Kære Sports-Gaming brugere.

For 5 år siden kontaktede jeg Henrik der er hovedansvarlig for turneringsafviklingen til DM i FIFA, omkring en ansøgning som dommer. Jeg var så heldig at blive udtaget, og selvom jeg havde heftige tømmermænd, havde jeg en fantastisk dag i Fodboldfabrikken, hvor vi fik 512 deltagere igennem en meget varm og presset turnering.

Året efter tog jeg endnu en tørn, dog med en smule mere ansvar pga. afbud fra en dommer. Det bed sig meget fast på mig, og jeg begyndte derfor at interessere mig mere inden for competitive FIFA i Danmark, og året efter stod jeg ligepludselig som turneringsafvikler til DM.

Dette gav mig blod på tanden. Jeg ville ændre FIFA i Danmark, jeg ville gøre det hele større, vildere, bedre og mere fordelsagtigt for spillerne. Og desuden ville jeg have flere turneringer hvert år! Jeg skabte derfor Facebook siden “Danske eBold Events”. På et par uger fik siden 20 fans, og jeg gjorde klar til at afholde min første egen FIFA-turnering. 6 deltagere dukkede op, og jeg blev egentlig lidt skuffet. Dog havde jeg fået en mail fra en fyr, som jeg kun kendte pr. navn.

Den fyr var Kristoffer Smedstrup, daværende ejer af DanskFifaLiga. Kristoffer skrev at han havde hørt om mig, og var interesseret i at lave et samarbejde, hvis jeg droppede “Danske eBold Events”. Min første tanke var “Næ, det her skal jeg selv bygge op”, men efter et par aftener på Skype, fik Kristoffer overtalt mig til at være med på hans nye side, Sports-Gaming.dk. Og ikke nok med det, han fik endda overtalt mig til at være redaktør, på trods af jeg aldrig havde skrevet en gaming nyhed i hele mit liv.

På dette tidspunkt havde Sports-Gaming netop afholdt sin første Aalborg Open, var indehaver af verdens grimmeste hjemmeside og havde omkring 47 fans på sin Facebook side. Nå ja, man skal jo starte et sted!

Op til DM lavede jeg interviews med vores bud på top 10, som gav mig en masse fin kontakt til spillerne. De samme spillere som jeg havde lyst til at arbejde for og med. Vi forsøgte med live-update af DM, på trods af at vi begge havde rigeligt at lave i form af afvikling af det officielle DM og FIFA 15 turneringerne. Efter DM gik jeg igang med at skrive en fyldig opdatering, da jeg var indehaver af alle resultater, og nyhederne blev taget rigtigt godt imod!

Da jeg har en lille fortid som forum-administrator på et Counter-Strike site, kendte jeg til turneringen ‘ESWC’ der foregår i Paris. Jeg hoppede ind og kiggede på sagerne, og så at man kunne forespørge en plads til deres FIFA-turnering. Det var jo lige hvad jeg ledte efter! Jeg skrev til dem, egentlig ikke fordi jeg håbede på det store – men mere med tanken “Der sker jo aldrig noget, hvis jeg ikke prøver”, og satme om de ikke svarede på min mail med et “We would love to have you as a national partner”. Jeg gik næsten i chok. Jeg skrev til Kristoffer: “Vi fik ESWC – VI FUCKING FIK ESWC”. Mit mål var nået. 2 måneder efter jeg startede på Sports-Gaming, havde jeg i realiteten skaffet en af de største events til de danske spillere.

En ting var at skaffe turneringen. Det svære var at finde sponsorer. Sammen, gjorde Kristoffer og jeg et super arbejde med at skaffe Komplett, Steelseries, EA, Danske Spil samt Nørrebro Hallen som sponsor, og dermed var vi sikret økonomien til denne turnering.

