Kampen om de forjættede play-off pladser spidser efterhånden til, og i weekenden blev der afholdt kvalifikation til endnu en af de turneringer der giver adgang hertil, nemlig FIFA eClub World Cup. Med kun 14 pladser at kæmpe om til det officielle klub verdensmesterskab, og fri tilmelding for samtlige klubber verden over, var der således skarp konkurrence hele vejen rundt. EA havde vanen tro stablet et komplekst kvalifikationssystem på benene bestående af 14 grupper, hvor kun gruppevinderen bookede billet. Hvert hold skulle således bestå af en Playstation spiller og en Xbox spiller, hvor den samlede score fra de to konsolkampe blev opgørets resultat.
Stærke danske spillere med i opløbet
Som altid ved store internationale turneringer var Danmark således også repræsenterede med et væld af spillere. August ”Agge” Rosenmeier for Hashtag United i samarbejde med Harry ”Hashtag Harry” Hesketh, den forsvarende klubverdensmester Marcus ”Marcuzo” Jørgensen havde i turneringens anledning fundet sammen med Tassal ”Faze Tass” Rushan under sidstnævntes faner, Mohamad al-Bacha for Ares eSport som altid med colombianske Javier ”Janoz 1” Muñoz og Nicklas ”Niller” Stensgaard i et noget overraskende samarbejde med engelske Sean ”Dragon” Allen for Lightning Pandas. Slutteligt var der to udelukkende danske hold nemlig Tricked eSport ikke overraskende med Mikkel Hjorth Bach på PS4, og Joe ”JoeFromDenmark” Nørregaard hevet ind til at spille på Xbox, mens Odense Esport havde Claes ”Keglekogen” Hansen og det ubeskrevede blad Nicolai Tøndering i ilden.
Sidstnævnte hold måtte også hurtigt sande at drømmen om kvalifikation ikke blev til noget, hvor blandt andet PSV Eindhoven, Ajax og Fokus Clan var for store nødder at knække. Tricked Esports rolle blev også udspillet relativt hurtigt i en urimeligt svær gruppe. I samme gruppe befandt Agge og Hashtag United sig også, der således også måtte strække gevær hvor et knebent nederlag til Natus Vincere, bestående af Yevhen ”Yozhyk” Mostvouyk og Fabio ”Lionel 10” Denuzzo i 8. spillerunde betød at muligheden for avancement forsvandt. Selvsamme Natus Vincere faldt dog også selv på målstregen da deres +27 i målscore ikke var nok til at gå forbi VfL Bochum med 30+ i målscore der derfor på de yderste marginaler hev førstepladsen hjem i denne gruppe.
Skuffelse for den forsvarende mester
Langt mere dramatisk, set med danske briller, blev det i gruppen hvor 2 af de mest markante danske deltagere befandt sig. Her var Marcuzo og Bacha nemlig havnet i samme pulje, hvilket betød at der, som minimum, skulle siges farvel til endnu et dansk håb. Foruden dette var også Vfb Stuttgart og Hashtag Academy at finde så der var tale om en regulær dynamitpulje. Begge danske repræsentanter holdt godt fast, men det blev Bacha og resten af Ares Esport der først måtte indse at klub vm ikke kunne blive en realitet grundet nederlag til de førnævnte konkurrenter i gruppen.
Markant tættere på at booke billetten stod den kombinerede FaZe og Manchester City duo i form af Tass og Marcuzo dog. Med en kamp tilbage var der gjort rent bord med undtagelse af en enkelt uafgjort, lige i hælene på dem lå de stadig ubesejrede Stuttgart, i skikkelse af Marcel ”Marlut” Lutz og Erhan ”Dr. Erhano” Kayman der med 2 kampe tilbage blot skulle vinde en af deres resterende kampe for at cementere førstepladsen. Hashtag Academy, i turneringens anledning Ivan ”Boraslegend” Lapanje og Ryan ”Stackz” Pessoa, var dog ikke ude af ræset, men skulle bruge hjælp for at ende øverst på skamlen, da de som eneste af de 3 mulige vindere havde tabt, endda til Tass og Marcuzo. Efter diskussion om kamprækkefølgen, der som bekendt kunne få stor betydning både i form af målscore, indbyrdes opgør og point, endte det med at Stuttgart først skulle op imod FaZe/City. Her endte det desværre med en uafgjort, hvilket betød at der nu var behov for en uafgjort i sidste kamp for at der skulle være chancer for at den danske forsvarende klubverdensmester kunne holde på sin titel. Sådan skulle det dog ikke gå da Hashtag Academys Boraslegend med 2 minutter igen scorede det sejrsgivende mål mod Dr. Erhano, der dermed sendte både Stuttgart og FaZe ud i mørket. Tass og Marcuzo var tydeligt frustrerede og luftede på Twitter efter afgørelsen skuffelse over forløbet og den måde hvorpå de sidste kampe blev håndteret. Især Marcus ”Marcuzo” Jørgensen har grund til at være oprevet, da gruppe-exitet betyder at han ikke får muligheden for at genvinde sin titel, og må lade trofæet passere videre til en ny spiller om godt en måneds tid.
