I morgen starter en af sæsonens mest prestigefyldte turneringer når FIFA eClub World Cup lader den virtuelle bold rulle i byernes by, Paris. Som altid ved disse store turneringer er Danmark godt repræsenteret, og denne her gang er ingen undtagelse når Fatih ’FIFAUstun’ Üstün og Frederik Fredberg skal forsvare Brøndby Esports klubverdensmester titel. Samt Nicklas ’Niller’ Stensgaard fra Lightning Pandas der skal forsøge at hive titlen til England. Foruden titlen skal der også kæmpes om den 50.000 dollar store prizepool.

Nyt format

Formatet denne gang er en smule anderledes end man er vant til ved FIFA-turneringer da der her er tale om en hold-tvekamp, hvor hver klub er repræsenteret af en mand på hver konsol, og kampens resultat er de 2 konsolkampes indbyrdes resultat slået sammen.  Dette betyder for Brøndby Esports vedkommende at FIFAUstun er deres repræsentant på Xbox-siden mens Frederik Fredberg tager sig af sine Playstation 4 modstanderne. Ligeledes er Niller på PS4, og får hjælp af sin engelske holdkammerat Sean ’Dragon’ Allen på Xbox One. Umiddelbart er formatet dog ikke noget der skræmmer Brøndby Esports Fredberg:  ”Jeg synes helt sikkert at det nye format er en fordel for os. Der er nogle enkelte fra gfinity der har prøvet det før, men ellers er det nyt for alle. På papiret synes jeg at Fatih og jeg er blandt de stærkeste.”.

Fredberg i samtale med Jesper Larsen ved FUT Champions Cup 2

Niller fra Lightning Pandas uddyber om formatet: ”Der er både fordele og ulemper ved at være sammen som hold, da du kan ryge ud af turneringen uden at tabe en kamp, eller vinde turneringen uden at vinde en kamp. Det ville selvfølgelig være ærgerligt, hvis jeg rammer dagen, mens Sean Allen har en off-dag eller omvendt. Det er et interessant format, som de har valgt. Sean Allen kommer til Paris med de samme ambitioner han havde før han kvallede til Playoff gennem Last Chance. Han kommer som sagt for at løfte trofæet, og håber han kan få mig med til Playoff.”

De forjættede play-off pladser

Foruden den store prizepool er der også hele 4 play-off pladser, 2 på hver konsol, på spil så det er sidste udkald for Fredberg og Niller hvis VM-drømmen skal holdes i live. Om play-off pladsen kommer i hus eller ej er dog ikke altafgørende for Frederik Fredberg der kan se tilbage på et flot FIFA 18 uagtet resultatet som han også selv beskriver det: ” Jeg vil ikke mene at sæsonen har været en skuffelse hvis jeg misser play off. Det kunne selvfølgelig være gået bedre men føler selv at jeg har taget et skridt i den rigtige retning i forhold til sidste år. Jeg fik min første internationale titel (Levante Cup red.) og kvalificerede mig til begge majors. De næste 2 uger kan dog ændre sæsonen markant.

Modsat kan den allerede play-off kvalificerede FIFAUstun holde fokus på de mange penge uden andet pres: ”Det giver mig ro, at jeg allerede er i Playoff, men at hive titlen og æren hjem som  klub verdensmester, vil jeg til enhver tid altid gå efter.”

En glad FIFAUstun kort efter at play-off pladsen kom i hus

Den danske gruppe

Den 16-hold store turnering er inddelt i 2 grupper af 8 hvor de øverste 4 går videre til slutspillet, og den mest interessant gruppe her, set med danske briller, er uden tvivl Gruppe B da alle 3 danskere befinder sig her.

Gruppe B ved eClub World Cup 2018

Det må også siges at være tæt på en dødens gruppe som Brøndby Esport og Lightning Pandas er endt i. Nicklas ’Niller’ Stensgaard egne tanker beskriver situationen fint: ” Gruppen ville være svær ligemeget hvem vi havde fået. Sean og jeg ser god mulighed for at komme i top 4. Desværre er vi i gruppe med Brøndby, som jeg gerne ville undgå. Dog undgår vi Nicolas ’Nicolas99’ Villalba og Tim ’Strxnger’ Katnawatos som jeg mener er de bedste PS4 spillere til turneringen. Sean er som sagt også meget glad for gruppen, da han undgår sin bedste ven og sparringspartner, Spencer ’Gorilla’ Ealing.

Den italiensk-maltesiske topduo

Hvis man starter fra toppen består mkers af Daniele ’Prinsipe’ Paolucci på PS4, og Kurt ’Best in the World’ Fenech på Xbox. Disse 2 spillere er i den absolutte verdenstop hvor Prinsipe for et lille års tid siden strøg helt til tops ved regionalen i Madrid, siden da er resultaterne dog ikke helt oppe i samme luftlag, med et kikset italiensk mesterskab, og en ringe præstation ved FUT Champions Cup 1. Kurt derimod er en spiller der ifølge sig selv nærmest burde få trofæet med hjem i baggagen uden overhovedet at spille turneringen, og hans selvtillid kan med rette forstås når man ser hans flotte resultater, især online. Offline har det kikset en smule for den excentriske malteser, som dog alligevel har sikret sin plads til Playoffs i Amsterdam. Kender man ham ret er det dog langt fra tilfredsstillende for hans store ego. Hold derfor især øje med hans kamp mod FIFAUstun der kan blive en af de mest interessante ved stævnet, når 2 af FIFA-verdenens mest ekstreme spillestile støder sammen, hvilket FIFAUstun også glæder sig til: ”Glæder mig til at møde nogle af de store stjerner som Rocky,Kurt og de andre store xbox spillere. Fordelen kunne være at de ikke kender til min spillestil, så det kunne være et chok i deres øjne her i Paris.”

Stjernerne fra FUT Champions Cup 2

Fortsætter man ned af listen er Team EnVy også et ekstremt stærkt hold med Marvyn ’Aero’ Robert, men i særdeleshed Phillip ’Eisvogel’ Schermer, som Niller og Fredberg skal duellere mod, der de seneste måneder har været blandt verdens allerbedste, som han også viste med sin 2. plads ved den nyligt overståede FUT Champions Cup 2 i Manchester.

Når man taler om netop taler om FUT Champions Cup 2 befinder vinderen af denne turnering sig søreme også i denne gruppe, nemlig Mossad ’MsDossary’ Dossary fra Falcons Esport. Selv om Dossary er udpræget Xbox-spiller har han i anledningen af denne turnering valgt at hoppe over til PS4, for at give plads til holdkammerat Khalid ’The Royal’ Aloufi på førstnævnte konsol.  Forvent derfor Falcons Esport som en af favoritterne, og ikke det umiddelbare sted hvor de danske drenge død og pine skal skaffe point.

Mossad ‘MsDossary’ Dossary er en de af forhindringer der skal overkommes

De mere overkommelige modstandere

Dette skal i langt højere grad være tilfældet mod Xolos de Tijuana fra Mexico, Reinhard ’Rein10’ Krause (PS4) og Rodrigo ’Ul1Barr1’ Ulibarri (X1). Selvom ingen af disse er decideret ringe, Rein10 var til VM sidste år og vandt senest PS4-siden til ESWC i Brasilien, skal de danske kombattanter vise klasseforskellen i dette opgør. Dernæst følger Vfl Bochum med de to bundsolide tyskere Michael ’Megabit’ Bittner på Xbox og Daniel ’DaniFink’ Fink på Playstation. Begge spillere har været i udlandet med fine resultater i baggagen, men der er ingen tvivl om at det er et hold som dette Brøndby Esport og Lightning Pandas skal duellere om at komme videre mod, da der især på Playstation siden er muligheder for at både Fredberg og Niller kan sætte deres Xbox-sidemand op til at have en komfortabel føring.

De franske værter med kniven for struben

Gruppen rundes af af værtsholdet Paris SG, der modsat alle andre deltagende ikke har skulle kvalificere sig, hvilket de nok skal være glade da deres FIFA 18 sæson indtil videre har været decideret katastrofal.  Johann ’Maniika’ Simon på Playstation har været en af årets største skuffelser, efter et rigtigt stærkt FIFA 17. Han har ikke evnet at kvalificere sig til nogle af de store turneringer gennem FUT Champions, og på fransk jord har han langt fra været en magtfaktor heller med flere tidlige exits i de store turneringer i landet. Seneste turnering var ESWC i Paris i april hvor de to danske deltagere Marcus ’Marcuzo’ Jørgensen, og især August ’Agge’ Rosenmeier med en 4-1 lussing, sendte Maniika eftertrykkeligt ud i gruppespillet. På Xbox sender Paris SG deres nye store money-signing Corentin ’Rocky’ Chevrey afsted, og også han har haft et forfærdeligt år. Efter sit exit ved FUT Champions Cup 1 i januar valgte Rocky endda at gå på tidlig pension fra FIFA 18, da han hverken følte lysten eller niveauet ved denne installation af spillet. De arabiske oliepenge har dog lokket Rocky ud af sin pause, og tiden må vise om flere måneder uden controlleren i hånden har gjort noget ved den possesionglade franskmands niveau. Herfra vil det ikke komme som en overraskelse hvis Paris SG trækker sorteper i gruppe B, og sætter punktum ved en miserabel sæson.

FOTO: PSG eSports

Den anden gruppe

Selvom der ikke skal kigges ligeså meget i dybden i gruppen uden dansk islæt er det alligevel værd kort at nævne de store stjerner der alligevel befinder sig i denne. Først og fremmest Hashtag United med den nyligt kårede nordiske mester Ivan ’Boraslegend’ Lapanje og bundsolide Ryan ’Hashtag Ryan’ Pessoa. Transfermarkt Esport med Mario ’MMayo’ Reubold og den argentinske enmandshær Nicolas ’Nicolas99’ Villalba. Sidst men ikke mindst UNILAD med den regerende verdensmester Spencer ’Gorilla’ Ealing og Shaun ’Shellz’ Springette, hvor især sidstnævnte nok er glad for at have undgået de danske drenge så han ikke, som tilfældet var i Manchester for en måned siden, hiver strømstikket ud efter første halvleg af en bo2 mod FIFAUstun.

Sådan kom vi kort igennem turneringen, og med håbet om mere dansk succes ved Klub VM afsluttes der med et held og lykke herfra!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.