Elgiganten FIFA Tour rammer på lørdag den sønderjyske by, Kolding. Størstedelen af den danske elite forventes at deltage i eventet, som for flere af disse er ved at være sidste udkald for at vise sig frem i FIFA 17.

Om mindre end en uge – på lørdag for at være helt præcis – går det endnu engang løs, når Sports-Gaming i samarbejde med eOddset, PlayStation Plus, Razor og Redbull skyder sæsonens tredje Elgiganten FIFA Tour i gang. Denne gang finder den prestigefyldte FIFA Tour sted i den sønderjyske by, Kolding. Byens karakteristika er kendetegnet ved et stort fokus på design, det nydelige slot, Koldinghus, som skyder op ved Kolding sø, og ikke mindst det store shoppingcenter, Kolding Storcenter. Sidstnævnte kommer lørdag den 12. August til at huse en fuldstændig udsolgt turnering på eventtorvet i hjertet af centret.

Store præmier, prestige og yderst værdifulde ranglistepoint

Men hvad dystes der egentligt om? Det korte svar er masser af flotte præmier, en ordentlig position prestige samt ranglistepoint til den officielle danske rangliste og sidst men ikke mindst en plads til FIFA Grand Slam Final.

Mere konkret, løber vinderen af turneringen afsted med hele 12.500 kroner samt en masse andet gear fra eventets sponsorer. Derudover vil der på dagen være forskellige konkurrencer for både de deltagende spillere og publikum, hvor der er fede præmier på højkant. Præmiesummen til dette event, gør det præmiemæssigt til en af de mest attraktive turneringer i Danmark, hvilket i sig selv er med til at tiltrække nogle af landets bedste spillere.

Et kort tilbageblik på de forhenværende Elgiganten FIFA Tours

25. Marts: PrimeTurbo slår til i Aalborg

Årets første stop på Elgiganten FIFA Tour var Aalborg. Den nordjyske region er kendt for at opfostre mange store spillere, såsom Jacob Kragelund og Johan Gass. De måtte dog se sig chanceløse overfor Lars ’PrimeTurbo’ Korreborg fra Wicked Gaming, som løb afsted med 1. Pladsen og 12.500 kroner. Nordjyderne gav dog ellers ’PrimeTurbo’ kamp til stregen, men både det nordjyske stortalent, Alen ’Arrow’ Barakovic, samt turneringens helt store overraskelse, Oliver Klitten, måtte begge se sig slået. Vinderen af turneringen, ’PrimeTurbo’, vil også være at finde i Kolding på lørdag, hvor han vil jagte endnu en stor dansk titel. Bestemt en mand, man skal holde øje med.

3. Juni: Ny triumf for Wicked Gaming da Nicklas Steensgaard sejrede i København:

Ved FIFA-tourens anden turnering var det endnu en Wicked Gaming-spiller, der løb med overskrifterne i form af Nicklas ’Niller’ Steensgaard, som gennem sin vej til sejren både havde slået sine to holdkammerater, Mikkel ’Rævehjorth’ Bach og Fatih Üstün, inden han i finalen skulle møde Jesper ’Pilm’ Prang fra de nykårede verdensmestre for klubhold – Brøndby eSport. Hvis ’Niller’ kan genfinde formen, bliver han så sandelig også en interessant herre at følge i Kolding.

Den danske elite vil være stærkt repræsenteret

Udover vinderne fra de to foregående turneringer, vil der også være rig mulighed for at få testet sig af mod nogle af ikke bare Danmarks bedste FIFA-spillere, men de bedste spillere i verdenen. Du får blandt andet mulighed for at se Marcus ‘Marcuzo‘ Jørgensen i aktion, som i weekenden vandt VM for klubhold med Brøndby eSport, foran blandt andre PSG eSport, Valencia og Manchester City.

Ydermere kan du opleve Mohamad ‘Bacha’ Al-Bacha, hvis sæson ikke har været helt efter bogen. Han får dog mulighed for, kort inden lukketid på FIFA 17, at genrejse sig og vise nogle af de kvaliteter frem, der gjorde, at han vandt VM sidste år.

Til sidst kan du også opleve fænomenet Frederik Fredberg, som har haft et forrygende år. Han bør regnes som en af turneringens helt store favoritter oven på både førstepladsen i Waoo FIFA Liga samt den flotte sejr til FUT Live foran landets bedste spillere.

 

Læs mere om turneringen her – der er blot få billetter tilbage!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.