Den tredje turnering i Geekunit.dk Winter League blev i går afholdt, og endnu engang var det Jesper ‘Pilm’ Prang der sejrede i finalen, hvilket sætter ham sikkert på 1. pladsen på leaderboardet.


Den tredje turnering i Geekunit.dk Winter League blev afholdt i går, og efter 2 sejre til Jesper ‘Pilm’ Prang i de første to, kunne han i går lave et hattrick ved at snuppe den tredje ud af tre turneringer. Det var en stærk performance af Tricked-spilleren i den første tematurnering som i denne omgang var kvindelandshold, og dermed har han altså lagt sig solidt i spidsen af leaderboardet med hele 90 point, mens 2. pladsen er Jacob ‘Jupirevej’ Schmidt med 37 point. Derudover har Jesper ‘Pilm’ Prang vundet hele 450 kr. samt gear til en værdi af 1266 kr alene fra disse tre turneringer.

Igen i går var deltagerantallet højt – hele 29 spillere var tilmeldt, og niveauet var højt som altid, hvilket resulterede i overraskelser som vi ofte ser, samt ekstra drama i form af pointlighed. Store spillere som Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg og Nicklas ‘Niller’ Stensgaard røg ud allerede i gruppespillet, og tidligt i play-off måtte også Andreas ‘Andy’ Kirstein og Mohamad ‘xBachaa’ Al-Bacha eskorteres ud, mens Jacob ‘JacobZohner’ Zøhner var dagens gennembrud, hvis vi ser bort fra Jesper ‘Pilm’ Prangs hattrick, da han kom helt til finalen.

Det lykkedes os at få et interview med Jesper ‘Pilm’ Prang efter hans tredje sejr ud af tre mulige:

Endnu engang står du tilbage som vinderen af en Geekunit.dk Winter League-turnering, er du bare bedre end de andre, eller er der andre aspekter med indover?

“Jeg ved ikke hvad det er jeg gør så godt for tiden. Jeg tror ikke, at jeg er så meget bedre end de andre, jeg er bare ekstremt kynisk, og føler jeg har fundet nogle effektive måder at skabe chancer på. Jeg har også arbejdet meget med et aktivt presspil, og det ser ud til også at give pote. Modsat tidligere er jeg også blevet bedre til at holde koncentrationen over hele turneringen, istedet for at gå kold når det spidser til. “

Temaet til gårsdagens turnering var kvindelandshold, hvad synes du om den udfordring?

“Jeg synes det var super sjovt med det lidt anderledes tema. Inden i går havde jeg ikke spillet en eneste kvindekamp før, så det var med hurtigt lige at finde de små forskelle. Jeg tror dog i sidste endte, at det var med til at være til min fordel, da de fleste spillere var i den lidt langsommere ende, og jeg derved ikke bare blev pacet i stykker. Jeg håber også, at der er flere temaer i vente, hvor holdvalget ikke er givet på forhånd. “

Dit mål for turneringen må vel være klart nu, hvis ikke du gik efter førstepladsen før Winter League, så gør du vel nu?

“Målet er helt grundlæggende at vinde så meget som muligt. Det er vel utopi at tro, at jeg kan vinde alle Geekunit turneringerne, men jeg kører bare på, spiller spillet, og deltager i alle turneringer, som min tid tillader. Dermed ikke sagt, at det ikke ville være et fedt statement at have pladen fuld. Jeg sælger dog gerne 1. pladsen på leaderboardet, til fordel for en sejr i den afsluttende turnering – ingen tvivl om det!”

Endnu engang tillykke til Jesper ‘Pilm’ Prang, som altså sikrer sig præmien på 150 kr. + et styks Roccat Syva fra Geekunit.dk, og endnu 30 point til Geekunit Winter League Leaderboardet.

Husk at du allerede nu kan tilmelde dig den fjerde turnering i turneringsrækken som er på torsdag!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.