5 dage til juleaften. I dag tager vi hul på den 19. låge af vores julekalender, og her finder vi Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, der uden tvivl har haft sit bedste FIFA-år nogensinde, hvor det er blevet til deltagelse ved verdensmesterskabet og utallige præstationer herhjemme.

Lasse ‘Kongen’ Bækkelund har haft hans mest oplevelsesrige år som FIFA-spiller, og eftersom at han har været et af de mest omtalte navne her på Sports-Gaming, og til tider været fuldstændigt ustoppelig, så er det mere end på tide at kigge tilbage på hans store år.

Læs her gårsdagens afsnit

Det er torsdag d. 9. april, og Lasse Bækkelund sidder sammen med sin kæreste derhjemme på en helt normal torsdag eftermiddag. Her har han forgæves siddet i omtrent to uger og afventet en mail fra FIFA Interactive World Cup (FIWC), hvor der gerne skulle stå at han, efter at have vundet 90 kampe, er kvalificeret til VM i FIFA i MünchenEndelig ligger der så en bekfræftelsesmail klar i indbakken – Lasse Hovgaard Bækkelund skal offcielt til VM. Han kunne overhovedet ikke forstå det, og udtalte få minutter senere til os:

“Jeg er helt mundlam. Min kæreste hopper rundt og råber og skriger, men jeg sidder bare på en stol, og kan ikke rigtig forstå det. Det er en af de største drømme jeg har haft i mange år, som nu er gået i opfyldelse, og det er fuldstændig surrealistisk.”

lasse trøje

Lasse Bækkelund, der får sin spillertrøje af Christoph Kramer til FIWC 2015.

Men hans drøm var altså gået i opfyldelse, og en måned senere skulle han rejse til München for at deltage ved sit første og måske eneste VM. Dette blev desværre kun til et gruppespil og fire kampe, men med en flot sejr over 2. pladsen Julien Dassonville på hele 3-0.

Lasse Bækkelund vendte herefter hjem til Danmark med en stor oplevelse og større erfaring i bagagen. Her blev det kort tid efter til en sejr i Aalborg Open og få måneder efter i slutningen af sommerferien toppede Lasse Bækkelund endnu en gang. Denne gang med to 1. pladser på en weekend i Odense – nemlig i både 1v1 og 2v2 med sin holdkammerat fra Tricked eSport, Claes ‘KegleKongen’ Hansen.

I de seneste måneder har det til gengæld stået lidt mere stille for Lasse Bækkelund, som til tider har haft manglende lyst og motivation til at spille mange timers FIFA hver uge. Alligevel fortsatte han med at nå slutspillet i samtlige turneringer, men hvor han altså blandt andet missede chancen for at DM-titlen, og chancen for at komme til Paris for at spille ESWC. Dette trøstede han dog med en 2. plads til DM i 2v2, igen sammen med sin makker Claes Hansen.

For at opsummere Lasse Bækkelunds år kort op, så har han fået flere oplevelser end han turde håbe på med VM-deltagelse, og så sluttede han også af med at vinde det samlede leaderboard for CULT-rækken.

Vi har fanget hovedpersonen til en snak og en personlig vurdering af sit år:

Dette har uden nogen som helst tvivl været dit bedste år med hensyn til FIFA. Hvor tilfreds er du med året når du nu her kigger tilbage på det?

“Jeg er rigtig tilfreds hvis jeg kigger tilbage på selve FIFA 15, men hvis jeg kigger tilbage på 2015 generelt, så er jeg ikke så tilfreds, som folk måske lige kunne tro. Selvfølgelig var de mange sejre i FIFA 15 et sort boost i min karriere, men de mange skuffelser i slutningen af året gjorde at oplevelsen ikke blev fuldent. Op mod ESWC kvallen og CPH open, var der dog også mange ting i vejen, så jeg ikke havde mulighed for at spille de flere hundrede timer, som mange af de andre havde gjort på det tidspunkt. Nu er der lang tid til næste 1v1 turnering, og jeg håber, at jeg kan finde niveau igen til den tid.”

Du formåede både at vinde det samlede leaderboard for den store CULT-række og kvalificere dig til verdensmesterskabet, men dog formåede du ikke at udfordre Agge om DM-titlen, og samtidigt kvalificere dig til ESWC – Er dette noget du vil forsøge på næste år?

agge og lasse

Vi venter fortsat spændt på den store kamp imellem August ‘Agge’ Rosenmeier og Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, der her står side om side til FIWC tilbage i maj måned.

Hmm, altså jeg synes selv, at jeg klart var den 2. bedste omkring DM og måske også til eventet. Jeg spillede en af mine bedste turneringer nogensinde, men grundet de ringe forhold på scenen, så bed det mig i røven. Jeg håber at forholdene har ændret sig på det punkt, og hvis det sker, så vil jeg gøre alt hvad jeg kan for igen at sætte mig det mål at slå August ‘Agge’ Rosenmeier!”

Som du selv mange gange siden FIWC har sagt, så mister du i ny og næ lysten til FIFA. Hvad skal der til for at du kan finde motivationen i 2016?

“Jeg skal finde en ny form for spillestil. Jeg har prøvet lidt allerede nu, og det har da også forbedret sig. Jeg vandt en Gfinity turnering, hvor jeg slog mange gode spillere, hvilket viser at topniveauet ihvertfald stadig er der, så handler det om at finde motivationen til at forbedre mit bundniveau, og hvor den motivation skal komme fra må tiden vise.”

Og så lige det sidste store spørgsmål. Havde du fået så meget succes i dette år uden støtte fra blandt andre Kongens Dronning, den legendariske Sannemor og resten af familien? Og er der andre udover dem, der skal have en særlig ros for at hjælpe dig i 2015?

“Jeg vil selvfølgelig takke alle dem som har støttet mig igennem 2015. Støtten fra tilskuerne har en kæmpe indflydelse på mit spil, og de giver mig en endnu større lyst til at vinde, når jeg spiller. Samtidig skal der selvfølgelig lyde en kæmpe tak til Tricked, som har gjort mig til en hovedpart af deres projekt, og på den måde har forbedret min selvtillid markant. Til sidst skal hele communitiet selvfølgelig have tak. Det giver et væsentligt større selvtillidsboost for en vinder, når man ved at det generelle niveau er så stort, som det er i DK. Så længe vi bliver ved med at forbedre os hver især, så ved jeg, at konkurrencen ikke blot bliver øget i Danmark, men derimod får vi også større mulighed for at bygge videre på succesen internationalt.”

 

Hermed slutter dagens afsnit, ligesom at et fantastisk år fra Lasse Bækkelund også er ved at løbe over sin ende. Det bliver utroligt interessant at følge med i hans præstationer i 2016, og se om han formår at have et lige så godt år, hvis ikke bedre.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.