Dagens hovedperson har haft et utroligt udviklende år, og kan måske endda i den nærmeste fremtid findes blandt topspillerne i Danmark, hvis han overfører sin fine udvikling igennem 2016 videre med sig ind i 2017. Daniel Chrøis er fokuspunktet i dagens afsnit af julekalenderen.

I gårsdagens afsnit af julekalenderen, snakkede vi med Marcus ‘MJ’ Jørgensen. Du kan læse hele dét afsnit ved at trykke her.

Chrøis i kamp mod Lars Korreborg til ESWC Danmark 2016.

Chrøis i kamp mod Lars Korreborg til ESWC Danmark 2016.

I dag skal vi til gengæld tale med den unge Sørby eSport-spiller, Daniel Chrøis, der gik ind til 2016 som et stort set ukendt ansigt, men efter ganske kort tids eksistens på den danske FIFA-scene, har han allerede nu fået stemplet sit navn godt og grundigt ind i FIFA-Danmark.

Specielt med sin flotte præstation forrige weekend til DreamHack Winter 2016 i Sverige, slog det unge talent benene væk under mange. Her formåede han at slutte i top 12 på Xbox-siden, og besejrede blandt andre formstærke Nicklas ‘Niller’ Stensgaard i en scenekamp foran mange tilskuere.

Nogle uger før, gjorde han det dog også klart, at han gerne vil lege med i toppen af dansk FIFA. Her kvalificerede han sig nemlig til ESWC Danmark gennem online-kvalifikationer, og dystede med om turen til Paris mod de mange store navne. Desværre for Chrøis, havnede han i det, mange kalder for ‘dødens pulje’, hvor han skulle op imod nummer to, seks og 11 på den danske rangliste – og dermed klarede han sig ikke videre fra gruppen.

Alligevel er der helt sikkert håb at spore for en lys fremtid hos Chrøis, der naturligvis er glad for sit år:

chroeis

Chrøis i aktion til CULT Cola Aarhus Open 2016.

“Jeg synes som helhed året har været en god kickstarter for mig. Jeg håber på at holde formen og udvikle mig endnu mere. Men som helhed, så er jeg pænt glad for mit år. Jeg håber dog på et år mere med lidt flere forbedringer mht. til offline resultater”

Og som nævnt før, så var hans DreamHack-præstation et af de absolut flotteste resultater indtil videre for ham – men hvilken præstation var han så selv mest stolt af?

“Det er nok min DreamHack-præstation, hvor jeg fik min første scenekamp nogensinde, endte i en top 12 på Xbox-siden og endda fik slået Niller ned til lowerbracket.”

Trods sin unge alder, har Daniel Chrøis faktisk allerede spillet under to teams. Han startede nemlig på holdet Clan eSpuma, men valgte så for ikke så forfærdeligt længe siden at skifte det ud med Sørby eSport. Vi ønskede at høre, hvad forskellen og grunden var til dette skifte:

“Jeg spillede for Clan eSpuma, og grunden til, at jeg stoppede var pga. at jeg så Sørby eSport til 2v2 Elgiganten, hvor der var en kæmpe opbakning bag alle spillerne, og det fællesskab ville jeg rigtig gerne være en del af. Det har betydet, at jeg har fået en masse folk, der støtter én på andre måder, med råb og gejst, og det betyder utrolig meget.”

Sørby eSport er dog ikke de eneste, som har haft en stor betydning for Chrøis, der specielt har stået bag ham hele vejen igennem:

“Jeppe Højfeldt har været en person, der altid har stået bag mig, hvilket har betydet rigtig meget for mig. Ud over det, så synes jeg generelt, at alle fra communitiet er flinke og rare, men især Højfeldt har betydet en kæmpe del for mig, og den stemning der er til events har også betydet meget. Det giver én lyst til at deltage.”

Men forhåbentlig for Daniel Chrøis har fremtiden at byde på endnu flere oplevelser – Vi hørte ham, hvad forventningerne til 2017 var på nuværende tidspunkt:

“Jeg håber rigtig meget, at jeg kan komme på en top fire plads til en større turnering, og jeg ved det ikke er helt umuligt, men det kræver rigtig meget træning.”

Der var dermed alt vi havde for dette afsnit. I morgen bevæger vi os væk fra spillerne og holdene, og snakker i stedet med en anden person, der bidrager til scenen på et helt andet område. Vi lader hovedpersonen selv runde artiklen af, med et sidste tak:

“Jeg vil gerne takke communitiet for at man føler sig velkommen ligemeget om man kender folk eller ikke. Folk respektere utrolig meget hinanden til events.”

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.