Der er nu kun lidt over en uge tilbage til juleaften. Vi har benyttet os af dagen til at tale med André ‘JaWocKa’ Andersen, der har stået for onlineturneringerne på Sports-Gaming i løbet af året.

Hvis du ikke fik læst gårsdagens artikel, så var det med Jesper ‘Pilm’ Prang i hovedrollen, hvor vi tog en snak med ham om året, der gik, hvor han efter endnu et år har holdt et ekstremt højt niveau og fået mange store turneringssejre. I dag har vi vendt blikket indad, og har taget en snak med Sports-Gamings egen ‘JaWocKa’, der har været ansvarlig for onlineturneringerne i et godt stykke tid. Med hans efterhånden store erfaring kender han scenen ud og ind, og det er et job, som han stadig nyder.

“Ja, jeg startede med at stå for onlineturneringerne for godt og vel 2 år siden, og her i 2016 har det så været mig som har været den “overordnede admin” med hjælp fra mange fantastiske mennesker, også folk, som ikke har været en del af SG-staff, som ligesom jeg ønsker at opretholde konkurrencedelen i det danske FIFA-community og styrke samværet, som man virkelig må sige de danske FIFA-spillere har. Det er, til tider, befriende, at man kan gøre en så lille en indsats for at hjælpe folk med store såvel som små turneringer, som skaber et bedre netværk og samtidig opretholder det høje niveau på konkurrencedygtigt plan, og det alene gør, at jeg gerne bruger en del af min fritid på at stille mig til rådighed.”

André tv. i billedet til Elgiganten Cup #3.

André har i løbet af året også fået lov til at prøve kræfter med selv at være ude til turneringerne og være ansvarlig, når der er allermest fart på. En opgave, som André trives med, og gør det godt i.

“Det har helt klart været både sjovt og lærerigt! I marts i år var jeg med til mit allerførste event, Copenhagen Games, selvom jeg har været en del af SG i mere end 3 år, og det var klart noget som gav mig blod på tanden. Til de offlineevents jeg har været med til har man virkelig kunne mærke hvor tæt hele FIFA-communitiet rent faktisk står, og selvom der kan opstå små kontroverser hen af vejen, så er det småting i forhold til at se så mange glade, voksne såvel som unge mennesker, hygge sig med at spille FIFA, om det så er for sjov eller for at være en del af den kompetitive del af spillet.”

André har på sidelinjen af scenen for alvor haft mulighed i at følge med i hvem der er gode, og hvem der vokser mest i løbet af året. I år har været endnu et stort år for dansk FIFA, og André har været meget imponeret over især to danske spillere.

“Jeg har muligvis ikke fulgt så aktivt med som så mange andre, men især i 2016 har jeg jo været “tvunget” til at følge lidt mere med, og der er det selvfølgelig svært at komme udenom Mohamad Al-Bacha, som jo vandt det officielle VM i FIFA i starten af året. En spiller som jo rent faktisk startede med at slå igennem som “online-spiller” hvor han i en lang periode i 2015 huskes for sine utallige onlinesejre. Derudover er det klart værd at bemærke Lars Korreborg, som ikke slog igennem for første gang, men på en måde fandt tilbage til hans tidligere niveau. Han har virkelig spillet godt i år, og ikke bare resultatmæssigt, men også spillemæssigt har været god. Alt i alt er det svært kun at nævne få personer, for der er så mange forskellige spillere som faktisk har fået resultater med sig i år, og det ville være umuligt at nævne alle som har slået i gennem.”

André har ud over sin interesse i FIFA-scenen også en stor passion for esport generelt, herunder især CS:GO. Han har længe fulgt med i den professionelle scene, og er imponeret over den udvikling esport har taget over de seneste år. André har nogle helt specifikke håb til scenen næste år – både FIFA og esport generelt.

“Som jeg ser det, så er esporten godt og grundig i gang med at blive til noget stort. Ikke kun FIFA i Danmark, men generel al esport i hele verden, såsom LoL & CS:GO og mange andre spil. Vi begynder at se fodboldklubber tage spillere til sig som en del af organisationen, og det siger jo ikke så lidt. Personligt ser jeg frem til et 2017 hvor vi forhåbentligt kan opretholde niveauet og antallet af FIFA-turneringer i Danmark, og så håber jeg på, at de personer som ønsker at gøre en “karriere” ud af den kompetitive del af FIFA fastholder en professionel attitude udadrettet. FIFA kan blive en meget større del af esporten, men det kræver at spillerne vil det.”

Følg med i morgen, hvor vi åbner endnu en låge i kalenderen!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.