Vi skal have tre danskere med os til ESWC i Paris – August ‘Agge’ Rosenmeier, Nicklas ‘Niller’ Steensgaard og nu Lars ‘Primeturbo’ Korreborg, efter han vandt over Quinten ‘QuintenX’ van der Most i den sidste Second Chance-kamp.

I endnu en fantastisk turnering af Lars Korreborg viser han, hvorfor mange siger, at han er en af spillets bedste i år. Lars gik hele vejen uden at tabe én eneste kamp, selvom kan kom i loser-bracket – han tabte nemlig kun til Wahed på et møntkast, da de ikke kunne forbinde til hinanden. Dog viste han klassen og slog bl.a. ‘Vinch’ på sin vej til kvalifikationen. Han endte med at komme foran 4-1 i finalen, hvorefter modstanderen ikke kunne klare mere og gik ud af kampen. Vi fangede Lars kort tid efter sejren, og tog en snak med ham om, hvordan det føles at skulle til Paris igen, sammen med sin Wicked Gaming-holdkammerat, Nicklas ‘Niller’ Steensgaard.

“Ubeskriveligt. Jeg er fuldstændig målløs, og jeg har kæmpet meget for det. Det hele kulminerer endelig, når man vil det så meget. Jeg har nået fire finaler i træk, og jeg har spillet fantastisk hele vejen igennem. Jeg har villet det så meget i år, og jeg kan virkelig se resultaterne nu.”

Lars til ESWC under kampen mod Niller.

Lars til ESWC under kampen mod Niller.

Lars nævnte selv de fire finaler i træk – en af dem var en finale i offlinekvalifikationen til ESWC. Her stod han overfor sin holdkammerat, Nicklas ‘Niller’ Steensgaard, hvor han desværre måtte se sig slået i en ellers utroligt spændende finale. Vi spurgte Lars om nederlaget gav ham endnu mere blod på tanden.

“Jeg tror bare jeg kan sige, at jeg viser, at jeg godt kan komme over skuffelsen. Jeg ramte et niveau, jeg ikke var tilfreds med selv. Jeg ville finde ud af hvordan jeg kom ud af spiralen og det spil, jeg ikke var tilfreds med. Jeg smed meget væk til offlinekvallen og kunne ikke få vendt spiralen, selvom Barnewitz forsøgte at hjælpe mig godt videre. Jeg havde lysten til at blive bedre, og jeg stræber efter et niveau, som jeg kan være tilfreds med. Jeg er konkurrencemenneske, og det her viser bare hvor meget jeg ville.”

Lars fik spillet sig solidt videre til den afgørende kamp med store sejre og flot spil. Dog måtte det forventes, at der må være en del nerver inden finalekampen. Især når kampen er så vigtig som denne. Til gengæld havde Lars et mål med kampen.

“Jeg ville bare så gerne vise at jeg kunne gøre det, om jeg så skulle bede til FIFA-guderne. Det viste sig at det lykkes! Jeg havde ikke regnet med det, helt ærligt. Jeg følte på ingen måde, at jeg spillede på samme niveau efter offlinekval, som jeg gjorde før. Dette er også fordi jeg har spillet en del FUT. Dog vil jeg sige, at United i finalen redder mig.”

Selvom denne kvalifikation foregik på almindelig vis i head-to-head, så kommer Lars til at skulle vænne sig til en helt anden spillestil, når ham rammer Paris. Han skal nemlig spille Ultimate Team dernede, og derfor er det også essentielt, at han møder op med et hold, som passer ham 100%.

“Jeg skal lave det hold, der minder mest muligt om United med få ændringer, og den måde jeg spiller med United på, fordi det fungerer for mig. Jeg er ikke naiv og tror ikke at head-to-head er det samme som UT, men jeg kan mærke at det virker. Jeg glæder mig til præmierne fra FUT Champions, som forhåbentlig kan forbedre mit hold. Dog mangler Uniteds hold i Ultimate Team lidt stjernedrys – eks. Aubameyang, Ronaldo og Bale. Jeg kommer til at tage snakken med mine holdkammerater og måske Agge om hvordan holdet kan forbedres mest muligt. Det handler om at bruge al den erfaring, man kan.”

Generelt har Lars måske haft sin bedste start nogensinde på et spil. Han er dominerende i FUT Champions, hvor han to gange er endt i top 10 i verden, og har spillet fantastisk i sine turneringer offline. Eksempelvis vandt han begge turneringer på DFDS FIFA Cruise, og dermed også 20.000 kroner i rejsegavekort. Hvis han kan opretholde samme form i Paris, kan han sagtens anses som en af favoritterne.

prime-og-hjorth

Lars med Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach under FIFA Cruise.

“Jeg har haft en god start, og har nærmest ikke tabt nogen kampe. Jeg håber da absolut at statistikken fortsætter! Men skal jeg se realistisk på det, uden at være alt for ambitiøs, så skal jeg videre fra gruppespillet og spille, som jeg plejer. Jeg kender gamet, og det er svært. Hvis det er som sidst, så var der 4 ud af 8, der gik videre. Der var ingen lette modstandere dengang, så det kan sagtens være at jeg får problemer. Jeg kan også være uheldig og ryge ud i gruppen, hvis jeg ikke rammer mit spil, men FUT bliver anderledes og spændende, da jeg aldrig har spillet med det til en offline-turnering før. Jeg tror at jeg primært forbereder mig med FUT Champions. Jeg har dog en hård skoleuge, så det kommer til at forpurre det lidt. Jeg vil prøve at forberede mig så meget som muligt, men det bliver begrænset. Jeg kommer forhåbentlig til at tage min Xbox med til Paris og spille dernede også.”

Selvom Lars har det høje niveau med til Paris, er han absolut ikke den eneste dygtige spiller dernede. Der er stjerner fra alle verdenshjørner, og alle sammen vil kunne give Lars kamp til stregen. Vi spurgte ham derfor til sidst om, hvem han forventer noget af i Paris – af både danskere og internationale spillere.

“Det er svært at sige. Jeg havde en rigtig god uge sidste uge på Gfinity, hvor jeg mødte nogle af dem, der kommer med. Spencer ‘AHugeGorilla’ Ealing er den største favorit af alle sammen med Agge, men jeg tror at Agge har fordelen i det her spil. Han kan noget exceptionelt i år, så han kan helt sikkert genvinde titlen. Jeg tror at både Niller og jeg er outsidere. Vi spiller på samme måde, men har forskellige opbygninger omkring holdet. Jeg glæder mig til at se hvad der fungerer dernede. Alle os tre danskere har en god chance for at gå videre fra gruppen, hvis vi rammer niveauet. Jeg synes at Danmark er det bedste FIFA-land i verden, og kunne det ikke være fedt med en danskerfinale dernede? Selvfølgelig kræver det en god bracket, godt med held og fantastisk spil, men sker det, bliver det gigantisk for FIFA. Niller glæder jeg mig især til at se dernede, da han jo er min holdkammerat. At have ham med ved siden af mig bliver fantastisk! Det bliver stort, og jeg tror at det bliver en fantastisk turnering, og jeg tror også på en dansk sejr!”

Vi ønsker Lars stort tillykke med kvalifikationen!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.