Niller leverede overraskelsen
Det var dog ikke kun skuffelse og frustration der kendetegnede de danske spillere i gruppespillet. Den sidste aspirant Niller viste således storspil sammen med engelske Dragon i en smule mere overkommelig gruppe, der dog stadig talte LOSC Lille, med blandt andet den ny udklækkede franske landsholdsspiller Corentin ”Maestro” Thuillier, samt sidste års Xbox vinder til klub-VM fra Olympique Lyon Fouad ”Rafsou” Fares. Ingen af dem kunne dog stille noget op mod den dansk/engelske kombination der med 7 sejre og et enkelt nederlag solidt tog sig af den øverste plads på podiet. En selvsikker Niller havde dog også luret mulighederne inden gruppens start, og uddybede således: ”Da jeg så gruppen, så tænkte jeg vi var favoritter, fordi Lille og Lyon spillerne spillede 85 mode fredag-lørdag”
Niller, som for få uger siden forlod Wicked Gaming, har haft en skuffende sæson indtil videre, senest med en kikset Tropse Masters kvalifikation, kan nu alligevel skue frem mod en stor turnering. Den tidligere ESWC deltager har dog også stadig øjnene rettet mod play-off pladserne som Klub-vm giver til de 2 bedste på hver konsol: ” Der skal selvfølgelig spilles efter Playoff, da det er min bedste mulighed for at komme med”
Med dette kan Nicklas ”Niller” Stensgaard krydse 19 og 20 maj af i kalenderen som optaget, sammen med Brøndby IF’s 2 spillere, Fatih ”FifaUstun” Üstün og Frederik ”Fredberg” Fredberg, der er kvalificeret på forhånd i kraft af at Brøndby er forsvarende mestre.
Information om eventet
Hvortil flyet skal bookes er dog stadig uvist, men den ikke offentliggjorte værtsby har fået en plads til turneringen, hvilket må vidne om en klub af en vis kaliber. Ved et hurtigt kig ned over de indledende grupper glimtede dog især en klub med sit fravær, nemlig franske Paris SG. Dette sammentræf kombineret med den nylige signing af Corentin ”Rocky” Chevrey betyder at de 3 danske drenge højst sandsynligt skal forsøge at hive trofæet med hjem fra den franske hovedstad om en lille måned.
De 16 kvalificerede klubber og spillere deraf er således:
Hold | Xbox | Playstation |
Schalke 04 | Tim “Latka” Schwartzmann | Lukas “Idealz” Schmandt |
Transfermarkt Esports | Mario “Mayo” Reubold | Gonzalo “Nicolas99” Villalba |
makers | Kurt “Kurt0411” Fenech | Daniele “IcePrinsipe” Paolucci |
VfL Bochum | Michael “Megabit” Bittner | Daniel “DaniFink” Fink |
Fc Basel 1893 | Florian “CodyDerFinisher” Muller | Tim “TheStrxnger” Katnawatos |
Lightning Pandas | Sean “Dragon” Allen | Nicklas “Niller” Stensgaard |
Method | Owen “Venny” Venny | Kamil “Riptorek” Soszyński |
Team Envy | Marvyn “Aero” Robert | Phillip “Eisvogel” Schermer |
Hashtag Academy | Ryan “Stackz” Pessoa | Ivan “Boraslegend” Lapanje |
BU e-sports | Subaru “Mikey” Sagano | “v3v-ss” |
Falcons Esport | Mossad “MsDossary” Dossary | Khalid “The Royal” Aloufi |
Xolos de Tijuana | Ukendt | Ukendt |
Arte Virtual | Brenner “AVFC Brenner” Silva | Paulo “PH” Freitas |
Unilad Esports | Spencer “Gorilla” Ealing | Shaun “xShellz” Springette |
Brøndby Esport | Fatih “FifaUstun” Üstün | Frederik “Fredberg” Fredberg |
Paris SG | Corentin “Rocky” Chevrey | Johann “Maniika” Simon |
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!