Sports-Gaming.dk tester FIFA 15 i Stockholm

Sports-Gaming.dk tester FIFA 15 i Stockholm

4 2766

I onsdags havde Sports-Gaming.dk, som det eneste danske medie, æren af at besøge EA Sports’ Stockholm kontor for at prøvekøre det nye FIFA 15, som udkommer den 25. september. Dagen startede klokken 7.00 i Københavns lufthavn, hvor Norwegian skulle bringe den udsendte til Arlanda. Efter lidt ventetid i Stockholms lufhavn gik turen ind mod byen og EA’s nordiske hovedsæde sammen med den svenske Copenhagen Games vinder, Filiph ’Skoldie’ Sköld, og finske Juho Järvelä.

Da vi ankom til stedet, blev vi lukket ind og kom i kontakt med vores vært for dagen, Lion Martinez, Nordic Social Marketing Executive for EA Sports.

Her fik vi en kort præsentation af Fifa 15, samt hvad der skulle ske på dagen. Udover et par sandwich, en præsentation af features i det nye spil samt noget kage, var dagen 100% sat af til at prøvekøre det nye FIFA 15.

Selvom spillet stadig er i beta versionen, her kaldet E3-version, var der markante ændringer i spillet, som man tydeligt kunne mærke. Vi vil her forsøge at dele det lidt op i det visuelle og det spilmæssige.

Visuelt:

Spillet i sig selv har fået (endnu) et løft. Det er hvert år endnu mere realistisk at se på, end det var forrige år. Og i år er slet ikke nogen undtagelse.

FIFA15-WhatsNew-feature4new Spillerne har fået en klar forbedring, og nu forsvinder hovedet ikke ned i kroppen, som det før har gjort, mens muskler og tætheden på tøjet er blevet mere realistisk.

Bolden laver nu et korrekt spin, alt efter hvordan du rør den og hvor meget kraft, du gør det med. Det gør også gameplayet meget mere flydende og ægte, da bolden gør, hvad den ville gøre i virkeligheden. Noget vi også kunne mærke i spiltesten, hvor der var et par mål, som Lampards skud i 2010 VM-kampen mellem Tyskland og England. Altså hvor bolden rammer overliggeren, går ind over stregen, og ryger ud igen. Det er her tydeligt at se, at der er blevet arbejdet hårdt med bold-fysikken.

Stadions er blevet mere ”personlige”, og har blandt andet fået Manchester Citys ’The Poznán’ samt noget af den vilde og trykkende stemning, der er på flere tyske stadions.

 

Banen har i den grad også fået en opgradering. Når kampen starter, har greenkeeperen gjort sit arbejde flot med en lækker og komplet grønsvær. Men så snart, der begynder at komme nogle tacklinger, samt der bliver løbet rundt, bliver banen mere og mere slidt. Og ikke bare tilfældigt slidt. Spillet husker, hvor den hårde glidende tackling foregik, og der vil på banen være huller og fodspor hele kampen igennem. Desuden kan vejret skifte i løbet af en kamp, så der evt. kan komme regnvejr i anden halvleg. Rigtige flotte features, der virkelig udnytter Next-Gen og Ignite motoren.

Gameplay:

Da dette stadig var en meget tidlig udgave af spillet, kunne der ikke undgå at være bugs og glitches i spillet. Dog kunne man tydeligt fornemme, hvordan det kommer til at være i det endelige spil.

Kollisioner mellem spillere var en af de sjoveste ting i spiltesten. Der bliver tydeligvis arbejdet på at gøre dem mere realistiske, men indtil videre kunne de være ret så random. Spillere, der flyver rundt osv. er typisk en af de ting, man ser i den tidlige version, men som der altså bliver arbejdet på.

To store nye ting var styring af spiller ved dødbolde samt to ekstra taktiske muligheder.

Styringen af en spiller ved dødbolde går ud på, at du kan styre den mand, du ønsker at lave pasningen til, ved indkast, frispark samt hjørnespark. Du vælger selv, hvilken mand det skal være, og så prøver du at finde et godt hul i feltet. Derefter beder du om pasningen, og nogen gange vil det gå godt. Rigtig fin ting at implementere, da det giver tonsvis af muligheder ved hjørnespark eller farlige frispark. Desuden er de fire lyntaktikker fra World Cup versionen taget med.

Den anden ting er de to ekstra taktiske muligheder. Normalt er der ultra defensiv, defensiv, balanceret osv. Nu har du mulighed for at Parkere Bussen (ja, det kalder de den!) samt gå All-out attack. Det vil sige, at der nu er hele syv muligheder for presspil, og hvor du ønsker dine spillere skal bruge mest energi på banen. I selve spiltesten kunne vi ikke mærke det store til det, men vi er sikre på, at det vil kunne mærkes, når spillet udkommer.

Bedømmelse:

Når alt kommer til stykket, var det lige så meget en sjov dag for spillerne, som det var en mulighed for EA Sports at få input omkring, hvad deres mening var. Og stort set alle var enige; det tegner til at blive et rigtig godt og sjovt spil.

Kampene var virkeligt tætte hele vejen rundt, og folk nød spillet rigtig meget – og så har de gjort det sværere at score på headers og især på langskud, og det vil komme mange til gode, da spillet bliver mindre tilfældigt.

Vi er sikre på, at FIFA 15 bliver et super spil i rækken, og vi håber, at vi får lov at se lidt nærmere på det igen, når EA Sports har næste version klar.


Spillet udkommer den 25/9-14 til Xbox 360, Xbox One, Playstation 3 samt Playstation 4.

Sports-Gaming.dk vil gerne takke EA Sports for at invitere os med til denne spiltest!


Sports-Gaming.dk’s udsendte medarbejder var Simon Juul Mortensen

4 KOMMENTARER

Indsend svar