Kent Brylle har været en essentiel del af Sports-Gaming.dk’s succes igennem en lang periode i kraft af sin rolle som første skribent og senere redaktør, men nu er det desværre blevet tid til forandring. Kent Brylle skriver således i nedenstående tekst:


Det er efterhånden 1½ år siden, at jeg blev en del af et super spændende projekt på den danske FIFA scene. Med et mål om at deltage i udviklingen af dansk FIFA, styrke det danske communitiy og ønsket om at spille en vigtig rolle på det, der skulle vise sig at blive den vigtigste faktor på den danske FIFA scene. Sammen med kompetente folk som Mads ‘Homez‘ Holm og Anders ‘MrSuit‘ Bollerup var jeg blandt de første skribenter på Sports-Gaming.dk under ledelse af Kristoffer Smedstrup som indehaver og Simon Juul Mortensen som redaktør. Her fik jeg lov at lave noget, som jeg virkelig synes er sjovt, nemlig at skrive artikler og dække den store scene i dansk FIFA.

Nu er der gået 1½ år, og vi har opnået flere af de mål, som vi satte os på det allerførste møde tilbage i november 2013: Vi har formået at producere en service med så mange events, at danske FIFA spillere altid har noget at se frem til, vi har en nyhedssektion med flere nyheder om dagen, og det er os, som folk kigger hen mod, når de skal opdateres om den danske scene. Ligeledes har jeg fået fornøjelsen af flere utroligt spændende projekter, hvor den største uden tvivl har været ESWC i Paris tilbage i november. Sammen med Kristoffer, Simon, Rasmus Smedstrup og de danske håb i August ‘Agge‘ Rosenmeier og Lars ‘Primeturbo‘ Korreborg er det den fedeste tur jeg nogensinde har været på, og når Agge og Primeturbo samtidig leverede fornemme resultater, blev det bare endnu federe at være med til at dække hele turneringen.

Derfor er det med oprejst pande, at jeg nu kan give dirigentstokken videre og trække mig tilbage som redaktør efter at have været med til at opnå det, som jeg ønskede for Sports-Gaming.dk. I takt med, at jeg har fået en stor lyst til at deltage i rigtig mange turneringer og også er begyndt at vise tænder, hænger det ganske enkelt ikke sammen med et job, hvor en af opgaverne er at dække disse turneringer. I jobbet som redaktør har det også givet nogle udfordringer på de personlige parametre, når jeg deltager så meget til events og involverer mig utroligt meget i det danske community, og dette har været svært at opretholde samtidig med at være frontfiguren i nyhedssektionen på Sports-Gaming.dk. Jeg forsvinder dog ikke helt fra Sports-Gaming, da Kristoffer og jeg indgik en aftale om, at jeg stadig skulle fungere i en rolle i teamet, og derfor vil jeg stadig hjælpe til.

Jeg har alle gode grunde til at takke Kristoffer for at have givet mig ansvaret og bidraget til min egen personlige udvikling, og jeg glæder mig til mange flere fede events og en masse sjov fremover. Der skal selvfølgelig også lyde en stor tak til Simon for en masse gode stunder. Uden disse to personligheder havde det været en større udfordring at få så meget ud af min tid hos Sports-Gaming, som jeg har fået.


Vi takker Kent Brylle for den KÆMPE indsats han har gjort for Sports-Gaming.dk og for det danske FIFA community, og vi er glade for at han ikke forsvinder helt men fortsætter i staff som skribent og medhjælper ved turneringer rundt omkring i landet.

Vi vil snarest komme med et jobopslag som beskriver funktionen som redaktør, og vi håber at potentielle emner vil vise deres interesse og have lysten til at blive en del af Danmarks førende FIFA side! Er der allerede nogen nu som kunne have interesse i stillingen, så kan der tages kontakt igennem siden eller på kristoffer@sports-gaming.dk – så kan vi tage en løs dialog om tingene.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.