I sidste ende blev det Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg fra Wicked Gaming, der løb med sejren og de 12.500 danske kroner til Elgiganten FIFA Tour – Aalborg Open – læs her et referat af hele den store dag i Aalborg, som blev rundet af med en spændende og forrygende finale.
En overvældende og fantastisk start på Elgiganten FIFA Tour har nu nået sin ende, og det blev her Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg, der efter en kanon finale kunne stå ene mand tilbage i turnering og derfor rejse hjemad med 12.500 kroner og en Razer Raiju-controller i baglommen.
Wicked Gaming-spilleren kom dog langt fra let til sejren. For til trods for en fin start i det indledende gruppespil, var det kun med nød og næppe, at han overhovedet havnede i slutspillet.
I gruppe 7 af anden gruppespil så tingene nemlig ikke godt ud for Lars Korreborg – i FIFA-miljøet bedre kendt som ‘PrimeTurbo’. Kun ét point adskilte her ham og gruppens tredjeplads, Jeppe Kobberholm, som sluttede på tre point.
Men som turneringen skred længere og længere frem, fik vi til gengæld også set ‘PrimeTurbo’ leve fuldt op til sin favoritrolle. Med sin kvartfinalesejr over holdkammeraten og forrige turnerings vinder, Alen ‘Arrow’ Barakovic, stormede ‘PrimeTurbo’ pludselig mod finalen.
Eneste spiller, der kunne sætte en stopper for dette, var Jacob ‘Kragefuqz’ Kragelund, som netop havde besejret Tricked eSports FUT Champions-konge, Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf. Men med en smal 1-0-sejr fuldførte ‘PrimeTurbo’ alligevel sin vej mod finalen, der her bød på en noget så uventet modstander.
Danmarks nyeste FIFA-ansigt, 16-årige Oliver Klitten, havde overrasket alt og alle ved at slå den svenske FIFA-stjerne, Simon ‘Zimme’ Nystedt, i semi-finalen med cifrene 2-0. Og nu stod den såmænd på endnu en hård prøve, hvor debutanten skulle dyste med om hovedpræmien. Oliver Klitten kunne i den grad tage flere vilde oplevelser med sig hjem her, eftersom vi var vidne til en af de absolut fedeste finaler hidtil.
Før finalen skulle bronzevinderen dog findes, og det stod her i mellem ‘Zimme’ og ‘Kragefuqz’, der også endte med at blive en uhyre spændende kamp, hvor ‘Kragefucz’ tog sejren efter straffesparkskonkurrence. Nordjyden indsamlede derfor mange point til den danske FIFA-rangliste for anden turnering i træk. ”Jeg er så tilfreds, og så at slå Zimme,” fortalte han blandt andet i det efterfølgende interview.
Men nu gjaldt det altså – vinderen af Aalborg Open skulle findes.
Til alles store overraskelser var det Oliver Klitten, der fortsatte med at levere god FIFA til publikum og dermed kunne tage føringen kort efter startfløjtet havde lyt. Denne føring holdt dog ikke længe, og med flere scoringer frem og tilbage kunne de to finalister gå til pause med resultatet 2-2.
Herfra blev det bestemt ikke mindre vildt, men debuterende Oliver måtte altså i sidste ende bukke under for rutinerede ‘PrimeTurbo’, der hermed fik sig en enorm vigtig sejr, hvilket samtidig bliver Wicked Gamings anden sejr i træk med en 4-3 sejr.
”Det er typisk mig at lave sådan nogle finaler, ikke?” startede vinderen Lars Korreborg ud med at sige og kastede herefter et lille grin fra sig, men måtte samtidig også erkende hvor svær en kamp det var for ham.
”Finalen var meget hektisk. Han var god på bolden og god til at vende med den. Han er sindssyg god. Virkelig, virkelig god,” fortsatte Wicked-spilleren på streamen kort efter slutfløjtet.
Også turneringens andenplads var gæst i studiet efter finalen. Det store spørgsmål her var naturligvis, om vi ville komme til at se mere til det nye ansigt.
”Det giver mig helt sikkert blod på tanden. Jeg regner med at stille op til nogle flere turneringer i hvert fald,” lød streamens afsluttende ord fra Oliver Klitten, der yderligere også huskede at nævne den gode støtte holdkammeraterne fra Aalborg Boldklubs U17-hold gav ham.
En storslået turnering er dermed ovre, og vi kan slet ikke vente til den næste destination på Elgiganten FIFA Tour, som afvikles lørdag d. 3. juni i Fields – mere info om den snarest.
Tak til både partnere og deltagere for en god turnering!
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!