I optakten op til den sidste turnering i dette års CULT Cola FIFA Tour har vi stillet skarpt på fire forskellige spillere på den danske scene. I dag er det Lasse ‘Kongen’ Bækkelund, der er i fokus.

Årets sidste store turnering bliver også den sidste udgave af CULT Cola FIFA Tour for 2016. Efter tre turneringer i Aalborg, Odense og Aarhus, er København nu klar til at tage imod Danmarks største turneringsrække. For at sætte gang i en optakt, har vi talt med nogle af Danmarks bedste spillere, og talt med dem omkring deres forventninger til turneringen, deres spil i både FIFA 16 og 17 samt en snak om deres nuværende position på FIFA-scenen.

Lasse til FIWC, hvor han får sin trøje overrakt af Christoph Kramer.

Lasse til FIWC, hvor han får sin trøje overrakt af Christoph Kramer.

Lasse ‘Kongen’ Bækkelund har opnået en del som FIFA-spiller. Han har været på toppen af et hotel i München, inden han skulle deltage i verdens mest prestigiøse turnering, verdensmesterskabet FIWC. Han har mange turneringssejre under sit bælte i Danmark, og har i en lang periode været en del af den danske top tre. Efter en mildest talt langsom start på FIFA 16, har han nu igen fundet sit fodfæste på den danske scene, og har fundet sit gode spil frem, som han var kendt for. Derudover har Lasse skrevet kontrakt med Odense Boldklub i løbet af efteråret, og blev dermed den første dansker nogensinde i en Superliga-klub. Derudover er OB også blevet den første danske store fodboldklub med FIFA-spillere. Lasse føler sig også mere eller mindre klar til Copenhagen Open, i hvert fald hvis man spørger hovedpersonen selv.

“Jeg føler mig okay klar til Copenhagen Open. Jeg har dog kun spillet Ultimate Team i det nye FIFA 17, men jeg glæder mig til at udforske H2H-delen af spillet, hvor jeg håber gameplayet er hurtigere og mere flydende, end det er online. Det er årets første rigtige H2H-turnering hvor alle kan deltage, så jeg har ikke rigtig de store forventninger, men jeg håber jeg kan klare det godt på erfaringen.”

Lasse har været inde i en spillemæssig rutsjebanetur, hvor hans niveau var meget svingende i løbet af hele sidste års spil. Han havde store turneringer, hvor han røg meget tidligt ud, og andre turneringer, såsom Power Lan Elite-turneringen, hvor han nåede til semifinalen og spillede fantastisk. Men med skiftet til OB og det nye spil, er der nogle helt andre ting, der driver hans lyst til at spille og blive bedre.

Lasse med sin officielle OB-trøje.

Lasse med sin officielle OB-trøje.

“Mine to første måneder som OB-spiller har været spændende. Det er spændende at komme ind i et miljø, hvor der er professionelle mennesker, der står for det, og så stor en klub, der bakker op omkring en. Rent spillemæssigt har det bare handlet om at lære det nye spille at kende, og jeg har spillet langt mere end de foregående versioner! Jeg har været så vant til at vinde i fortiden, så jeg tror det var alle de hårde nederlag, som gav mig motivationen til at vende tilbage. Jeg synes at jeg sluttede året rigtig fornuftigt af, og jeg håber at kunne starte det nye år med lignende niveau.”

En ting, der var meget opsigtsvækkende ved Lasses skifte, var at en Superliga-klub for første gang har vist nogen som helst form for interesse for at investere i eSport. Nyheden var stor, både på små sider som denne, men også for nationale medier som TV 2. Derfor kan der være et håb om at flere klubber kommer med indover dette felt, men det er dog ikke noget, som Lasse tør satse på sker.

“Så vidt jeg har hørt, så er der ikke nogen af de andre Superliga-klubber, der er særlig interesseret endnu, men forhåbentlig får de øjnene op for dét, der er i gang med at ske i de andre lande, og så kan det måske give motivationen til at Danmark som helhed kan følge med.”

Til sidst spurgte vi Lasse om han havde planer om at blive lige så god, som han var før – altså bide sig fast som top 3’er i Danmark igen, samt om hvem han ser som favoritter til den kommende turnering i København. Lasse er ambitiøs omkring sine fremtidsplaner, men er forsigtig med at nævne sig selv som favorit til noget endnu.

“Jeg skal helt sikkert bide mig fast som top 3 spiller igen. Niveauet er højt, og de gamle drenge med erfaring kommer også til at få et godt år, da spillet ikke er ligeså mekanisk som sidste år. Jeg glæder mig til at se hvem der kommer til at dominere scenen i år – og jeg håber selv at være iblandt! Mine favoritter til turneringen er August og Lars. Det er de eneste, hvor jeg har tænkt: “Dem ville jeg gerne lære lidt af”. Jeg har ikke set Bacha, Wahed, Dingo osv. spille nok i år til at kunne sige det samme om dem, men det er formentlig de tre, der kommer til at kæmpe med om topplaceringerne også!”

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.