Trods en Weekend League, som tørnede sammen med både lillejuleaften, juleaften og ikke mindst 1. juledag, forsøgte danskerne selvfølgelig stadigvæk at skabe store resultater i FUT Champions. Her er en oversigt over weekendens bedste.

Ud over at fejre juleaften, forsøgte de mange konkurrencedygtige, danske FIFA-spillere også i denne weekend at opnå et resultat i FUT Champions, som de kunne fejre.

Men med en Weekend League, der tørnede sammen med både lillejuleaften, juleaften og ikke mindst 1. juledag, kom de mange FIFA-entusiaster på en hård prøve, da de samtidigt skulle fuldføre deres 40 kampe for at holde sig med i toppen af verden.

Heldigvis var der da også nogle store præstationer at glæde sig over igen, igen. Heriblandt Frederik Fredberg, som fortsatte sin suveræne form, og sluttede med hele 39-1 for tredje weekend i træk, hvilket gjorde ham til weekendens bedste dansker. DHG eSport-spilleren var naturligvis også meget tilfreds med sit resultat.

“Det føles fantastisk at tænke på, at jeg i de sidste tre uger er 117-3. Dog ærgrer jeg mig virkelig over at misse 40-0 denne gang. I forhold til mit nederlag føler jeg, at jeg er niveauer bedre. Det kører derudaf, og jeg vader i chancer. Han får så et heldigt mål, og derefter et mærkeligt straffe i en ufarlig situation. Efter 2-0 målet kører han så custom formation med alt for mange spillere defensivt samtidig med ‘park the bus’. Det var frustrerende, men sådan er det. Jeg er tilfreds med min præstation.”

En anden spiller, der også har været i forrygende form de seneste par weekender, er Daniel ‘Dingo’ Kristensen, som sluttede på 38 ud af 40 mulige sejre. Han beskrev sin Weekend League således:

“Jeg følte virkelig, at jeg fortjente 40-0 denne weekend, da alt stort set kørte perfekt. Denne gang var det ikke mangel på koncentration eller gejst, men dårligt forsvarspil samt uheld, da jeg tabte begge mine kampe i straffespark. Det er en træls måde at tabe på, men man kan kun takke sig selv for ikke at lukke kampene noget før.”

Disse ord blev til gengæld fulgt op af stor optimisme.

“Nu har jeg både prøvet at få 37, 38 og 39-0, så nu må Gud snart være med mig. Heldigvis har det ikke betydet så meget denne måned med resultaterne, men til januar betyder hver eneste kamp afsindigt meget. Her bliver mit mål helt klart at ramme de 40-0 en gang eller to.”

Det skulle også vise sig at være straffespark, som standsede Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg, der ligesom Dingo, sluttede med en 38-2 score. Herudover forlyder det også, ifølge PrimeTurbo selv, at Wicked-spillerens anden nederlag var via. et disconnect fra EAs Servers, som op til flere spillere klagede over i denne weekend. På trods af trælse server-problemer, var PrimeTurbo alligevel vældig tilfreds med weekenden.

“Oplevelsen i weekenden var bedre end den har været i de sidste par uger, hvor 30 sejre har været en udfordring. Så det har været en forbedring i denne weekend, og det skyldes et højere tempo i mit angrebsspil og en bedre timing i defensiven, hvor jeg fik lukket bedre af end jeg har gjort. Jeg tabte desværre på straffespark til en god spiller, der fik 35-5, og så disconnectede jeg fra EAs servers, så jeg føler sagtens, at jeg kunne have fået 40-0, og så endda uden Ronaldo, Pogba eller andre legends til over 1 million, så det er jeg meget tilfreds med.”

Til sidst ønskede vi at høre PrimeTurbo, om han mente, at FUT Champions er en seriøs nok spilleplatform i kompetetiv FIFA, når vi oplever server-problemer som disse.

“FUT Champions er en seriøs spilleplatform i competitive FIFA, og det er utrolig frustrerende når man så ryger af, men serverne har været langt værre når vi går 5-6 år tilbage, så jeg håber de får ordnet de problemer, der har været. Eneste, der bare ikke er seriøst er, at EA intet melder ud om at de kigger på det, vil lave en vedligeholdelse eller noget. Der mangler info fra deres side, men deres service gør, at vi kan spille vores spil, og det er jeg taknemmelig over for. Der er i hvert fald noget at lave i år, i stedet for, man keder sig enormt meget,” sluttede han med at sige.

Det opsummerer hermed nogle af weekendens flotteste resultater fra danskerne. Har du et resultat, du er særligt stolt over, eller bare en sjov oplevelse fra din Weekend League – så del den gerne med os på vores Facebook-side ved at sende en besked, og så kan det måske være dig, vi taler med næste gang.

Læs også: Ny nordisk FIFA-liga

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.