En god dag i københavn til CULT Cola Copenhagen Open, skulle vise sig at blive en fantastisk afslutning på FIFA Tour 2016. Efter en hæsblæsende finale, kunne Lasse ‘Kongen’ Bækkelund i sidste ende løbe med førstepladsen og den store hovedpræmie.

I går blev den sidste turnering på vores FIFA Tour 2016 afholdt i Bilka i Hundige. Det var endelig blevet tid til CULT Cola Copenhagen Open hvor 192 deltagere til den udsolgte turnering, så frem til at teste deres evner af til den første store FIFA-turnering i FIFA 17.

Startfeltet så uhyggeligt stærkt ud, og derfor kom det ikke som nogen overraskelse, at vi allerede inden 1/16-finalerne, måtte sige farvel til en lang række store spillere. Hassan ‘HassanPlayer’, Daniel ‘Dingo’ Nørremark, Claes ‘KegleKongen’ Hansen og Jesper ‘Pilm’ Prang – alle sammen spillere, som var kvalificeret til ESWC Danmark-finalen, men altså ikke havde det, der skulle til i denne turnering, for at komme længere.

En spiller, som derimod ramte dagen fuldt ud, var Lasse ‘Kongen’ Bækkelund fra Odense Boldklub. Efter for nyligt at have underskrevet en kontrakt med den fynske Superliga-klub, stillede han derfor op til turneringen i OB-trøje med et stort pres på skuldrene. Han har indtil videre vundet et højt antal af turneringer i vores FIFA Tour’s gennem årene, men nu var der altså gået et stykke tid siden vi sidst havde set ham gå hele vejen.dsc02759

Med en smal sejr over verdensmesteren, Mohamad Al-Bacha, fik vi til gengæld et signal om, at han var varm og klar til at gå hele vejen
potentielt. I 1/8-finalen ventede sig for Lasse så modstanderen Magnus ‘Hacknus’ Larsen fra DHG E-Sports. Igen her blev det til en tæt sejr, og kampen endte altså 2-1 til Lasse. Dernæst skulle han i kvartfinalen møde Mikkel ‘RæveHjort’ Bach fra Wicked Gaming. Kampen ender 2-0 til Lasses fortjeneste, og han skulle dermed forberede sig på minimum to kampe mere omendten det blev bronzekamp eller finale. Heldigvis for Lasse blev det sidstnævnte, eftersom han igen besejrede en fra DHG E-Sports. Denne gang Frederik Fredberg, der derfor skulle spille om bronze mod vinderen af Marienlyst eSports-dysten mellem Wali ‘Kaz’ Kazmi og Carl Emil ‘Carly’ Lindblad. De to unge spillere repræsenteret af Marienlyst havde én god halvleg hver, men Carly var altså ham, som udnyttede sin bedst, og hermed vandt kampen med 2-0. Og desværre for Wali måtte han igen lide nederlaget, da han tabte 3-1 i bronzekampen til Fredberg.

Nu skulle den store titel så afgøres imellem Carly og Lasse. Dette var faktisk ikke første gang, at de havde stået over for hinanden i en finale, fordi til CULT Cola Odense Open i 2015 tørnede de to gutter også sammen i finalen. Kampen dengang endte med en storsejr til Lasse, og efter cirka en tyve minutters spil, kunne han endda allerede på daværende tidspunkt have gentaget storsejren. Men Lasse brændte altså den ene efter den anden 100 procent chance, og først i slutningen af første halvleg fik han så endelig hul på bylden. Det gav ham også mere ro på, og han forsatte herefter sit flotte offensive spil. 2-0 gjorde han det efterfølgende til, og de to kommentatorer på vores stream, Simon Juul og Daniel Barnewitz, lød også til at have fuldt tiltro til, at Lasse ville køre denne sikkert hjem – men det skulle åbenbart ikke ske.dsc02794

Med godt og vel 10 minutter tilbage, fik Carly reduceret til 2-1 på en af sine første chancer. Han var begyndt at komme ind i kampen, men denne scoring kom tydeligvis bag på Lasse, eftersom at kuglen igen lå inde i hans eget mål blot få minutter efter. 2-2, og uret viste tre minutter i tillægstid. På fornemmeste vis løber Lasse herefter ned mod Carlys mål og sætter såmænd også bolden i nettet til 3-2. Herefter lyder slutfløjtet så, og Kongen fra Fyn havde sat sig på sin trone igen.

Lasse Bækkelund var nu blevet 8.500 kr. samt en masse gamer-udstyr og ranglistepoint rigere, og han var naturligvis ganske tilfreds, da vores stream-ansvarlige snakkede med ham få sekunder efter kampen:

“Den her Open-sejr betyder [sammenlignet med de andre Open-sejre] klart mest, fordi jeg kommer uden nogen store resultater i lang tid. Jeg har noget at skulle bevise overfor OB også. Jeg kan desuden rigtig godt bruge pengene, så den betyder rigtig meget for mig, den her sejr.”

Hør her Lasses syn på kampen, da han sidder og kigger på replays:

“Efter en masse store chancer scorer jeg mit første mål fra den sværeste vinkel, jeg synes jeg havde haft i kampen indtil videre. Derefter synes jeg at jeg har en del chancer igen, indtil jeg får straffesparket. Jeg synes jeg havde en stor chance på midten, men der blev så dømt straffe i stedet – jeg så ikke 100% hvordan det skete. Jeg prøver så bare at lave et stille og roligt spark. Næste mål snyder han (Carl Emil, red.) mig fuldstændig med et langt indkast, jeg troede han skulle lave. Hårdt ind på midten, og så laver han et klassisk FIFA-mål. 87. minut bliver jeg fanget med en masse spillere fremme, og han scorer. Efter målet siger jeg til Claes, at jeg faktisk går lidt psykisk ned, men siger så: ”Ved du hvad, der er ligemeget. Jeg går op og scorer.” Og så var det min tur til at lave det klassiske FIFA-mål med en hård bold ind, kommer forbi en mand og sætter den sikkert ind.”

Kommentatorerne på streamen snakkede blandt andet også om, at havde han ikke vundet, havde de mange store afbrændere i første halvleg nok gjort, at han ville få lidt svært ved at sove om natten. Han stod derfor med en fantastisk lettelse i sidste ende:

“Jeg har det fantastisk – det er sgu altid fedt. Jeg synes altid at man kan spille frit i finalen, fordi så er jeg i en position, hvor jeg tænker at det er acceptabelt. Derfor synes jeg ofte, at jeg spiller bedre i en finale, og det har mine resultater i de finaler, jeg har været i, jo også vist. Det er jo også altid fedt at stå som vinder.”

Endnu en gang tillykke til Lasse Bækkelund og de andre vindere!

Ranglisten er nu opdateret, og kan ses her. På ranglisten er der også givet point for den generelle Tour – se Tourens leaderboard her.

Top 8 på leaderboard inviteres til en online turnering omkring lækre pengepræmier – mere info om denne online turnering kommer snarest. Deltagerne vil blive seedet efter deres placering på leaderboard.


Vi vil gerne takke for en glimrende CULT Cola FIFA Tour 2016 med 4 velbesøgte turneringer rundt omkring i landet. En stor tak til alle deltagerne der er kommet, og selvfølgelig en kæmpe tak til partnere – uden dem, ville det ikke være muligt.

Tak til CULT Cola, eOddset, Bilka, Sony PlayStation Danmark og SteelSeries!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.