Lørdag aften lykkedes det August ‘Agge’ Rosenmeier at vinde ESWC for tredje gang. Vi har nu talt med danskeren om sejren samt næste weekends FUT Champions Cup i Manchester.
De danske FIFA-repræsentanter var flyvende til gårsdagens ESWC i Paris, og specielt August ‘Agge’ Rosenmeier skulle vise sig at være ustoppelig, eftersom han til sidst på dagen kunne stå tilbage med trofæet i sine hænder, præcis som han gjorde det tilbage i 2016.
Det er nu lykkes os at få en kommentar fra danskeren, der ikke blot sikrede 2.500 euro, men også en yderst vigtig billet til Global Series Playoffs, hvor 64 FIFA-spillere på hver konsol skal kæmpe om 16 pladser til VM hver især.
“Det betyder rigtig meget, mest pga. playoff-pladsen, men selvfølgelig også for at vinde noget internationalt igen – det er aldrig en dårlig ting. Så det betyder meget – det er dog ikke lige så anerkendt en turnering som førhen, så jeg tror stadig sejren i FIFA 16 var større,” lyder reaktionen ovenpå bedriften fra Agge, som, til trods for at nævne at sejren i FIFA 16 var større, mener at niveauet var rigtig højt igen i år.
“Niveauet var højt. De bedste spillere var samlet via. online-kvalifikation fra hele verden, så jeg mener bestemt, det var højt niveau. Det bliver dog endnu sværere i de kommende uger til FUT Champions Cup og Playoffs!”
Og netop til FUT Champions Cup, der afholdes i Manchester i næste, kan Agge spille mere afslappet, idet han allerede er kvalificeret til Global Series Playoffs. Det ændrer dog ikke så meget i danskerens tilgang til turneringen.
“Jeg kommer nok til at spille mere afslappet – så nu må tilgangen være, at jeg skal ud og slukke nogle andres lys og gå efter sejren. Den eneste forskel er, at jeg ikke er pisket til at få en top 8, men jeg går selvfølgelig efter at gå hele vejen – men skulle det glippe er jeg heldigvis allerede sikret playoffs, som virkelig er det vigtigste pt.”
Som nævnt var ESWC altså en stor succes set med danske briller, og det gør blot Agge endnu mere fortrøstningsfuld forud for Manchester.
“Det giver blod på tanden og selvtillid for os alle tre danskere, der var afsted. Jeg synes, vi gjorde det godt og repræsenterede Danmark flot – jeg er fortrøstningsfuld for de fremtidige events,” lyder de sidste ord fra ESWC 2018-vinderen, som du i øvrigt kan høre fortælle endnu mere om danskernes chancer til FUT Champions Cup i nedenstående podcast-episode, da han gæstede vores podcast:
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!