Han nærmer sig for alvor sit helt store gennembrud på den danske FIFA-scene, og måske bliver det weekendens konkurrencetætte turnering i Kolding, der går hen og bliver Magnus Olesens turnering.

Tilbage i juni-måned formåede det unge FIFA-talent, Magnus ‘Shiny’ Olesen, på fornem vis at sikre sig selv en gylden plads i næste sæson af Waoo FIFA Liga. Denne triumf betød dog samtidig, at Sørby eSport-spilleren fremover kommer til at gå ind til turneringer med et større pres, end han er vant til. Om dette pres bliver en god eller dårlig ting for Magnus Olesen får vi et første indtryk af nu på lørdag, når han sammen med resten af sit FIFA-mandskab skal dyste med om store pengepræmier og en masse ranglistepoint til Elgiganten FIFA Tour i Kolding.

Forinden weekenden har vi valgt at kontakte den unge spiller. Han har først og fremmest følgende mål til turneringen:

Mine forventninger er nok at nå til kvartfinalerne og så tage én kamp ad gangen derfra. Det tror jeg på kan gøres med den rette mentalitet og godt spil på dagen. Jeg vil gerne blive ved med at bevise mit værd/hvad jeg kan, og bevise hvorfor det er, jeg er en af de 14 spillere, der er med i Waoo-ligaen næste sæson.

Og ganske rigtigt, så vil ‘Shiny’, som han bliver kaldt, altså være at finde i den meget prestigefyldte liga i næste sæson. Det er noget, han glæder sig meget til.

Jeg glæder mig meget til at spille i ligaen, fordi jeg stadig er forholdsvis ny indenfor eSport, og jeg føler helt sikkert, at jeg har en masse at byde på. Det bliver spændende at møde så mange gode spillere, og jeg er helt sikker på, at det kommer til at gavne min udvikling. Jeg må nok erkende, at jeg er underdog i ligaen, men jeg håber, at jeg kan vise, hvad jeg kan og overraske med nogle solide præstationer i ligaen.

Som det blev nævnt, så spiller Magnus Olesen til dagligt for organisationen Sørby eSport. De gjorde sig særligt bemærkelsesværdige ved den seneste Super Sunday, men udover den har det stået ret så stille til fra sydsjællændernes side, hvis vi snakker om de helt store turneringer. ‘Shiny’ havde dog et bud på, hvorfor det er sådan.

Jeg tror først og fremmest, det kan skyldes, at dem, der var i Waoo-ligaen, ikke måtte deltage, men når det så er sagt, så har vi også som hold forbedret os markant på det seneste, hvilket jeg også tror er en af grundene til, at vi har præsteret godt til Super Sundays. Med det niveau, der er i truppen, og det potentiale, som Sørby besidder, så tror jeg helt sikkert på, at vi kan nå de øverste placeringer oftere inden længe og blande os, hvor det er sjovt, til fremtidige turneringer,” lyder det fra Magnus Olesen, der sluttede samtalen af med give sit bud på turneringens vinder.

Jeg tror, at Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach vinder. Han har været rigtigt stærkt-spillende offline med blandt andet en sejr til Copenhagen Games, så det ville ikke komme bag på mig, hvis han gik hen og vandt den.

Vi ser frem til at følge Magnus Olesen på lørdag og til fremtidige turneringer, hvor han skal forsøge at gå i blandt andre Mikkel Hjorth Bachs fodspor ved at lave sit store gennembrud på den danske FIFA-scene.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.