Det blev lige ved og næsten for danske Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach, som nu evaluerer sin optræden ved FUT Champions Cup #2 i Manchester med os.
I forrige weekend dystede den unge FIFA-spiller, Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach, for første gang med i FUT Champions Cup, da han sammen med fire andre danskere skulle kæmpe med om en top 8-placering på PlayStation 4-siden.
Desværre blev ottendedelsfinalen endestationen for Tricked eSport-repræsentanten, der dermed lige præcis missede billetten til Global Series Playoff- den sidste kvalifikationsturnering inden VM-finalen.
Denne internationale turnering var dog blot Rævehjorths anden af slagsen og af den årsag var det naturligvis svært for hovedpersonen at være fuldkommen utilfreds.
“Mine følelser omkring Manchester er meget blandede. Før turneringen vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle forvente, men jeg føler, jeg fik bevist, at jeg har niveauet til at være med helt fremme. Derfor er det meget ærgerligt, at jeg to dage i træk var én kamp fra at kvalificere til playoff, men alt i alt var det en superfed tur,” lyder reaktionen fra Mikkel Bach, der samtidig føler, at han kan tage flere ting med derfra.
“Jeg kan tage rigtig mange ting med. At komme top 16 ud af 64 er bestemt ikke dårligt, og det får mig helt sikkert til at se lyst på fremtiden.”
På den anden side af Manchester havde FIFA-spilleren desuden endnu en mulighed for at tage et skridt tættere på sit første VM, da han sammen med Tricked eSport deltog i en kvalifikation til FIFA Interactive Club World Cup. Heller ikke her havde Rævehjorth og co. dog marginalerne med sig.
“FICWC var en lidt spøjs turnering, da vi ikke havde en Xbox-spiller oprindeligt, og da vi tabte de to første, vidste vi godt, at det var umuligt at kvalificere, så motivationen var ikke så stor,” fortæller han om kvalifikationen og kommer til sidst med sin målsætning for resten af FIFA-året.
“Jeg håber på at ramme playoff, men det er last chance weekend, som er min sidste chance, og det er svært at forvente noget der. Men ellers håber jeg på at levere gode resultater, hvis der kommer flere internationale turneringer, og også gerne hvis der bliver afholdt nogle FUT-turneringer i Danmark,” siger Rævehjorth som det sidste i denne omgang.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!