Søndag aften gik kvalifikationen til FUT Live 2 af stablen. 24 spillere kæmpede om de to pladser til årets andet FUT Live-event, og her løb Frederik ‘Rom’ Søndergaard og Mathias ‘BechAndersen’ Andersen med pladserne.
Der var fart over feltet, da der skulle kæmpes om de første to af fire kvalifikationspladser til FUT Live 2, som løber over stablen den 23. september i København. Prominente navne som Fatih ‘FIFAÜstün’ Üstün, Wali ‘Kaz’ Kazmi, Marcus ‘Kokkane’ Kok samt YouTuber-sensationerne, Christian ‘Qack’ Lillebæk og Mathias ‘FIFAMat’ Jensen, deltog alle til gårsdagens kvalifikationsturnering.
Alligevel lykkedes det AaB-spilleren Frederik Søndergaard at kvalificere sig, efter han slog den altid målfarlige Fatih Üstün ud i den afgørende kamp.
Frederik ‘Rom’ Søndergaard udtalte følgende om sin egen forventning til kvalifikationsturneringen:
“Mine forventninger til kvalifikationen var meget blandede. Jeg synes, jeg har spillet godt FUT i de seneste par uger med en 39-1 i den her weekend, så jeg havde håbet på at tage en af pladserne, men jeg vidste, det ville blive svært, fordi der var mange gode som Aldin og Fatih. Dog fik jeg en sejr over Fatih og vandt så finalen 4-2 over Bech”
Vi spurgte desuden den unge AaB-spiller, hvad hans forventninger til hovedturneringen er:
“Mine forventninger er meget blandet. Det bliver rigtigt svært, da det er alle de bedste FUT-spillere i Danmark. Jeg har ikke rigtig nogen forventning, men jeg vil bare tage en kamp ad gangen og så må vi se om jeg kan overraske”
En anden mand, som i går kvalificerede sig til hovedturneringen, var Mathias ‘BechAndersen’ Andersen, som også udtaler sig ydmygt om sine muligheder til hovedturneringen.
“Til hovedturneringen forventer jeg ikke rigtig det store. Der er kun gode spillere. Jeg håber bare på, at jeg kan spille godt og få nogle gode kampe”
Hvis du også ønsker at se, om du kan kvalificere dig til FUT Live 2, kan du tilmelde dig til kvalifikationen på søndag her.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!