Diverse stemmer er talt sammen, og det er nu endelig blevet tid til at uddele priserne i de forskellige kategorier. I dag kårer vi årets sjoveste oplevelse, årets humørspreder og ikke mindst årets hold.

Så er det endelig blevet tid til at annoncere de mange vindere i hver kategori under dette års SG Awards. De kommende tre dage offentliggøres i alt hele ti forskellige priser, og herunder kan ses de første tre af dem:

Årets sjoveste oplevelse – Straffesparkskonkurrencen til Coolshop Cup

Den absolut sjoveste oplevelse i 2016 blev den uendelig-lange straffesparkskonkurrrence til Coolshop Cup. Her blev slutstillingen hele 12-11, og tæller man også de mange brændte straffespark med, så havde vi altså at gøre med den muligvis længste straffesparkskonkurrence på højt plan nogensinde, som altså varede i mange minutter.

Vi har fået et par kommentarer fra Jesper ‘Pilm’ Prang, der sammen med Marcus ‘MJ’ Jørgensen trak sig sejrrigt ud af opgøret.

“Når man sidder i øjeblikket, tænker man egentlig ikke synderlig meget over det. Der er fokusset udelukkende på at være i momentet, og i det her tilfælde at udføre straffesparkene så godt som muligt. Dog var stemningen fantastisk i salen, og det var da en fed følelse at se Marcus, og mig selv, en enkelt gang redde straffespark, hvor vi i princippet nærmest var knockoutet,” fortalte han om det vilde samt morsomme øjeblik og uddybede herefter omkring, hvorfor det var så unikt et øjeblik.

“Alene længden af duellen gør det unikt, selvom jeg ved at Nyrnz har en anekdote fra DM 2014 hvor han nåede ud i lignende cifre mod Corell. Det er dog ekstremt sjældent, at det foruden at nå så langt ud som her, også er gældende at alle spark, pånær et enkelt af Mo og Wahed’s Varane, er så teknisk veludført, så det kræver store redninger fra begge sider for at holde den kørende så lang tid. 

Og sidst men ikke mindst kom han også ind på, hvad årsagen var til, at dette var årets sjoveste øjeblik.

“Jeg tror situationens genkendelighed er det som har appelleret til folk. De fleste har prøvet at sidde derhjemme med vennerne til en omgang hygge-FIFA, hvor man er endt i nogle utrolige straffesparkskonkurrencer, og det tror jeg, folk har kunne genkende i seancen. Samtidig er det også fire store personligheder på den danske FIFA-scene, der hver især har sin helt specielle måde at opleve straffesparkene på. Bacha i sin klassiske dybe koncentration klinet helt of af skærmen. Wahed, som viser følelserne og især sin frustration over at vi på en eller anden måde bliver ved med at afværge matchbold efter matchbold. Undertegnede, som kører uroligt frem og tilbage i stolen, og er ved at gå mentalt i stå hver gang at skæbnen er ude af mine egne hænder. Slutteligt Marcus, der virker nærmest ligeglad med, hvad det er der foregår, og først, efter at det hele er slut, viser at det trods alt betød mere for ham at vinde denne straffesparkskonkurrence end en tilsvarende i første runde af et draft.”

Årets humørspreder – Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf

 

For andet år i træk, kan Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf nu officielt kalde sig FIFA-communitiets mest humørspredende person – på den positive måde naturligvis. Med over 50% af stemmerne må dette også siges at være ganske fortjent.

For Hassans vedkommende har højt humør og evige jokes altid været en karakteristika, og igen har han da også fået sendt sit budskab rundt omkring, at man trods alt skal huske at hygge sig til de mange, store turneringer rundt om i landet for at holde lysten ved lige.

Selv var han da også lettere i chok over denne flotte pris, da vi snakkede med ham for nogle dage siden.

“I have no words. Det betyder utrolig meget at blive kåret til årets humørspreder for andet år i træk. Jeg er den første nogensinde til at få æren af at genvinde titlen, og jeg sætter stor pris på alle, som har stemt på mig og mener, at jeg fortjener denne titel. Jeg startede i dette community for tre år siden, og jeg kan allerede nu skrives ind i FIFA-Danmarks historiebøger. Jeg var i år nomineret til Årets Præstation også, men i mine øjne er den her titel uden tvivl den vigtigste. Det ved jeg, at Dingo er enig med mig i.”

