Efter at Jesper ‘Pilm’ Prang i starten af året overraskede samtlige FIFA spillere i landet til Aarhus Open, hvor han tog guldet og de 10.000 kroner for næsen af August ‘Agge’ Rosenmeier, er det kun gået den positive vej for Tricked-spilleren.

Mange vidste i forvejen, at han havde et stærkt topniveau, men da han så slog Danmarksmesteren i finalen i Aarhus, fik Jesper ‘Pilm’ Prang for alvor bekræftet overfor alle, at han kan lege med i den absolutte top af dansk FIFA.

Læs her vores interview med Himmelev-Veddelev Boldklub omkring HVB E-Sports fra gårsdagens låge.

2015 var det mest positive og udviklende år for Pilm og hans spil. Når man kigger tilbage på året, har det budt på blandt andet en tur til Tyskland for at deltage i Audi Cup, deltagelse ved ESWC Denmark, 2. plads på CULT Cola FIFA-tour leaderboardet og den vigtigste af dem alle, vinder af CULT Cola Aarhus Open.

pilm

Vinderen af Aarhus Open: Jesper ‘Pilm’ Prang.

Pilm startede året ud med at spille for FIFA Team Copenhagen, hvor han var deres store stjerneskud, og derfor er han en savnet mand på holdet, som aldrig rigtigt har kunnet lukke hullet efter han afgang. Pilm søgte efter nye udfordringer og måske en bedre aftale med et eventuelt nyt team, og efter en måneds tid som klubløs, fik han sig så endelig det tilbud han søgte efter.

Tricked eSport gik nemlig hen og hentede ham og Claes ‘KegleKongen’ Hansen i slutningen af august. Dermed fik Pilm sin første professionelle kontrakt, og selvom det blev til et lidt skuffende DM fra hans side, fortsatte han alligevel med at bevise hvilket spil han besidder. I FIFA 16 er det startet utroligt lovende ud for Pilm, der for lidt over en uge siden vandt Mickey Mouse Cup. Det mest uhyggelige har dog været hans præstationer til GeekUnit Winter League her på siden, hvor han har vundet 4 ud af 5 af de første turneringer.

Men hvordan har Pilm selv set på året der gik, ikke bare i normalt tempo, men meget hurtigt. Vi har snakket med Tricked-spilleren:

Hej Jesper. 2015 blev året, hvor du hev din første store turneringssejr hjem, en tur til tyskland for at spille Audi Cup, fik tilbudt en professionel kontrakt og meget mere. Hvordan vil du beskrive dit år på den danske FIFA scene?

“Mit år på scenen har kort sagt været helt utroligt. Fra at åbne i februar med en kæmpe skuffelse til Pricerunner Cup med exit i 2.gruppespil, til en måned senere at slå den regerende verdensmester i finalen om 10.000 kroner i Aarhus er jo helt uvirkeligt. Fulgt op med et respektabelt CPH Games, og en fantastisk tur til Köln der havde alt at byde på inklusiv en top 16 i hovedturneringen. Odense Open hvor jeg tager en bronze medalje, der kunne havde blevet til mere hvis jeg selv skulle sige det. At få kontrakten med tRicked lige inden DM var bestemt også med til at få mig til at ville levere et rigtig stærkt DM. At DM så blev en så stor fuser kan jeg kun takke mig selv for. Et konsolskifte i ugerne op til endte med at skade mere end det gavnede, og det blev udslagsgivende med mit exit til en alt for effektiv Magnus Larsen.

Åbningen på Fifa 16 har også været fin, men ESWC Danmark kvalifikationen kunne havde fået en meget lykkeligere slutning hvis bare jeg havde evnet at producere bare en smule mere kvalificerede afslutninger. CPH open var bare en kamp mod en rigtig stærk modstander, hvor Bacha spillede kampen bedst. Jeg er dog selvfølgelig ked af det ”kun” blev til en anden plads på CULT leaderboardet, men Lasse var også en helt fortjent vinder med de ting han selv har leveret gennem kalenderåret. Overordnet set har det dog været en kæmpe oplevelse at være med så langt fremme hele året, og føle at noget af den tid man har lagt i spillet bliver givet igen. DM står dog tilbage som det ”What could have been” i mit 2015.”

Nu slutter du så året af med et brag efter tonsvis af sejre i træk i SG Plus Winter League, og spillet ser ud til at fungere optimalt for dig. Hvor langt vil du gå i 2016? Tør du at håbe på endnu større præstationer?

pilm

Jesper ‘Pilm’ Prang til Copenhagen Open.

“Jeg synes Fifa 16 er et langt mere positivt spil indtil videre, og det har smittet af på mine præstationer at jeg kan stå inde for hvad der foregår i kampene. Hvis jeg skal havde et bedre 2016 end 2015 skal der virkelig meget til. Vil rigtig gerne havde en stor turneringssejr til, men det kræver en dag hvor alt mere end klikker. Samtidig vil jeg også gerne havde en international turnering igen, ligesom Audi Cup, hvor man viser fanen frem. Desværre bliver der ikke noget FIWC til mig i år, da jeg har fået de dumme nederlag som har stoppet mig inden det for alvor er blevet sjovt. En top-top placering til DM er nok også det jeg ville elske allermest at få.”

Selvom du var et populært navn inden i år, så havde du ikke rigtigt formået at stemple dit navn ind i toppen af dansk FIFA før i starten af året. Hvilke personer, præstationer og hovedfaktorer har været med til at etablere dig i toppen inden for en ganske kort periode?

“Der har været mange personer der på den ene eller den anden måde har formet hvordan jeg spiller og tænker FIFA. Lars er nok den jeg mest har diskuteret selv spillet med, og fået input til hvordan jeg gør tingene. Selv om han har nogle meget radikale ideer er der noget af det der virkelig giver mening for mig, grænsen mellem gal eller genial er hårfin må man sige Humørikonet tongue. Rent spillemæssigt er det nok Marcus Jørgensen der har trukket mig mest i den retning af FIFA jeg gerne vil spille. Der er ingen anden spiller der mentalt kan få mig til at tabe modet som ham, samt få mig til at tvivle på alle de koncepter jeg bygger min spillestil op omkring. Det er præcis denne tvivl om man gør det rigtige, der har skabt ønsket om at blive bedre og bedre, og finde nøglen til både at knække 5-mands forsvar, possesion, og kontrafodbold. På det mentale plan giver succes bare et boost og en selvtillid som ikke kan genskabes af noget andet. Havde jeg tabt straffesparkskonkurrencen til Fredberg i første knockout runde i Aarhus havde året nok set lidt anderledes ud. At havde et hold der leverer støtte og stabilitet giver også ro til at fokusere på udviklingen af egne evner.”

Mange tak for det, men til sidst vil vi gerne lige have et bud fra dig, om hvor du tror du ligger på ranglisten om præcis et år – Og har du en afsluttende kommentar?

“Ranglisten er virkelig svær at rykke på, August, Lars og Lasse er jo lysår foran, så jeg sigter efter Wahed.. Ellers skal jeg også kigge ned af, Bacha begynder for alvor at komme tæt på, så jeg håber på en stærkt præstation til at åbne ud med i Slagelse d.2 sammen med Lars, ellers er det jo et langt år vi har foran os! Jeg vil gerne sige et kort tak til Tricked, Sports-gaming, samt alle dem der støtter mig og er med til at gøre det sjovt at komme til turneringerne og events.”

Det var dermed alt for 15. decembers julekalender, følg med i morgen, hvor vi snakker med endnu en spiller fra toppen af dansk FIFA.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.