Der skulle ikke gå lang tid, før “verdens bedste coach” fik fundet sig et nyt hold – og det er et af Danmarks bedste FIFA-hold lige nu, Tricked Esport.

Hassan ‘Hassanplayer’ Al-Saraf har stået uden hold siden bruddet med XI Gaming. Siden da har han vist store tegn på sit talent, bl.a. med sin kvalifikation til den store live-finale til Sommerbold Esport, samt hans utrolige præstation sammen med Mohamad Al-Bacha, hvor han coachede ham hele vejen til verdens største titel, FIWC. Dette er medvirkende til at Tricked har tilbudt ham en kontrakt sammen med nogle af de absolut bedste spillere i landet: Førnævnte Al-Bacha, Jesper ‘Pilm’ Prang’ og Claes ‘Keglekongen’ Hansen. Vi har talt med deres manager, Kent ‘TalentKent’ Brylle, om signingen.

“Hassan kan bidrage på rigtig mange punkter. Først og fremmest, så er han en rigtig god spiller, som har et højt niveau, når det kører for ham. Han har en stor motivation for spillet og for de projekter, han engagerer sig i. Disse egenskaber giver Hassan et godt grundlag for at fortsætte sin udvikling, og jeg tror, at vi kan hjælpe ham med at tage det sidste skridt mod toppen. På det personlige plan kan Hassan også bidrage med en masse. Alle i dansk FIFA elsker ham, han spreder en god stemning, og jeg tror, at han er en fantastisk mand at have på et hold. Jeg tror, at han får en positiv indflydelse på både organisationen og de enkelte spillere på baggrund af sine sportslige og menneskelige egenskaber. Hassan er hentet til Tricked på grund af sine kvaliteter med en controller, så Hassans rolle er udelukkende som spiller. Jeg forventer derudover, at han og Bacha kan fortsætte deres samarbejde, som de har haft kørende i en længere periode efterhånden. Samtidig ved jeg, at Hassan på samme vis vil støtte resten af sine holdkammerater, ligesom de vil støtte ham. Vi har opbygget et godt fællesskab og har en god harmoni i truppen, og det er vigtigt, når man har et fælles ønske om hele tiden at udvikle sig både individuelt og som hold.”

Hassan har, trods rigtig flot spil, aldrig vundet en stor turnering – endnu. Vi spurgte Kent om det var en mulighed at hans første store sejr kunne opnås i en Tricked-trøje:

“Det er der gode muligheder for. Vi har før set, at han har slået nogle rigtig stærke spillere ud og generelt vist et godt niveau. Der skal som sagt arbejdes videre på et par områder, så han kan tage det sidste skridt, og det vil vi hjælpe ham med ved at give ham de bedst mulige rammer for en FIFA-spiller.”

Hassan og Al-Bacha i deres Tricked-trøjer.

Hassan og Al-Bacha i deres Tricked-trøjer.

Hassan udtaler selv om sit skifte:

“Jeg glæder mig utrolig meget til endelig at tørne ud som spiller for Danmarks største hold. Det er en drøm, som alle FIFA-spillere har, når man starter med at spille professionel FIFA, netop at spille med de bedste spillere på det bedste hold, og det kan jeg nu endelig sige at jeg har opnået med min aftale som spiller for Tricked eSport. Jeg har et godt forhold til både Claes, Kent, Simon og Pilm. Jeg har tidligere været på bootcamp, hvor jeg har trænet med dem og vi har det meget godt internt sammen, så jeg glæder mig utrolig meget til vi endelig kan komme igang, og forhåbenligt hive en sejr hjem til Odense Open og TV2 Sommerbold. Al-Bacha og jeg trænede intensivt op til FIWC, og det gav i den grad pote, så jeg håber at vi i fælleskab med den rette træning kan opnå endnu mere succes sammen som et hold.”

Det er helt sikkert offentlig viden at Hassan og Mohamad er rigtig nære venner, og kan opnå rigtig store ting sammen. Derfor har vi også spurgt Hassan om hans tanker om igen at være på hold med Al-Bacha.

“Jeg er utrolig glad for at være på samme hold som verdens bedste FIFA-spiller igen. Mohamad og jeg er meget gode venner udenfor FIFA-scenen, hvor vi tilbringer meget tid sammen, så det faktum at vi nu er holdkammerater igen, og så endda for Danmarks største hold, er helt fantastisk. Vi startede begge med at spille professionel FIFA for ca. 1 år siden til Pricerunner Cup 2015, hvor jeg sjovt nok slog Mohamad ud, og nu kan vi efter 1 års hårdt arbejde glæde os over at have ramt toppen sammen.”

Også Al-Bacha har en kommentar til skiftet:

“Jeg glæder mig utroligt meget. Det bliver spændende at få Hassan ind på Trickeds hold, hvilket gør at vi bare får udbygget vores FIFA-trup med endnu en stærk spiller. Vi har i øjeblikket Danmarks ubetvivleligt stærkeste trup iht. FIFA, hvor ingen er nær os, og at Hassan kommer ind på holdet sætter bare prikken over i’et. Det bliver spændende, og jeg ser frem til det. Vi kommer bare til at arbejde endnu tættere sammen, og får et stærkere samarbejde, men Hassan kommer ind som spiller, så han skal også have fokus på sig selv. Vi har allerede Kent i forvejen, som er den bedste manager, man kan finde i Danmark, så Hassan skal ikke fokusere for meget på mig, men mere på sit eget spil, og så kan han så hjælpe mig, når han ikke er i aktion, men det korte og lange er, at vi får et meget stærkt samarbejde, og der er mange muligheder, nu når vi er på samme hold.”

Vi ønsker Hassan stort tillykke med kontrakten!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.