Konsolsemifinalen blev desværre endestationen for Agge, der trods et fantastisk comeback mod Joksan måtte se sig slået på marginalerne efter straffesparkskonkurrence.
Det blev i sidste ende til en 5.-8. plads for August ‘Agge’ Rosenmeier i Bukarest. Danskeren har netop tabt sin konsolsemifinale mod FIFA-scenens lige nu bedste spiller ud fra Global Series-ranglisten Joksan.
Agge åbnede ellers kampen forrygende ud, da han efter en hurtig dragback og herefter et vel timet venstre ben-finisse med Cristiano Ronaldo satte føringsmålet op i øverste hjørne.
Joksan kom til gengæld igen i kamp 1 først med sin udligning til 1-1 og efterfølgende med sit 2-1-mål, der endte med at blive kampens sidste.
Det var også amerikaneren, der i kamp 2 kunne fortsætte scoringsshowet, da han satte det samlede 3-1-mål ind i det 56. minut. Det krævede derfor to scoringer fra danskerens side, for at kampen kunne gå i forlænget spilletid.
Først i det 79. minut fik Agge dog hul på bylden efter en smule tilfældigheder inde i feltet, og efterfølgende skulle vi altså helt hen til det 88.minut, før udligningen blev sat ind efter et flot indlæg til bagerste stolpe, hvor Cristiano Ronaldo endnu en gang stod klar til at nikke bolden ind til samlet 3-3.
Forlænget spilletid betød det dermed. Trods et godt forsøg fra Agges Patrick Veira blev det til 30 målløse minutter, og North-profilen kunne i stedet se frem til sin anden straffesparkskonkurrence i turneringen.
Den startede desværre skidt ud for Agge, der brændte sit første spark. Danskeren kom dog tilbage efter en flot redning, men efter et spark på den forkerte side af stolpen krævede det i kampens sidste spark blot en scoring fra Joksan, der på ingen måde missede denne mulighed for at vinde opgøret og hermed sikrede sig en konsolfinale for anden turnering i træk.
Agge tager derfor tilbage på hotellet med 7.500 dollars og 625 Global Series-point i baggagen, inden han igen skal i ilden endnu en gang i Bukarest, når sæsonens første LQE-kvalifikation venter i næste uge.
Husk der fortsat er masser af spændende FIFA på programmet i dag frem til klokken 20:00, hvor vinderen af sæsonens første FUT Champions Cup skal findes. Du kan følge med her:
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!