På langfredag i Bella Center Copenhagen lykkedes det Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach at vinde Copenhagen Games for andet år i træk.
Vi vidste på forhånd, at der langfredag i Bella Center Copenhagen ville møde et stjernespækket felt op til FIFA-turneringen til Copenhagen Games. Skulle nogle dog være i tvivl, så fandt de i hvert fald ud af det allerede i 1/8-finalen, da August ‘Agge’ Rosenmeier i denne runde trak sin engelske holdkammerat, Ryan ‘Hashtag Ryan’ Pessoa, som i februar måneds FUT Champions-kvalifikation fik 159 sejre ud af 160 mulige.
Her løb danskeren med sejren i et vaskeægte Hashtag United-opgør, men glæden var kort, eftersom han den efterfølgende kamp blev slået ud af turneringens endelige vinder, Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach, som stolt kunne løfte pokalen sidst på dagen efter en finalesejr på overbevisende 3-1 over turneringens helt store overraskelse – Ali Maarouf – der løb med andenpladsen.
Maarouf formåede nemlig i kvartfinalen at slå Manchester City-spilleren Marcus ‘Marcuzo’ Jørgensen, hvorefter han efter en intens straffesparkskonkurrence også formåede at sende AGF Esports Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg hjem i semifinalen.
I mellemtiden i den anden semifinalekamp kunne turneringens vinder trække sig sejrrigt ud af kampen mod en ellers velspillende Lasse ‘Kongen’ Bækkelund fra Team Liquid, der til gengæld sikrede sig bronze i kampen om tredjepladsen mod PrimeTurbo.
3rd place at Copenhagen Games today! GG to all and grats to @LordHjorth with the W! pic.twitter.com/thZCPrLoz7
— Lasse Bækkelund (@TL_Baekkelund) March 30, 2018
Vi ønsker Mikkel Hjorth Bach stort tillykke med endnu en Copenhagen Games-sejr nu for andet år i træk samt for de 10.000 kroner, som Tricked eSport-spilleren i sidste ende kan gå hjem med.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!