Der er nu under en uge til Elgiganten FIFA Tour #3 i Kolding, som desuden skal afvikles i World Cup Mode. I den forbindelse har vi talt med Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg, der knytter en kommentar til netop dette.
Der er ikke mange FIFA-turneringer tilbage i dette FIFA-år, og derfor er det naturligvis essentielt at få en god afslutning på året.
En af dem, der håber på dette, er Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg, som på lørdag skal dyste med om førstepladsen bestående af 10.000 kroner og 1.500 ranglistepoint, når Elgiganten FIFA kommer forbi Kolding Storcenter.
“Jeg føler mit niveau er okay, men jeg har rigtig store mangler ved mit tempo, når jeg har bolden, og jeg mangler noget kreativitet i mit opspil. Jeg forventer at arbejde i næste uge med disse ting, så meget tiden tillader det,” indleder AGF eSport-spilleren snakken med at sige.
Når PrimeTurbo i næste uge skal arbejde med disse ting, bliver det derimod ikke i det regulære FIFA. I stedet bliver det i World Cup Gamemodet, som for nyligt er kommet som en opdatering til spillet. Det giver naturligvis blot endnu flere udfordringer, som kan arbejdes på for hans vedkommende.
“Jeg synes, det er fedt med noget nyt, hvor feltet bliver fuldstændig blandet. Det bliver helt sikkert op til, hvem der kan skabe mest tempo i kampene, der vinder. Det er et gamemode, der er noget anderledes, og min største udfordring med det er, at skudsystemet er helt anderledes, og det er langt sværere at score på selv de sikre chancer. Jeg ser dog frem til udfordringen, og det skal nok blive sjovt at spille alligevel,” siger han og fortæller herefter nærmere om sine forventninger til turneringen.
“Jeg har altid en forventning om sejr, men lige så meget at lære nogle nye ting. Et nyt gameplay giver altid et anderledes syn på tingene, og det kan ændre lidt i vores forståelse af FIFA 18, og bruges det rigtigt, så kan man blive utrolig stærk i det gamemode. Jeg tror på sejren, men der er mange om buddet, på trods af Rævehjorth ikke kommer.”
PrimeTurbo stiller naturligvis ikke alene op i den hvide AGF-trøje. Sammen med Lucas Krøll og Tobias Rolandsen samt Kenneth Bank med som coach stiller han nemlig op for Aarhus-klubben. Og ifølge ham, så kan det blive en god dag for holdet.
“Jeg forventer meget af mine medspillere, og det er, fordi jeg virkelig tror på drengene. Krøll og Tobias er begge med, og der er god mulighed for begge kommer langt. De skal arbejde med nogle få ting op til turneringen ligesom mig, men gør de det, så kan jeg ikke se, hvorfor de ikke skal kunne komme i 8-dels/kvartfinalen som minimum. Kenneth er også tilbage efter sit speciale, og det har en kæmpe betydning for holdet. Jeg ser frem til at se drengene spille og at have Bank som coach igen,” lyder det fra PrimeTurbo, der afslutningsvis kommer med sit bud på en potentiel vinder:
“Jeg tror, der er mange om buddet til sejr. Jeg ser ikke rigtig nogle favoritter, da det er et nyt gamemode, hvor det er så svært at score på sine chancer. Jeg er nok vurderet til at være favorit med mine FIFA 18-præstationer, men World Cup-mode er en anden FIFA 18-udgave og føles ikke som det samme, så det er svært. Jeg har Lucas Krøll, Andreas Kaalby, Tamer, Frederik Rom som nogle, jeg forventer går langt. Det skal lige nævnes, at jeg ikke ved, om der kommer nogle af de helt store navne som fx Fredberg/Dingo/Hassan osv. Men de skal selvfølgelig også nævnes i den sammenhæng.“
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!