Når den nye eSuperliga bliver skudt i gang mandag den 5. november, stiller Vendsyssel FF Esport med en spillertrup bestående af fire nordjyske drenge.
Christian Aaby Nielsen, Andreas Keller, Simon ‘Indisk Magi’ Møller og Andreas Kjær Hedegaard skal repræsentere Vendsyssel FF, mens Tonny ’Trieu’ Le og Jeppe Højfeldt udgør trænerstaben.
Om sammensætningen af spillertruppen siger træner Tonny ’Trieu’ Le:
”Det er en blanding af rutinerede spillere, og spillere der har et udviklingspotentiale. FIFA handler meget om rutine, så det har været vigtigt for os, at samle et hold, der kan supplere hinanden. Det hold, vi har samlet, består udelukkende af nordjyske spillere, og jeg synes, vi har fået sat et rigtig stærkt hold.”
At valget er faldet på netop de fire spillere er ikke tilfældigt.
”Nu har jeg arbejdet sammen med to af dem før, og to af dem har jeg forsøgt at få under mine vinger, så det passer fint, at jeg nu endelig kan få dem alle samlet under samme tag, så vi sammen udgør Vendsyssel FF Esport,” siger Tonny ’Trieu’ Le.
De fire spillere skal som sagt tage kampen op i den nye eSuperliga, der begynder den 5. november, hvor de 14 Superligaklubber (minus FC Nordsjælland) samt Lyngby Boldklub, FC Helsingør og Silkeborg IF deltager. Og der tegner sig et billede af, at det bliver en utrolig stærk liga. To tidligere verdensmestre og den absolutte top i Danmark er indtil videre præsenteret som spillere.
”Det er et stærkere felt, end man plejer at se på den hjemlige scene. I og med at FIFA er blevet meget internationalt, ser man ikke de største navne så meget til de hjemlige turneringer. Men de er med i eSuperligaen, og det bliver en udfordring for os, men vi har mødt dem alle sammen før, så vi tager udfordringen op,” siger Tonny ’Trieu’ Le.
Udover Christian Aaby Nielsen, Andreas Keller, Simon ‘Indisk Magi’ Møller, Andreas Kjær Hedegaard, Tonny ’Trieu’ Le og Jeppe Højfeldt, så har Vendsyssel FF skrevet kontrakt med FIFA-spilleren Anders Vejrgang. Den 12-årige Hjørring-dreng er i år kåret til Årets Talent, og har allerede vundet flere turneringer og slået flere af landets bedste FIFA-spillere trods sin unge alder.
Men trods sit åbenlyse talent, kan de desværre ikke benytte sig af Anders Vejrgang i eSuperligaen, da aldersgrænsen for deltagelse i ligaen er 16 år. I stedet kommer det 12-årige stortalent til at repræsentere Vendsyssel FF Esport i andre sammenhænge – blandt andet i Bilka eFootball Tournament 2018, der bliver sparket i gang i Randers i dag, og som ligger vejen forbi A-Z i Hjørring i morgen.
Til Bilka eFootball Tournament 2018s afdeling i A-Z, Hjørring kan I også opleve Andreas Keller, Simon Møller, Andreas Kjær Hedegaard og Tonny ’Trieu’ Le. Turneringen starter klokken 12.
Køb billet til turneringen i Hjørring her – billetsalget lukker kl. 20.00
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!