Den tidligere professionelle FIFA-spiller, Daniel Barnewitz, har fået den unikke mulighed for at arbejde tæt sammen med Qwatti eSports fremover, hvor særligt Brøndby eSport vil blive hans store fokuspunkt. Et job som danskeren ser meget frem til.
“Jeg er enormt glad og beæret over at få muligheden for at arbejde indenfor eSport, og at det så bliver i hjerteklubben, gør det kun endnu bedre.”
Således lyder det fra den tidligere professionelle FIFA-spiller, Daniel Barnewitz, der med ordet ‘hjerteklubben’ referer til fodboldklubben Brøndby IF, som med deres nye eSport-initiativ bliver hjulpet af det eksterne konsulentfirma, ‘Qwatti eSports’. Qwatti eSports hjælper nemlig til dagligt fodboldklubber, der opretter sin egen eSport-afdeling, på diverse områder, sådan de kan nå nye højder og arbejde på kryds og tværs.
“Tanken bag samarbejdet er at forbinde fodbold og eSport, hvilket jeg, qua min erfaring som tidligere elite-spiller, forhåbentligt kan bidrage til. Jeg håber, at samarbejdet bliver en succes for alle involveret, hvad enten det er spillere, fans eller holdet bag eSport-afdelingen,” fortæller nyansatte Daniel Barnewitz yderligere om sit nye drømmejob.
Mere præcis fortalt, vil Brøndby eSport være Daniel Barnewitz’ helt store fokusområde i forhold til sit nye arbejde. Et sted, han mener, er et godt udgangspunkt for ham.
“Udgangspunktet er bestemt rigtig godt med en god balance af erfaring og talent i truppen. Af den grund vil jeg heller ikke regne med nogen udskiftninger på nuværende tidspunkt, hvilket heller ikke er mit fokusområde lige nu. Jeg er helt sikker på, at jeg qua min erfaring kan hjælpe Brøndby – både ved at hjælpe spillerne med planlægning, opnåelse af mål, træningsbyrde etc., men også i form af aktiviteter på sociale medier, på stadion m.m.”
We’re pleased to announce Daniel Barnewitz, former competitive FIFA Player and Danish Champion joins Qwatti! More @ https://t.co/vtOYnKUZBd pic.twitter.com/sYA7q7Ov3Y
— Qwatti eSports (@qwattiesports) July 4, 2017
Derfor er målsætningen for ham naturligvis også lig med klubbens og dens spillere.
“På nuværende tidspunkt følger jeg den målsætning, som Brøndby satte ved dannelsen af projektet, men det er klart, at med et nyt FIFA lige rundt om hjørnet, så skal der sættes nogle mål og forventninger i forbindelse med FIFA 18,” lyder de afsluttende ord fra Daniel Barnewitz for denne gang.
Vi ser frem til at følge udviklingen af samarbejdet mellen Qwatti eSports, Daniel Barnewitz samt alle de fodboldklubber, der indtil videre er indgået i samarbejdet.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!