redaktøren grædende ud af turneringen, hvilket resulterede i, at han blev ekspert i Virtual Reality-spillet, Headmaster, hvor han endte med dagens rekord, og dermed sikrede han sig et FCK-halstørklæde samt en power bank, som kunne hjælpe den 19-årige Roskildedenser igennem sorgerne.

I weekendens turneringer blev der spillet med sølvspil, hvilket resulterede i, at man havde noget at kæmpe om, selvom man ikke hed Lars Korreborg.

Jacob- og Sebastian Schytte, far og søn, var begge uheldige at tabe til Frederik Hemmingsen og Mikkel Funk som blev hhv. guld og bronzevindere på førstedagen, imens publikumsfarvoritten med det karismatiske overskæg, Anders ‘Borg’ Ernø, cementerede sejren med en 5-0 afklapsning i finalen på dag 2..

Strack med endnu et nederlag – denne gang på andendagen til YouTuberen, Christian ‘Qack’ Lillebæk.

På DFDS’ Oslo Cruise var der mange faciliteter som stod tilgængelige. Swimmingpool, restauranter, kasino samt fri bar i sodavand og snacks blev heftigt benyttet, og mange spillere fik også slukket deres tørst med enten gravøl eller sejrsfest på cruisets natklub, hvor der desværre var længere mellem scoringerne end på den virtuelle fodboldbane.

 

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.