Vi har fanget de to nye Tricked eSport-spillere til en snak om skiftet samt om den kommende FIFA-sæson.
Her til aften blev Alen ‘Arrow’ Barakovic og Jacob Kragelund præsenteret som Tricked eSports nye FIFA-spillere. I den forbindelse talte vi med deres nye coach Kent Brylle, der spåede en rigtig god tid med dem på holdet. Det samme gør de to nye ansigter, som vi samtidig har snakket med, i øvrigt også.
“Jeg har været uden en klub i flere måneder. Jeg har undersøgt alle muligheder, har fået mange gode tilbud, men valgte til sidst Tricked, fordi de kom med det bedste tilbud. Jeg tror på, at vi sammen kan opnå en del i fremtiden. Tricked byder på meget i forhold til min nuværende læring og udvikling, hvilket er meget vigtigt for mig. Samtidig er de andre spillere i Tricked dygtige, og jeg tror, at vi sammen kan lære en del af hinanden og udvikle os i en positiv retning,” lyder det fra Arrow, der hernæst fortæller, hvor fokusset især kommer til at ligge for ham personligt i hans udvikling som FIFA-spiller.
“Jeg forventer at fortsætte med nuværende form og udvikling i H2H og vil stræbe efter at komme højere på ranglisten. Jeg forventer, at jeg bliver bedre i FUT. Jeg bliver 16 år til februar, men min plan er at fokusere meget mere på FUT end tidligere. Jeg håber, at vi i Tricked kan opnå gode resultater i den kommende sæson, både i Danmark men også i udlandet.”
Ligeledes for Kragelund var muligheden for et skifte til Tricked eSport en mulighed, som han ikke kunne afslå.
“Med skiftet til Tricked eSport ser jeg en perfekt platform for videreudvikling for både Alen og mig, hvilket var essentielt i vores søgen af samarbejdspartner. Med vores nuværende setup i form af spillertrup, faciliteter og stab er der virkelig grobund for at bygge videre på vores spil via. hårdt arbejde,” fortæller den rutinerede FIFA-spiller, der ligesom Arrow ønsker at lægge 110 procent arbejde på FIFA Ultimate Team.
“Jeg er helt overbevist om, at vi fortsat vil levere resultater nationalt, men med vores nye fokus på FUT er et gennembrud på den internationale scene et stort, personligt mål. Jeg kan ikke vente med at komme i gang med FIFA 19 som Tricked-spiller og oplever samtidigt en begejstring og spillelyst omkring FIFA grundet skiftet!”
Vi ser frem til at følge de to nordjyder i opholdet i Tricked og krydser naturligvis fingre for, at de og resten af truppen kommer godt i gang med FUT-sæsonen.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!