Et langt og mindeværdigt samarbejde mellem Tricked eSport, Mohamad Al-Bacha og Hassan Al-Saraf har nu nået sin ende. Vi har talt med de to nu tidligere Tricked-spillere om situationen.

Sports-Gaming.dk kan nu bringe nyheden om, at Tricked eSport har besluttet sig for ikke at forlænge kontrakterne med Mohamad ‘Bacha’ Al-Bacha og Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf, der har kontraktudløb den 1. januar.

Dermed slutter et noget så oplevelsesrigt ophold for to af holdets helt store profiler gennem både FIFA 16, 17 og ikke mindst starten af FIFA 18.

Organisationen er kommet med følgende udtalelse til os om afskeden med de to:

Vi takker begge spillere for deres store bidrag gennem den lange periode, de har været her. Vi sætter pris på deres loyalitet og ønsker dem held og lykke i fremtiden.

Men I skal naturligvis ikke snydes for at høre, hvad spillerne selv mener om dette pludselige brud, som de, i vores snak med dem, starter ud med at knytte en kommentar til.

Jeg er fint tilfreds med, hvad jeg har opnået i Tricked – alt har sin ende. Det er på tide at komme videre, og jeg håber på at kunne meddele noget i den nærmeste fremtid,” fortæller Bacha til os, hvorefter HassanPlayer følger op med en kommentar.

Jeg sidder faktisk udelukkende med positive tanker for at være ærlig. Jeg har elsket at være en del af Tricked eSport. Alle omkring klubben gør, at man føler, det er en stor familie, og jeg har været super glad for at have været en del af det her projekt i et halvandet år,” siger han og uddyber.

Når det så er sagt, så har alt ting sin ende, og begge parter var enige om, at dette var det rigtige tidspunkt for både klubben og for mig personligt at skilles, for at vi begge kunne fortsætte med at være glade i fremtiden og ikke mindst fortsætte vores gode kontakt, uden at tingene ender med at slutte dårligt af.

Som det blev nævnt, så har der så sandelig været mange mindeværdige oplevelser i de to FIFA-spilleres tid på holdet. Den, de med sikkerhed husker bedst, er selvfølgelig, da de sammen gik hen og vandt verdensmesterskabet i FIFA tilbage i 2016 med Bacha som spiller og HassanPlayer som coach. Men hvilke andre nævneværdige momenter i Tricked-tiden husker de mon bedst?

FIWC står helt bestemt øverst på listen, men der er rigtig mange fede minder, jeg har. Power LAN og CBE sad vi, som ejer, manager og spillere, i vores eget lille VIP-område og hyggesnakkede i flere timer, uden at man tænkte på business. Det er ikke på mange arbejdspladser, at man bliver venner med ens chef, men det gjorde jeg virkelig i Tricked, og derfor skylder jeg både Morten Jensen og Kent Brylle et stort tak for deres tætte kontakt med os,” lyder det først og fremmest fra Hassan Al-Saraf, der herefter peger på en anden stor oplevelse.

En af mine første turneringer som Tricked-spiller var forresten Sommerbold eSport, hvor semifinalen og finalen blev vist på direkte TV på TV2 Sport. Jeg formåede både at slå Lars Korreborg og Marcus Jørgensen ud, på trods af jeg var kæmpe underdog i begge kampe, og så mødte jeg min daværende holdkammerat, Claes Hansen, i finalen. Jeg husker tydeligt, hvor glad og stolt Morten var for at have to finalister til en landsdækkende turnering og ikke mindst den stime på 4-5 turneringssejre i træk, som vi fik i hus dengang.

Heller ikke Mohamad Al-Bacha har glemt de mange gode stunder i Tricked-lejren.

Jeg husker alle de fede oplevelser og momenter, som vi har haft i Tricked. Jeg husker alle de rejser og events, vi har været med til. Jeg husker Tricked som holdet, der samlede mig op, troede på mig og har været med til at udvikle mig,” siger han.

Sidst men ikke mindst har vi desuden hørt de to FIFA-spillere, der nu står uden et hold, hvad fremtiden skal byde på, samt om den allerede er afklaret.

Jeg har intet konkret endnu, men der er nogle gode bud lige pt., så lad os se, hvad der sker,” forklarer Bacha, imens HassanPlayer er meget opsat på at finde sig et nyt team at repræsentere ved VM-kvalifikationen i Barcelona.

Planen er, at jeg skal færdiggøre min tid i Tricked eSport først og fremmest, da jeg først er free agent den 1. januar. Jeg er kvalificeret til Grand Slam den 30. december, og jeg har fuld fokus på den turnering som Tricked-spiller. Når det nye år begynder, så håber jeg på at finde noget nyt, da jeg skal til Regionals i slutningen af januar, og jeg naturligvis helst vil undgå at gå rundt med en Real Madrid-trøje som free agent i Barcelona.
Det bliver spændende at se, hvad Mohamad Al-Bacha og Hassan Al-Saraf har i ærmet, og om det bliver det samme projekt endnu engang. Ved at klikke her kan du læse vores interview med Tricked-coach, Kent Brylle, der ligeledes knytter nogle kommentarer til situationen og ikke mindst den nærmeste fremtid for FIFA-truppens vedkommende.
0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.