I den seneste artikel havde vi fokus på de spillere, som kan vise sig at blive turneringens overraskelser. I dag har vi så sat fokus på de første, vi har spået til top 16 i turneringen.

Læs mere om turneringen og køb billet

Nr. 16: Mohamad Al-Bacha – HVB E-Sports
En relativt ung spiller med ekstremt meget potentiale. Mohamad Al-Bacha mangler endnu at bevise noget offline, men med utallige online-sejre, bl.a. til Sports-Gamings egne plusturneringer samt i sin kvalifikation til Audi Cup, kan han vise sig at blive en farlig spiller. Dette er ikke hans første store turnering, men den første, hvor der er forventninger til ham. Vi har taget en snak med ham om hans forventninger til sig selv.

“Jeg tror det bliver en rigtig fed turnering. Jeg glæder mig som en gal til at komme ned og spille, da der er så mange gode spillere med. Det skal nok blive et fedt event. I forhold til placering vil jeg gerne videre fra gruppespillet, og så må jeg tage én kamp af gangen. Jeg har ikke selv særlig meget erfaring offline, og dermed må jeg også bruge turen til at få mere erfaring. Men jeg vil gøre alt for alt nå langt, og jeg træner meget lige for tiden for at få tingene på plads inden jeg skal ned og spille, hvor det virkelig gælder!

Vi har fået Mohamad Al-Bachas bud på en top 3-liste, der lyder: 
1. August ‘Agge’ Rosenmeier
2. Daniel Barnewitz
3. Lasse ‘Kongen’ Bækkelund”

Nr. 15 – Mads ‘NyrnZ’ Nyrnberg – FIFA Team Midtjylland
Nyrnberg er en spiller, der leverer på et stabilt højt niveau. Hans seneste turneringssejr var i 2v2 på Buddy Holly i Sønderborg, hvor han sammen med Lasse ‘Kongen’ Bækkelund slog Peter Mølgård samt Kent Brylle. Han har desuden også nået top 16 til DM i 2014. Han mangler dog sejre på den allerstørste scene, hvor det endnu ikke er blevet til nogle resultater. Vi fangede også ham til et par spørgsmål om sine forventninger til turnering samt forberedelser.

“Selvom FIFA 15 er det værste spil for mig nogensinde, så er mine forventninger altid at gå videre fra gruppespillet, så tager jeg den derfra. Men top 8 eller 16 er det helt store mål Jeg tror jeg vil lade controlleren ligge stille op til turneringen, da man nemt kan blive fanget i at spille alt for ensformet.”

Nyrnz lavede en top 3, der lød således:
1. Lasse ‘Kongen’ Bækkelund
2. August ‘Agge’ Rosenmeier
3. Daniel Barnewitz. Hans begrundelse for dette lyder: “Lasse spiller ekstremt godt i FIFA 15. Det har vi jo set på Gfinity, spillet passer ham virkelig godt og hvis han kan overfører sin kynisme til offline-delen, så vinder han. Agge er bundrutineret og verdensmesteren, men han virker ikke til at have fundet det helt store spil frem endnu, så jeg tror han må tage til takke med sølvet. Barne spiller faktisk overraskende godt og har styr på sine skill moves. Han har også været i gamet i lang tid og tror hans rutine vil bære ham langt.”

Nr. 14 – Peter ‘The Viking Warrior’ Mølgård – FIFA Team Fyn
Peter har meget rutine indenfor den store scene, og viser det også typisk til turneringer. Dette viser han dog lige så meget offline som online, hvor hans seneste store resultater har været en top 8 placering til Aalborg Open samt en sejr til ESWC-kvalifikationens walk-in turnering. Han har desuden, ligesom Al-Bacha, kvalificeret sig til Audi Cup.  Vi har naturligvis også talt med Peter om hans chancer samt forberedelsen op til turneringen.

“Resultatmæssigt ved jeg ikke rigtigt, hvad jeg skal forvente, da der er ved at være mange gode spillere i Danmark, og hvad som helst virker til at kunne ske i det her spil – og oven i det bliver det her min første store turnering i Fifa 15. Men jeg synes, at jeg plejer at være en af de spilmæssigt stærkeste til de helt store turneringer, og det regner jeg også med at være på Falster. Top 4 vil jeg nok være tilfreds med, men jeg vil heller ikke være overrasket over at ryge i en af de første runder. Jeg har ikke spillet så meget på det sidste, men jeg regner med at give den en skalle den sidste uges tid – især med noget offline træning, så jeg er helt skarp på dagen.”

Peters bud på en top tre var følgende:

1. August ‘Agge’ Rosenmeier
2. Lasse ‘Kongen’ Bækkelund
3. Daniel Barnewitz

Nr. 13 – Kent ‘TalentKent’ Brylle – FIFA Team Fyn
Kent Brylle har på det seneste leveret på et jævnt højt niveau, men især offline har han vist sig frem. Dette har han gjort bl.a. ved en 3. plads ved walk-in turneringen til ESWC-kvalifikationen samt en 2. plads til FIFA Cruise, hvor han slog blandt andre Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg og Adel ‘Adellovich’ Daher ud. Vi har talt med hjemmebanefavorittens chancer ved turneringen samt hans forberedelser op til.

“Jeg glæder mig rigtig meget til Pricerunner Cup! Endelig kommer der noget på Lolland-Falster, hvilket vil sige, at jeg er på hjemmebane. Derfor har jeg også høje forventninger til mig selv og sigter som minimum efter top 8. Jeg får en god forberedelse med gutterne dagen før, så optakten kan ikke være bedre. Jeg har dog dårlige erfaringer med et 2. gruppespil, så der er en “ond ånd”, der lige skal overvindes før det for alvor bliver spændende. Jeg forventer en rigtig sjov turnering, da ser ud til at blive en af de største nogensinde på dansk jord. Så udover en spændende turnering, tror jeg også, at det bliver en rigtig hyggelig dag med gutterne.”

Kent Brylle har desuden også givet os sit bud på top 3, der lyder således:
1. Lasse ‘Kongen’ Bækkelund
2. August ‘Agge’ Rosenmeier
3. Wahed ‘The Kid’ Obayd

Følg med i morgen, hvor vi afslører de næste 4 spillere!

Læs mere om strukturen for turneringen

Køb billet til turneringen

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.