Om små to dage går det løs i Fælledparken, når DBU slår dørene op for sidste dag på deres landsdækkende DBU VM Tour. Det er også dagen, den nye verdensmester i fodbold skal findes, men det er dog ikke den eneste finale den dag. Siden starten af VM har der været turneringer under DBU VM Tour i hele Danmark, hvor det var muligt at kvalificere sig til den store finale. 9 deltagere er derfor fundet, og den sidste skal findes dagen før, hvor den sidste kvalifikation finder sted. Finalen bliver spillet i to grupper med 5 i hver, og vinderen af turneringen kan tage en Playstation 4 med hjem.

De 9, der allerede er kvalificeret, kan ses herunder og er lagt i den rækkefølge, som vi forventer, at de ender

Seed 9:
Jens ‘Gizkin‘ Graae – Vinder af turneringen i Aarhus: Jens Graae er et ubeskrevet blad i FIFA, men viste i Aarhus, at han ikke skal undervurderes. Det fandt David ‘NoobkillerDavid‘ Nguyen ud af, da han blev slået ud i det jyske.

Seed 8:
Jacob ‘Kragefucz‘ Kragelund – Vinder af turneringen i Aalborg: Den nyklækkede student har længe domineret i Aalborg, og nu skal han fortsætte de gode takter i det københavnske. Udover kvalifikationen i Aalborg har han også vundet Sport in Progress turneringen på Aalborg Havnefront.

Seed 7:
Christian ‘Chanaka‘ Bruun – Vinderen af turneringen i Esbjerg: Chanaka har før vist sine kvaliteter både online og offline. Han har snuppet flere turneringssejre rundt omkring i Jylland og har også online vist, at han er en spiller, der kan noget specielt med controlleren. Derfor fik FIFA Team Copenhagen også øjnene op for ham. Han var også selv fyldt med selvtillid før søndag:

Jeg forventer en god turnering fra alle og så forventer jeg at vinde. Mine største konkurrenter bliver Lasse Bækkelund og Lars Korreborg

Seed 6:
Paw ‘Wap‘ Bertelsen – Vinder af turneringen i Horsens: Endnu en FIFA Team Copenhagen spiller er at finde i finalen søndag. Finalesejren i Horsens var den første offline sejr for den unge fynbo, som online har vist, at han kan være med i toppen af dansk FIFA. Han mangler blot at vise det offline, og søndag får vi måske de første indikationer på en stjerne i svøb. Selv var han meget ydmyg omkring turneringen:

Jeg har ikke de store forventninger, da jeg ikke har haft mulighed for at træne op til finaleturneringen, og der er nogle stærke spillere med. Jeg har stor tiltro til, at min holdkammerat, Lars ‘PrimeTurbo‘ Korreborg, kan tage den samlede sejr, men der er også Lasse Bækkelund, der har set stærk ud i World Cup Spillet. De to er storfavoritter”

Seed 5:
Adel ‘Adellovich‘ Daher – Med efter 2. plads i Køge: Efter afbud fra de to bedste i Fælledparken er der blevet plads til en tidligere nordisk mester i finalen. Adel Daher er en af de bedste danske FIFA spillere og med en 4. plads i Aalborg Open er der ingen tvivl om, at han stadig kan ramme et meget højt niveau. En sejr er ikke umuligt, og sådan ser han heller ikke selv på det:

Jeg tager turneringen som noget hygge, men jeg tror på, at jeg kan vinde, for ellers havde jeg ikke deltaget. Jeg har store chancer, hvis jeg rammer niveauet.

