Der er få dage til turneringen i Marienlyst starter, og vi har endnu til gode at tale med de allerstørste favoritter. I denne artikel bringer vi en snak med dem, der forventes mest af til turneringen.

Når turneringen sparkes i gang på lørdag, er det mange af topspillerne, der møder op for at få en del i præmiepuljen. Vi har talt med tre af de par, der forventes at komme langt i turneringen, og måske endda spille med om de helt store titler, men vi har endnu de helt store favoritter til gode. Det er spillere, der er meget erfarne på scenen og har store succeser bag sig, samt et enkelt helt ungt hold, der har vist imponerende niveau på meget kort tid.

Fyns Stolthed – Lasse ‘Kongen’ Bækkelund og Claes ‘Keglekongen’ Hansen

De to spillere fra 'Fyns Stolthed' til Odense Open.

De to spillere fra ‘Fyns Stolthed’ til Odense Open.

De to konger har tidligere vist utroligt højt niveau i deres 2v2-spil. Med det seneste resultat værende en kvartfinale til Elgiganten Cup samt en finale til DM i FIFA 15 og en sejr til Odense Open 2v2, så har de vist utroligt højt og stabilt niveau i deres 2v2-turneringer. Desværre har deres 1v1-resultater haltet i et stykke tid, men de er begge kommet godt med igen – især Claes har med en sejr til en ungdomsskoleturnering i Horsens fået modet tilbage på FIFA.

Lasse: “Lige nu skal jeg have ordnet nogle ting inden Marienlyst, det handler om en eksamen og at få taget en dommervagt, så der bliver nok ikke meget tid til træning. Dog regner jeg bestemt med at Claes og jeg, grundet vores interne relationer, når forholdsvis langt, fuldstændig som vi plejer! Vi kender hinandens spillestil og vi ved hvordan vi skal spille 2v2 sammen, så det må være vores største styrke. Claes skal bare have bolden og bære os til sejren.”
Claes: “Jeg tror og håber på at vi kan gå hele vejen, hvilket vil kræve at vi rammer dagen og har marginalerne på vores side. Vi har efterhånden spillet sammen en del gange og kender hinandens spil rigtig godt. Ud over FIFA er vi også rigtig gode venner i virkeligheden, hvilket lige giver det sidste, når man skal spille sammen.”

Ingen af de to turde komme med et bud på top 3.

WickedTrickGaming – Jesper ‘Pilm’ Prang og Lars ‘Primeturbo’ Korreborg

Primeturbo efter hans seneste sejr til Pricerunner Cup.

Primeturbo efter hans seneste sejr til Pricerunner Cup.

To af de absolutte topspillere i Danmark fra de to absolut bedste FIFA-hold lige nu har samlet sig under et navn, hvor de skal forsøge at kæmpe med om medaljerne igen. De har begge præsteret på utroligt højt niveau individuelt, men mangler endnu den store 2v2-sejr. Dog har de vist rigtig fine takter sammen, så den første helt store sejr kan uden tvivl komme til denne turnering – selvom de sjældent siger højt, at de forventer meget af sig selv.

Lars: “Jeg er i tvivl om hvad jeg forventer. Vi kommer til at prøve noget nyt, hvor jeg personligt skal tilpasse mig. Pilm har allerede tilpasset sig godt til den stil, men jeg mangler en del endnu. Hvis vi skal gå hele vejen, så skal mine afleveringer og vores defensiv være være perfekt. Jeg er ikke bange for at vi ikke scorer, mere at vi ikke scorer nok mål, så derfor er defensiven nøglen til sejr. Vores samarbejde har været godt op til turneringen, og Pilm er en god makker at have da han kan hive mig op ift. fokus og stil, hvor han er god til at sige, at jeg skal ikke at gøre en ting for meget, hvor jeg også prøver at forklare mine idéer overfor ham, som han er god til at tage til sig.”

Lars’ bud på en top 3 er Malthe og Mikkel, Wali og Carly samt Dammand og Magnus.

Team Dørgehjorth – Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach og Malthe ‘KontraDørge’ Dørge

Mikkel og Malthe som vindere af første udgave af Elgiganten Cup.

Mikkel og Malthe som vindere af første udgave af Elgiganten Cup.

Malthe og Mikkel er trods deres alder klart blandt de helt store navne på den danske scene. Som enkeltspillere har de også haft rigtig fin succes, men især som 2v2-spillere viser de ekstremt højt niveau gang på gang. De vandt Elgiganten Cup i første udgave, og fik en flot 2. plads i anden omgang – derfor må det siges, at de helt sikkert har indtaget 2v2-scenen med højt niveau og lidt til. Der er derfor store forventninger til de to purunge drenge.

Mikkel: “Jeg forventer at det bliver en super fed dag med et fedt setup, og også et højt niveau. I forhold til forventningerne til Malthe og mig selv, håber jeg på at gå videre fra begge gruppespil, og derefter tage en kamp af gangen og forhåbentlig kan vi nå langt. For at gå hele vejen lørdag, skal vi ramme vores topniveau og have de små marginaler med os, hvilket man skal for at vinde i så stærkt et felt, der er i Danmark. Vi har succes i 2v2, fordi at vi tænker rimelig ens FIFA, med enkelte forskelle, som vi begge formår at få ind i vores spil uden at det går udover vores samlede spillestil. Derudover er vi venner udenfor FIFA, hvilket jeg tror gør en forskel, da vi er rigtig gode til at bakke hinanden op, hvis en af os laver en fejl.”
Malthe: “Jeg forventer, at det bliver en turnering med meget højt niveau, da mange store navne er med. Mikkel og jeg skal ramme vores topniveau for at kunne gå hele vejen. Hvis vi rammer vores topniveau, synes jeg at vi har gode muligheder. Det, der giver Mikkel og jeg succes, er den måde vi tænker FIFA på. Vi er fuldstændigt afklaret med hvad vi gør i bestemte situationer. Jeg har meget svært ved at udpege vores største konkurrenter, da jeg ikke helt ved hvem der deltager. Men af dem som jeg ved deltager, så ser jeg Lars og Pilm som en af favoritterne.”

De havde begge to Lars og Pilm som deres førsteseed, mens der var lidt mere tvivl om 2. og 3. pladsen – her var Malthe dog lidt ambitiøs og satte sig selv og Mikkel med ind på listen.

Dette afrunder vores optakt til turneringen – held og lykke til alle deltagende til turneringen i Marienlyst!

Læs mere om turneringen og køb billetter her

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *