Superligaen udsat for mandefald

0
886

Superligaen på Dansk FIFA Liga har i denne sæson oplevet en massiv udvandring, hvor den bedste række i hovedturneringen næsten er halveret. Det var ellers i år, hvor Superligaen kunne have oplevet et voldsomt højt niveau med oprykningen af folk som Christian ‘Chanaka’ Bruun fra Fifa Team Copenhagen og Philip PhilipL-W’ Warburg fra Fifa Team Nyborg. Sammen med dem var der i forvejen spillere som Kenny ‘Ennyzor’ Jensen, Paw ‘Wap’ Bertelsen fra Fifa Team Nyborg og Jesper ‘Muffersej’ Laursen fra Fifa Team Sydjylland.

Derfor var forventningerne til Superligaen højere end de sidste par sæsoner, men både Muffersej og Ennyzor forlod hovedturneringen før sæsonstart og yderligere fire deltagere har meldt sig ud i løbet af turneringen. Det efterlader seks mand tilbage i kampen om turneringssejren, og samtidig kan det have en skadelig effekt for niveauet i fremtiden. Det betyder nemlig, at der i denne sæson ikke er en eneste nedrykningsplads, og dermed kommer der ikke den naturlige udskiftning af de spillere, der har svært ved at følge med i den bedste række. Vi tog en snak med Philip PhilipL-W’ Warburg om krisen i Superligaen:

” Det er i hvert fald ikke lige så sjovt at konkurrere med  5 mand som da man konkurrerede mod 9. Jeg har meldt mig til hovedturneringen for at spille kampe, ikke for at få skrivebordssejre på 3-0. Jeg synes det er irriterende, at folk dropper ud midt i sæsonen, og der  kan sagtens komme en negativ effekt på niveauet. Man kan sige, at de dårligste der er tilbage i ligaen måske havde rykket ned, hvis vi var ti spillere med nu og ikke kun seks. Det er lidt ærgerligt, at niveauet falder, fordi folk vælger at droppe ud”, lød det fra Philip

Christian ‘Chanaka’ Bruun delte samme mening som Philip da vi snakkede med ham. Han havde dog også forståelse for et par af de spillere, der er droppet ud.

“Jeg kan sagtens se hvad Philip mener, og især fra næste sæson, hvis nogle hurtigt springer fra. Jeg mener klart, at der er nogle stykker i Superligaen, som ikke har et højt nok niveau til at være med. Det er dog forståeligt, at Soren af personlige årsager droppede ud, ligesom Marcell også valgte at melde fra, fordi han skiftede til PS4. Så er der Wowk og Wuptidupti, der bare er dårlige tabere. I det tilfælde er det sørgeligt, at man ikke kan spille sin liga færdig. Jeg synes der mangler konsekvenser for folk, der springer fra pga. dårlige resultater”, udtalte Chanaka.

De resterende seks spillere er dog i fuld gang med at kæmpe om turneringssejren. Wap og Philip ligger begge med 10 point, hvor Philip dog har spillet to kampe mere end Wap. Lige efter ligger Chanaka, med 9 point og 2 kampe mindre end Philip, sammen med P-BJ10 på 9 point og lige så mange kampe som Philip. Det tegner altså alligevel til en spændende slutspurt, selvom det kun kan give spænding i den ene ende af tabellen. Philip havde også en kommentar om kampen i toppen, hvor han var hurtig til at give Wap favoritværdigheden:

” Jeg håber selvfølgelig på 1. pladsen, men det ligger ikke i mine hænder længere. Jeg skal håbe på, at Wap smider en del point væk, hvor jeg samtidig skal vinde mine. Jeg har dog stadig en kamp mod ham, så jeg kan måske hente ind på ham der, men nu må vi se. Der er stadig en del kampe tilbage.”

Den tynde Superliga rejser altså flere kritiske spørgsmål i forhold til hovedturneringen, specielt omkring niveauet, som hurtigt kan tage skade af, at flere gode spillere har forladt den, både før og under sæsonen. Det bliver spændende at følge med i om Dansk Fifa Liga kan holde på de sidste gode spillere i rækkerne og om man kan holde turneringen i gang på en fornuftig måde. Heldigvis er turneringen stadig populær, og der er i skrivende stund 10 aktive divisioner sammen med 10 oprykningspuljer, som også er fyldt godt op. Derfor er der stadig udsigt til mange flere spændende sæsoner i hovedturneringen på Dansk Fifa Liga.

EFTERLAD ET SVAR

Please enter your comment!
Please enter your name here