I dag er en masse danskere draget til Sverige for at spille med i DreamHacks FIFA 17-turnering, hvor 1. præmien byder på 10.000 dollars og en plads i den første europæiske regional-kvalifikation til FIWC. Vi har op til denne spændende turnering, taget en snak med Kent Brylle fra Tricked eSport, som skal forsøge at coache sine spillere til sejren.

Fra i dag klokken 11:30 og til og med lørdag, skal en masse håbefulde danske FIFA-spillere dyste med i DreamHacks FIFA 17-turnering, som kan ende med at give både 10.000 dollars, men også en plads i den første europæiske regional-kvalifikation til FIWC til en af danskerne, hvis de skulle gå hen og vinde det hele.

Men med over 200 tilmeldte til turneringen, hvoriblandt størstedelen af dem spiller på ekstremt højt niveau, skal dagens vinder bestemt ramme dagen for at løbe afsted med 1. pladsen.

moo

Billede fra CULT Cola Aarhus Open 2016.

Det danske FIFA-hold, Tricked eSport, stiller også op til turneringen med hele deres trup, som sammen har taget turen over Øresundsbroen. Vi har taget os en snak med det talentfulde holds FIFA-coach, Kent ‘TalentKent’ Brylle, der ser meget frem til oplevelsen:

“Nervøsiteten har ikke lagt sig endnu, men jeg ser meget frem til i morgen. Det er personligt mit første Dreamhack, og jeg forventer en kæmpe oplevelse, men mit fokus ligger på at hjælpe drengene inden kampene. De skal være klar fra start,” udtalte han i går aftes, og vi må derfor forvente at nervøsiteten trods alt er begyndt at komme frem blandt Tricked-spillerne.

Om Trickeds repræsentanter er klar fra start, må tiden selvfølgelig vise, men Brylle tror i hvert fald på sit mandskab forud for turneringen:

Al-Bacha fra Tricked eSport viste sig frem på den internationale scene, da han erobrede FIWC-titlen i år - Kan han igen levere en international sejr?

Al-Bacha fra Tricked eSport viste sig frem på den internationale scene, da han erobrede FIWC-titlen i år – Kan han igen levere en international sejr?

“Det er bestemt muligt at snuppe 1. pladsen. Det fortæller jo noget om holdets styrke, at man har verdensmesteren, men generelt har hele holdet vist, at der er så meget kvalitet spiller for spiller. Jeg forventer helt sikkert at se nogle spillere videre til playoff og så må vi se hvordan det hele kommer til at gå. Mulighederne er der, og det ville jo ikke være første gang, at en af drengene går gennem et stærkt felt af internationale topspillere.”

Det kræver naturligvis en god forberedelse for at disse drømme skal kunne indfries – Hør her om deres noget så frustrerende forberedelse:

“Vi havde håbet lidt på at få trænet på hotellet allerede onsdag aften, men eftersom Wi-Fi ikke lever op til det, vi havde læst om, så bliver det svært at få trænet med FUT-hold og det game mode, som skal bruges i de første runder. Drengene har dog givet den gas over en længere periode, og de møder velforberedt op, selvom det ikke har været let at forberede sig til turneringen, grundet de mange ændringer i turneringsstrukturen.”

Men hvad bliver så Tricked-coachens primære rolle de kommende dage? Her er hans egen vurdering af spørgsmålet:

“Det er en flok voksne og fornuftige mennesker, jeg har at arbejde med, og mentalt er de hver især rigtig stærke. Derfor skal jeg ikke decideret holde styr på dem, men som altid, er jeg klar med en masse støtte og de råd, som jeg føler kan hjælpe dem. Jeg skal ikke fortælle dem, hvordan deres stil skal lægges, men min rolle er som altid at hjælpe med at tage temperaturen på kampen og hjælpe dem med at tage de rette beslutninger. Det er en gruppe spillere, som har hver deres måde at spille på og også reagerer på hver deres måde, så mine arbejdsopgaver kan hurtigt blive lidt varieret alt efter hvem det drejer sig om.”

Sidst men ikke mindst blev Brylle spurgt ind til, hvilken nation han så som favorit. Igen havde han sit eget bud på det:

“Det bliver spændende at se så mange gode spillere samlet på samme sted og i et format, der betyder, at du ikke skal begå mange fejl, før du er ude. Folk som Diego Campagnani fra Italien og DrErhano fra Tyskland viser, at det ikke kun er Danmark og Sverige, som er stærkt repræsenteret. Jeg synes dog stadig, at de danske og svenske spillere står rigtig stærkt. Hvem af disse Danmark og Sverige, der står stærkest, har jeg svært ved at sige.”

Dermed har Trickeds coach talt, og trods Wi-Fi problemer, så lyder det til at holdet er klar til at repræsentere de røde og hvide farver sammen med de mange andre ambitiøse danske FIFA-spillere – Kom så Danmark!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.