Hvem andre end August ‘Agge‘ Rosenmeier? Den 18-årige danmarksmester fik en super optakt til FIWC i Rio med en sikker turneringsssejr til Aalborg Open i går, og han var med længder den bedste af de mange deltagere der havde taget turen til Aalborg for at kæmpe om de 10.000 kroner. Med en sejr på 4-0 over Lars’ Primeturbo‘ Korreborg i finalen var der ikke meget at sætte på præstationen som helhed, selvom dagen startede skidt. Et nederlag i første kamp i gruppespillet gjorde, at Agge endte på 2. pladsen og mistede sin seedning, men det fik ikke lov at ryste giganten, der skruede op for niveauet og holdt resten af sine modstandere væk fra chancer, mens han selv viste gode offensive takter. Selv var Agge yderst tilfreds med turneringen og hans egen præstation:

Du har ikke haft Playstation 4 særlig længe, men går alligevel ind til turneringen og sætter alt og alle på plads i slutspillet. Havde du selv forventet så god en start på PS4?

“Jeg ville nok lyve, hvis jeg sagde, at jeg havde regnet med at vinde med så stor margin, men jeg vidste udmærket godt, at jeg havde en chance i turneringen, da jeg har noget rutine og måske nogle naturlige evner, jeg kunne tage hurtigt over til Next Gen. Samtidig tror jeg, at folk afskrev mig lidt, fordi jeg ikke har haft en PS4 i lang tid, og det gjorde det måske nemmere for mig, end hvis alle lagde presset over på mig.

I de sidste to kampe viste du også klassen og slog Adel ‘Adellovich’ Daher og Lars’ Primeturbo’ Korreborg utrolig sikkert. Er du ved at ramme et højt niveau forud for FIWC?

Der kan vist næsten ikke herske tvivl om, at det er en god optakt, jeg har fået mig her. Jeg sagde inden eventet, at jeg forventede at vise, at jeg var klar og moden til de opgaver, der venter i Brasilien, og det føler jeg bestemt, at jeg har gjort med de her to sejre på fire mål. Jeg er i hvert fald overbevist om, at jeg kan gå hele vejen, hvis jeg holder samme mentalitet og niveau som i de to kampe.

Hvad synes du om turneringen og eventet som helhed? Levede det op til forventningerne?

Jeg synes, at det var et gennemført godt event. Et af de bedste faktisk! Streaming og det, at man kan spille på skærme i stedet for pods, er et kæmpe plus i min bog!

 

Danni ‘elsker fck‘ Jensen endte med at vinde bronze, mens 4. pladsen gik til Adel ‘Adellovich‘ Daher. Resten af top 8 bestod blandt andet af Agges holdkammerater, Oliver ‘Oli‘ Døssing og Daniel ‘Barnewitz‘ Barnewitz, mens de sidste to i kvartfinalerne var Peter ‘KongMoelgaard‘ Mølgård og Andreas ‘Hedegaard9‘ Hedegaard.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.