Naturligvis er det ikke helt tilfældigt, at man opnår denne pris to år i træk. Hør her Hassans bud på netop dette:

“Jamen, jeg er faktisk bare mig selv, og jeg kan godt lide at lave lidt sjov og skabe en god stemning både til event og online, hvilket jeg tror har været årsagen til, at jeg har fået flest stemmer. En anden årsag til min sejr er uden tvivl, at jeg har spillet sammen med Magnus ‘Hacknus’ Larsen hos XI Gaming. Magnus er en god dreng. Derudover fik jeg jo aftalt med Eva Longoria i Zürich, at hun skulle få sine veninder til at stemme på mig, hvilket jeg tror har hjulpet mig med sejren over Johan Gass.”

Sidst men ikke mindst lader vi Hassan give sin årlige takketale.

“Jeg vil gerne udnytte muligheden til at sige tusind tak til alle, som har stemt på mig. Det betyder meget at vide, at der er så mange, der mener at jeg fortjente titlen, og jeg glæder mig til endnu et år, hvor jeg går efter at forsvare min titel. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Kurland. Jeg vil gerne sige specielt tak til Kurland. Uden dig havde det her FIFA-Community måske ikke engang eksisteret den dag i dag. Vi sætter alle stor pris på dig. Specielt Claes ‘Keglekongen’ Hansen og mig. Hvis jeg skulle nævne én person, som jeg mener er den sjoveste ud over mig (og Gass, som jo var nomineret), så ville det helt klart være Aksel Elghawi. Aksel og jeg har det altid virkelig grineren sammen til alle events og elsker at lave sjov med alle. Til Elgiganten Cup startede vi med at råbe ’’KUR’’, hvilket jo, som alle nok ved, er gået hen og blevet en sensation efterfølgende. Jeg lover jer alle, at 2017 bliver året, hvor Kur vinder FIWC, Wali får sin første sejr i udlandet, NyrnZ bryder igennem som streamer og hvor jeg vil gå benhårdt efter at forsvare min titel for tredje år i træk. Tak til alle – husk at følge mig på twitch, Let’s Go Baby!”

Årets FIFA-team/organisation – Tricked eSport

 

Det blev et tæt løb mellem Wicked Gaming og altså Tricked eSport, der i slutspurten kunne løbe med titlen som året FIFA-team/organisation.

Og med flere, store hjemmelige sejre samt selvfølgelig et verdensmesterskab på CV’et, blev 2016 da så sandelig også et kæmpe år for det danske FIFA-team.

Vi har talt med deres FIFA-ansvarlige gennem hele året – Kent Brylle.

“Det er selvfølgelig et dejligt skulderklap at få den anerkendelse, og vi er glade for at se, at folk lægger mærke til det arbejde, vi gør, så den er jeg glad for. Jeg ved ikke om jeg havde forventet det, men der er ingen tvivl om, at jeg synes, at vi har gjort det godt i år. Ikke bare på baggrund af resultater, men hele vores organisation har taget et godt skridt i den rigtige retning, og jeg er overbevist om, at 2017 bliver endnu bedre,” lød det fra Brylle, der herefter gav sit bud på, hvorfor lige netop Tricked eSport kunne løbe med titlen.

“Året har igen i år været rigtig godt for os, så jeg kan sagtens se, hvorfor folk har stemt på os. På den anden side, så synes jeg, at der har været god konkurrence fra både Wicked og Sørby, som også var nomineret. Specielt Sørby har virkelig sat gang i deres talentudvikling, ligesom der er kommet en masse interessant ud af Wicked i år. Det betyder bare, at vi efterhånden har bygget en stærk bredde op i Danmark, og det er fedt at se,” fortsatte han og sluttede herefter af med sin takketale.

“Der skal lyde et tak til Seier Capital, Power, Campus Vejle, Playgames og Owayo, som har givet os en masse muligheder for at præstere. Og tusind tak til de, der har stemt på os. Jeg ser frem til 2017.”

Denne del af SG Awards er hermed slut, men vi har naturligvis to dele mere klar til jer, som begge vil blive lagt op på siden inden længe!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.