Seed 4:
Philip ‘PhilipL-W‘ Warburg – Vinder af turneringen i Helsingør: Philip Warburg er stadig PS3 spiller og har dermed den fordel, at han stadig giver den gas på samme konsol, som skal bruges søndag. I Helsingør gik han gennem turneringen uden for alvor at være presset, og det vidner om, at han stadig har et voldsomt højt niveau, selvom han ikke har været så synlig det sidste stykke tid, og vi forventer, at stortalentet gør en rigtig god figur i Fælledparken. Lige præcis den manglende PS4 ser Philip også som en fordel:

Jeg forventer, at det bliver en tæt turnering med mange tætte kampe, da der er mange gode spillere med. Jeg tror, at Bækkelund vinder, men jeg har også en fin chance, da jeg heller ikke er gået over til Next Gen endnu.

Seed 3:
Lasse ‘LasseBaekkelund‘ Bækkelund – Vinder af turneringen i Odense: Lasse Bækkelund har heller ikke en Playstation 4 endnu, og derfor har han heller ikke tilpasset sig den nye konsol. Med en solid defensiv og et tempofyldt angreb er Bækkelund en af de absolut største favoritter til at vinde det hele, og med hans tidligere bedrifter er der mange grunde til at tro på Bækkelund i Fælledparken. Da vi snakkede med Bækkelund var der dog heller ingen tvivl om, at han gik efter sejren:

Mine forventninger er, at jeg sagtens kan gå hele vejen, men formentlig skal jeg igennem nogle hårde kampe på vejen. Det er et stærkt felt med folk, der alle kan være med helt fremme, hvis man rammer dagen. Jeg tror, at MrSuits rutine bliver svær at komme udenom, samt Primeturbo, der nærmest er uovervindelig for tiden. Derudover tror jeg, at Philip Warburg kan overraske, men jeg føler selv, at jeg kan vinde, hvis jeg rammer dagen

Seed 2:
Lars ‘Primeturbo‘ Korreborg – Vinder af turneringen i Køge: Siden Playstation 4 er kommet ud har kun en enkel mand kunne stoppe Primeturbo på sin vej mod succes, og den mand er for nylig blevet kåret som verdens bedste FIFA spiller. Derfor er der ingen undskyldninger for ikke at gå hele vejen på søndag, når han får chancen for at vinde endnu en titel. På det sidste halve år har Primeturbo nedlagt al konkurrence på DFL, taget 2. pladsen i Aalborg Open og kan for alvor kalde sig en topspiller i Danmark. Han var dog ikke meget for at give sig selv favoritværdigheden:

Jeg forventer at det bliver et hyggeligt event, og jeg kommer også bare for hyggens skyld, så jeg har ingen forventninger om at vinde. Bækkelund er dog et godt bud, da han stadig har Playstation 3 og World Cup spillet.

Seed 1:
Anders ‘MrSuit‘ Bollerup – Vinder af turneringen i Herning: MrSuit er den næstbedste FIFA spiller i Danmark og top 16 i verden. Han er lige vendt hjem fra et eventyr i Rio, hvor han deltog i FIWC. Med sin alternative og meget offensive spillestil er det en altid underholdende spiller, som vi skal glæde os til at nyde i Fælledparken, for selvom han siden FIWC ikke har haft gang i særlig meget FIFA, så vil rutinen stadig bære ham langt. Vores bud er, at denne mand vinder det hele, selvom han ikke selv peger på sig selv:

Jeg kommer lige fra Brasilien og har ikke rørt FIFA i et stykke tid, så jeg spiller bare med for sjov. Min favorit er dog Adel Daher.”

Grupperne til finalen

groups

Den tiende og sidste finalist bliver fundet lørdag, hvor turneringen med plads til 64 deltagere finder sted, og der er allerede mange store spillere tilmeldt: Philip Warburg og Adel Daher vil igen være at finde i turneringen, selvom de allerede er kvalificeret, og derudover vil Ali Khattab, Yassin Kadim, Claes Hansen og Mansour brødrene igen deltage i forsøget på at nå en finaleplads. Sølvvinderen til DM, Patrick Eckhoff, vil også være at finde i turneringen og ligner det bedste bud på en finalist om søndagen.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.