Den danske FIFA-spiller Frederik Fredberg har netop skrevet under på en ny aftale med sit hold Brøndby eSport. Kontrakten løber helt frem til august 2020.
For nyligt lykkedes det Frederik Fredberg at vinde Elgiganten FIFA Tour #3 i Kolding, hvilket dermed slutter et stort år af for Brøndby-spilleren, der blandt andet har budt på en lang række deltagelser ved internationale turneringer.
Det er dog ikke blot konkurrencemæssige bedrifter, som Fredberg kan stå tilbage med. FIFA-spilleren har nemlig netop fået forlænget sin kontrakt med Brøndby eSport frem til august 2020, og derfor ser det meget sandsynligt ud til, at han vil være at finde i den gule og blå-trøje igen i FIFA 19.
“At forlænge med Fredberg har været en stor prioritet for os. Fredberg har resultatmæssigt haft et meget flot FIFA 18, selvfølgelig med titlen som Klub Verdensmester som højdepunktet. Derfor var det naturligt for os at snakke med Fredberg om en forlængelse,” udtaler Brøndbys eSport-koordinator Jesper Larsen blandt andet om kontraktforlængelsen på Brøndby eSports Facebookside, mens hovedpersonen Frederik Fredberg fortæller således:
“Jeg er utrolig glad for at have nået til enighed med Brøndby om en forlængelse. Generelt er rammerne hos Brøndby rigtig gode, og det har uden tvivl påvirket min sæson yderst positivt. Der har været stor tillid til mig, og relationen mellem spiller og ledelse er rigtig god. På baggrund af dette valgte jeg at forlænge min kontrakt, da jeg er glad og tilfreds i Brøndby, hvilket har stor betydning for mine præstationer.”
Næste opgave for Fredberg og co. bliver lørdagens Elgiganten FIFA Tour i Gentofte, hvor der endnu en gang er 10.000 kroner på højkant til vinderen. Du kan læse meget mere om turneringen her.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!