I går aftes blev der spillet finalen i SOMMERBOLD ESPORT, hvor otte af landets prominente FIFA-navne skulle dyste mod hinanden, om at vinde en fodboldrejse for to, samt en Xbox One. Vinderen blev Tricked eSport-spilleren, Claes ‘KegleKongen’ Hansen, som slog sin holdkammerat, Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf, i finalen, direkte på landsdækkende TV.

Simon og Thomas

Simon Juul og Thomas Sønnichsen før udsendelsen på TV2 Sport gik live.

Zappede man lidt rundt imellem TV-kanalerer i går aftes fra omkring 19:45-tiden, havnede man højst sandsynligt lige midt i SOMMERBOLD ESPORT-semifinalerne samt finalen, der blev sendt på TV2 Sport. Simon Juul fra E-bold.dk og Thomas Sønnichsen fra TV2, sad klar til at kommentere turneringen.

Før disse kampe blev vist, skulle vi til gengæld først overvære fire kvartfinaler. Den første af dem, var en sand gyser. Her var det Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf, der med en sejr på 3-2 over Lars ‘PrimeTurbo’ Korreborg var den første mand i semi-finalen. Næste kamp stod imellem Jesper ‘Pilm’ Prang og Marcus ‘MJ’ Jørgensen, to spillere, som kender hinandens spil meget vel. MJ kunne efter cifrene 2-1 trække sig ud af opgøret som sejrherrer. Hernæst var det blevet tid til en kamp mellem de to yngste deltagere – Wali ‘Kaz’ Kazmi og Mikkel ‘Rævehjort’ Bach. Rævehjort var efter sine mange gode præstationer i FIFA 16 de flestes favorit til dette opgør, men alligevel var det Kaz, som tog sejren med resultatet 2-0. Fjerde og sidste kvartfinale var repræsenteret af endnu en Tricked eSport spiller, Nemlig Claes ‘KegleKongen’ Hansen, der efter lodtrækning var tørnet sammen med Masi ‘Masi-3520’ Elghawi. KegleKongen var med en 3-1 sejr her, den sidste, som udover at sikre viderearrangement, også fik lov til at spille FIFA foran landsdækkende TV – enhver FIFA-entusiasts drøm.

Vi var nu videre og klar til at følge semi-finalerne. Fra her af, kunne folk hjemme i stuerne altså også få lov til at følge med i deres TV.  I den første semi-finalekamp, var det Hassan Al-Saraf fra Tricked eSport, som skulle møde Marcus Jørgensen fra Marienlyst eSport. Her blev der spillet utroligt meget frem og tilbage, og vi havde en utrolig tæt kamp. I anden halvleg faldt kampens eneste mål så endelig, og Hassan Al-Saraf var klar til finale.

sommerbold 3

Lars Korreborg og Hassan Al-Saraf i aktion i den første kvartfinale.

Den anden semi-finale bestod igen af en fra Tricked eSport og en fra Marienlyst eSport. Marienlyst var her repræsenteret af Wali Kazmi imens at Claes Hansen kunne sørge for at det blev en rent Tricked-finale. De to spillere her spillede ligesom i den anden semi-finalekamp utroligt lige op mod hinanden. Vi skulle også passere det 80. minut før at Claes Hansen pludselig dribbler sig igennem Wali Kazmis forsvar, hvor Claes Hansens spiller pludselig bliver revet om kuld og får tilkendt sig et straffespark. Eftersom vi var sent henne i kampen, bevægede skud-baren sig forbløffende hurtigt fra side til side, men KegleKongen viste sig her fra sin køligste side og ramte plet på baren, og kunne derefter forbipassere Wali Kazmis målmand til slutresultatet, 1-0.

Dette betød også, at vi nu havde en rendyrket Tricked eSport-finale, hvor HassanPlayer og KegleKongen skulle kæmpe om en fodboldrejse for to, samt en splinterny Xbox One.

Der var blot spillet fem minutter før, at KegleKongen kom foran, og som om det ikke skulle være føring nok, så gjorde hand et da også lige til 2-0 to minutter efter. Måske var det også denne chokføring, der fik HassanPlayer til at vågne op. Han reducerede i hvert fald kort tid efter til 2-1. “Det lignede at vi allerede havde fundet en vinder efter blot 10 minutter, men nu har HassanPlayer gjort det til en komplet lige kamp igen,” lød det fra Thomas Sønnichsen i kommentator-boksen, da HassanPlayer pludselig udligner til 2-2. Vi havde nu en spændende finale igen!

Denne spændende kamp fortsatte også helt til sent i anden halvleg, hvor KegleKongen igen bringer sig foran med sit mål til 3-2. Og så lød slutfløjtet. Claes ‘KegleKongen’ Hansen kunne nu kalde sig selv som vinderen af kampen og SOMMERBOLD ESPORT 2016!

“Det er selvfølgelig en helt fantastisk følelse at have vundet Sommerbold E-Sport og sejren betyder, at alt den tid og træning, der er lagt i spillet de sidste par måneder har været givet godt ud,” fortæller Claes Hansen om sin sejr og fortsætter:

“Denne sejr skal bruges til at arbejde videre mod endnu større ting. Jeg har brugt utrolig meget tid på FIFA de sidste par måneder, og nu skal der bare bygges på, så der kan hives endnu flere sejre hjem i fremtiden.”

KegleKongen kunne ikke have ønsket sig en bedre start på finalekampen, hvilket måske var med til at sikre den endelige sejr i sidste ende:

“Starten kunne ikke have været bedre og var nok også præget af, at Hassan ikke kunne bruge sin første prioritet. At jeg så smider føringen kort før pausen er selvfølgelig ikke godt nok. Jeg troede dog hele tiden på mig selv og fik et lidt heldigt mål til 3-2, som heldigvis afgjorde kampen.

“Uden tvivl havde marinalerne også en stor betydning for mig i går. Når man spiller mod så gode spillere, og når vi alle kender hinanden så godt, så handler det mange gange om, hvem, der lige har de sidste marginaler på sin side,og det var heldigvis min tur i går,” slutter Tricked-spilleren af med at sige.

 

Vi takker TV2 og Xbox Danmark for samarbejdet i en fantastisk vellykket turnering – og der skal også lyde et stort tak til alle deltagende og et stort tillykke til de otte finalister og vinderen Claes Hansen!

logo

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.