18 spillere var tilmeldt aftenens SG Plus-turnering, men med et afbud, en udeblivelse og to som forlod efter første kamp, blev det kun til 14 spillere som spillede turneringen færdigt, og Marcus Gam ‘Kok’ endte med at løbe med finalesejren og de 250 kr. samt 30 leaderboardpoint i sidste ende.


Der var i går budt op til en spændende SG Plus-turnering, den 12. i rækken i år, og temaet var Skandinavien, som vi ville trække lod blandt spillerne om. Mange kunne nok fristes til at tro, at det var dem som fik de bedste hold, som ville endelig i finalen, men her var det blot de 2 svenske hold, Malmö FF & Viking FK, som blev styret af Marcus Gam ‘Kok’ og Mohamad ‘xBachaa’ A-Bacha, vi fik at se, hvor hold som FCK, FCM, Brøndby IF, Rosenborg med flere, altså blev slået ud på vejen til finalen.

Det var desværre også en turnering præget af afbud, udeblivelser og spillere som forlod tidligt, eftersom man ikke kunne håndtere at være et mindre hold end normalt, men det holdt ikke de deltagende fra at have en hyggelig turnering, hvor det altså var Marcus Gam ‘Kok’ som tog sejren i finalen, som for anden turnering i træk måtte ud i golden goal.

Det var muligt at få et kort interview med Marcus Gam ‘Kok’ efter turneringen:

 

Du vandt her til aften vores SG Plus-turnering, hvor temaet var skandinaviske hold, og skulle spille med Malmö FF. Hvordan synes du holdet var at spille med?

“Til at starte med, så syntes jeg, at det var det værste pis, som jeg nogensinde har spillet med, eftersom de kun havde 2 gode spillere; Rosenberg og Sana.. Så fik jeg lidt mere styr på det, og fandt ud af, at jeg havde en højre kant, som var i blandt reserverne og han kunne finde ud af at løbe.”

Man kan måske diskutere at Malmö er lidt bedre end de fleste af de andre skandinaviske hold – har det måske været med til at have indflydelse på din sejr i dag?

Det tror jeg ikke det havde, jeg var bare en klasse bedre end alle andre. Ej spøg til side, Malmø FF var nok en smule bedre, dog tror jeg ikke, at det havde så meget indflydelse, eftersom at forskellen på holdene ikke er så stor, når man kommer så langt ned i niveau.”

Det var din første sejr i SG Plus-turneringerne, og du får 30 leaderboardpoint i dag som bringer dig op på en samlet 4. plads med 81 point på SG Plus leaderboard – er det noget du går efter en høj placering i, eller fokuserer du udelukkende på de enkelte turneringer?

Som udgangspunkt fokuserer jeg på de enkelte turneringer, og i dag manglede jeg fokus i starten, da jeg lige var nået hjem fra arbejde, og skulle sætte playstationen op og det hele. Samtidig håber jeg da også på, at jeg kan slutte i top 16, så jeg kommer med i den sidste turnering.

 

Tillykke til Marcus Gam ‘Kok’ med finalesejren og de 250 kr. samt 30 leaderboardpoint til SG Plus leaderboardet.

 

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.