Vi havde en hård start. Vi havde regnet med hurtigt udsolgt, men det virkede til at folk ikke kendte til ESWC, hvilket jeg egentlig godt kunne forstå. Dog klarede vi omkring 60 deltagere til en rigtig god dag, hvor LSTV sendte live derfra. Agge endte med at slå PrimeTurbo i finalen, og derfor var vi klar til at booke rejse til August. Ikke nok med det, jeg fik æren af at tage med. 4 dage i Paris, betalt af sit FIFA-arbejde. Undskyld, men findes der noget federe?

Turen var fantastisk – bedre end jeg nogensinde kunne drømme om. Jeg arbejdede 14 timer om dagen med liveupdates, videoredigering etc, men det her var MIT værk, MIN tur og MINE oplevelser. Ikke nok med det, jeg var med til at skaffe en tur til en dansk FIFA-spiller. Jeg var overvældet.

Da jeg kom hjem måtte jeg indrømme over for Kristoffer, at redaktør jobbet ikke var noget for mig. Han var yderst forstående, og vi gik derfor igang med at søge personale. Talentfulde fyre som Kent Brylle, Anders Bollerup og Mads Holm meldte sin interesse. Kent overtog hurtigt redaktør-rollen, hvilket gjorde at jeg kunne koncentrere mig om events og grafisk arbejde. Desuden var vi på dette tidspunkt booket til så mange events, at jeg næsten havde en betalt turnering om ugen. Jeg havde jo nået mit mål, nu nød jeg faktisk bare at stå med det.

Efter julen havde jeg problemer på hjemmefronten, hvilket gjorde at jeg trak mig lidt tilbage fra Sports-Gaming. Igen var Kristoffer fuldt forstående, og lod mig gøre det i mit tempo. Det satte jeg meget pris på, da det hjalp mig igennem det, og gjorde at jeg stadig kunne hjælpe siden.

På lidt under et år har jeg været med til at afholde omkring 50 turneringer, været i Paris, skaffet ESWC to gange og hjulpet Sports-Gaming.dk til det site det er nu.

Vi har nu 1600 fans – det er altså 1560 flere end da jeg startede! Der kommer nu i gennemsnit et par nyheder ud om dagen, og vi bliver nødt til at planlægge vores facebook opslag, så vi ikke spammer jer brugere med alt det vi har lyst til at dele.

Nu er det dog tid til noget nyt. Jeg har et nyt projekt igang, som meget snart bliver offentliggjort. Jeg kan næsten ikke vente, da jeg har arbejdet meget hårdt på det.

Derfor er det nu tid til at sige farvel til Sports-Gaming. En side jeg var med til at udvikle. En stor tak til Kristoffer Smedstrup. En tak I alle bør sende. Vi har ændret den danske FIFA-verden for altid, og arbejder hårdt på at udvikle den videre. Et simpelt tak kommer man langt med, og jeg ved at Kristoffer vil sætte pris på det, for han arbejder hårdt – rigtig hårdt!

Jeg ved ikke hvordan jeg skal nå at takke alle her, men prøver dog at tage nogle med.

Tak til:

Kent Brylle – du overtog styringen på redaktørsiden, med stil. Selvom du er elendig til FIFA, bliver du hængende!
Mads Holm – tak for nogle sjove tider, ikke mindst på cruise!
August Rosenmeier – tak for vores tur til Paris, det var fandme hyggeligt!
Mansour-brødrende – I er nogle idioter, men I er sgu meget sjove
Kony Slaver – Læs deroppe ^^

Desuden tak til alle de danske spillere, som har taget sig tid til at stille op til interviews, og hængt på selvom jeg ikke anede hvad jeg lavede.

Det er sørgmodigt at sige farvel, men jeg forlader jer jo aldrig. Jeg skal nok blive hængende, og mon ikke vi ses til turneringer rundt om i landet!

Tak for minderne
Simon ‘Juul’ Mortensen

10590554_10152243716872096_9159051894564915323_n

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.