256 deltagere fra hele landet var draget mod Fisketorvet i regn og storm, for at prøve at få fingrene i førstepladsen og de 12.500 kroner. Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg slukkede imidlertid alle drømmene, da han komfortabelt sikrede sig sin fjerde turneringssejr på blot tre uger, i en turnering, hvor der var to niveauer af spillere: Lars og de andre.
Hele 256 deltagere var i lørdags mødt op, da Danmarks største FIFA-turnering i 2017 blev afholdt på Fisketorvet i København. Der var selvfølgelig fremmøde fra de helt store favoritter, som Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg, Marcus ‘Marcuzo’ Jørgensen, Frederik ‘Fredberg’ Fredberg og Fatih ‘FIFAÜstün’ Üstün, og det var også disse fire, som kom til at sidde på podiepladserne, hvilket gav Fatih en kvalifikation til Elgiganten Grand Slam, da de andre tre deltagere allerede var kvalificeret.
PrimeTurbos vej til guldet
Selvom det næppe er første turnering som blev vundet af PrimeTurbo, så var den klubløse topspiller, Lars Korreborg, altså stadig det helt store taleemne, efter han gang på gang leverede magtdemonstrationer, hvor der var garanti for målfest.
Lars kom selvfølgelig komfortabelt ud af gruppen, hvorefter han startede ud med en scenekamp i 64/1-finalen. Her mødte han Masi Elghawi, som blev elimineret med hele 5-0. Lars havde i den grad taget på kampen, og Masi fik knap nok bolden ud af midtercirkelen ved hver kickoff, før Prime havde generobret bolden, med sit robuste Manchester United-hold.
I de to efterfølgende runder passerede han JoeFromDenmark og Gregor, som blev besejret med hhv. 3-1 og 1-0.
Herefter skulle Lars spille på scenen igen, hvilket betød at han også blev streamet af gutterne fra eBold.dk – streamen kan ses her. Lars skulle op imod sin gamle holdkamerat fra Wicked, Nicklas ‘Niller’ Stensgaard. Niller forsøgte i store dele af kampen at spille efter Lars’ spillestil, men det lykkedes aldrig, og Lars kunne, efter tre scoringer, se i øjnene, at han nu var i kvartfinalen efter en sejr på 3-0.
Den næste runde stod på et opgør imod Mads Rasmussen, som PrimeTurbo passerede med en 3-1-sejr.
Dernæst skulle han op imod en af favoritterne til at vinde hele turneringen, nemlig Fatih Üstün. Fatih spiller, i modsætning til Lars, meget kontraorienteret, hvilket gav en interessant kamp – en kontrolleret Lars imod en vild FIFAÜstün. Lars kom med den bedste FIFA 18-præstation, som jeg har set, efter han ødelagde Fatih med 4-0, hvor han tilmed pillede et straffespark fra Üstün.
Lars stod nu i finalen imod Marcuzo, som havde slået Fredberg i semi-finalen. Lars viste for første gang på dagen svaghedstegn, da han allerede efter 2 minutter kom bagud på et kickoff-mål. Marcus kunne senere i første halvleg fordoble førringen. Lars er dog ikke til at knække, og 2-0 blev hurtigt til både 2-1 og 2-2 – kampen var åben igen. Senere i kampen kom der en pind fra hver spiller, og det så længe ud til, at 3-3 resultatet ville holde i hele den ordinære spilletid, hvilket ville føre til en forlænget spilletid. Lars var dog utrolig farlig på dagen, og i 90. minut løb han op og satte bolden i kassen, efter flot opspil i feltet. 4-3 endte kampen, som altså blev Lars’ fjerde turneringssejr på blot tre uger.
Fredberg vandt bronzekampen i straffesparkskonkurrence, hvor Fatih ikke havde heldet med sig.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!