Tilbage i august 2015 begyndte han at optage sig selv spille FIFA derhjemme. Nu, to år senere, har han deltaget i lang række FIFA-turneringer rundt om i landet, og ved den seneste af slagsen viste han så for første gang sit talent frem ved at hive en andenplads hjem. Vi bringer jer her et dybdegående interview med YouTuber og nu også konkurrence-FIFA-spiller, Mathias Emge Jensen, bedre kendt som ‘FifaMat’.


Det er den 4. juni 2016, vi er i Bilka i Odense, og Mathias ‘FifaMat’ Emge skal gøre sin første optræden nogensinde til en FIFA-turnering. Første gruppespil forløber sig enorm godt, og den unge FIFA-YouTuber formår at gå videre fra sin gruppe som to’er. I andet gruppespil bliver det straks mere vanskeligt, da han støder ind i den svenske storfavorit, Simon ‘Zimme’ Nystedt i en tremands-gruppe, og han må drage derfra ovenpå to hårde nederlag på 4-1 og 2-0. I dette tilfælde ville mange debutantdeltagere måske ikke møde op igen til kommende turneringer, men Mathias Emge Jensen giver ikke op så let.

En spiller, man bør holde øje med

Et år senere giver lærerige nederlag og tonsvis af kampe mod landets bedste så endelig pote, og til Game Scope 2017 i Aalborg i sidste weekend formår ‘FifaMat’, der pt. står noteret for over 13.000 YouTube-følgere, minsandten at spille sig hele vejen til finalen, hvor kun dygtige og formstærke Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach forhindrer ham i at hive førstepladsen hjem.

Kort fortalt, har Mathias Emge Jensen nu, efter mange timers hårdt arbejde, stemplet sit navn ind på den danske FIFA-scene, og motivationen er derfor højere end nogensinde kort før udgivelsen af FIFA 18. Af den årsag har vi fået fat på den danske YouTuber og nu også konkurrence-FIFA-spiller, der først og fremmest beskriver sin andenplads således:

Det var sindsygt stort for mig, og forhåbentlig er det ikke sidste gang, det sker – en sindsyg fed følelse.

Erfaring er nøglen

Finalepladsen kom naturligvis ikke helt af sig selv, og når man slår stærke spillere som Jacob Kragelund ud på vejen, skal der ikke desto mindre noget ekstraordinært til. Dagens hovedperson er ikke et sekund i tvivl om, hvad der har været nøglen til sådan en præstation.

Jeg føler, at det er erfaringen, der har givet mig rigtig meget. Jeg har i dette år mødt rigtig mange gode spillere til disse turneringer, hvor jeg har lært en del. Man kan bare kigge på forrige uge i Kolding til Elgiganten FIFA Tour, hvor jeg møder Frederik Fredberg i knockout. Man får en rigtig god erfaring ved at spille mod nogle af de bedste, og det har været nøglen for mig.

Med sig til turneringer har FifaMat, udover sine følgere, der kommer og støtter ham, altid sit kamera. Som FIFA-YouTuber kan man jo lige så godt give sine subscribers noget eksklusivt og alternativt indhold, og han sørger derfor for at vlogge hele processen – se bare her. Og denne anderledes form for videoer er da også noget, hans YouTube-fans vægter højt.

Mine seere elsker at se disse vlogs, som jeg får lavet til turneringer. Jeg tror de nyder det, når de her vlogs endelig kommer, da man jo ikke lige kan tage til en FIFA-turnering hver dag. Så at de giver god respons, når de så kommer, er jeg sindsygt taknemlig for.

FIFA 18 lige om hjørnet

Når det så er sagt, så har han trods alt stadig sin første turneringssejr til gode, men hvem ved – måske kommer den i FIFA 18? Han glæder sig i hvert fald til en ny udgave af FIFA.

Jeg glæder mig helt vildt! Alt starter ligesom på nyt, og man får ligesom startet rigtig mange nye serier op på ens YouTube, som jeg glæder mig helt vildt til. En masse nye projekter bliver ligesom sat i gang, så det skal nok blive godt.

Indenfor konkurrence-FIFA har han dog også gjort sig nogle tanker om, hvilke forventninger han har til det, og hvor meget han gider satse på denne del.

For mig handler det om, efter denne turnering, at bygge på nu. Jeg kan tage denne turnering som en start, og så må jeg se, hvor det bringer hen. Jeg har nu vist, at hvis jeg rammer mit niveau på dagen, kan jeg godt spille med mod nogen af de rigtig gode. Jeg vil rigtig gerne blive større indenfor den competitive scene i FIFA, så jeg satser stærkt på at bygge på i FIFA 18, og så må vi se, hvad det kan bringe.

Et FIFA-team på vej?

En ting, der kan hjælpe ham til succes her, kunne eksempelvis være at finde sig selv et FIFA-hold at spille for og repræsentere. Senest så vi hans gode ven og YouTube-kompagnon, JKFIFA, der skiftede til Ambush eSport. Og det viser sig faktisk, at Mathias Emge Jensen allerede har gjort sig disse overvejelser.

Jeg er allerede i snak med et hold, så jeg håber selvfølgelig, det bliver til noget. De sidste ting skal bare lige ordnes, og så burde det ske forhåbentligt. Jeg ser i hvert fald selv frem til det!

Lad de ord runde dette interview af. Hvor mon FifaMat skifter hen? Og kan han endvidere måske endda tage sin første turneringssejr inden længe? Vi ser frem til at følge med!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.