Til en turnering, hvor Wicked Gaming dominerede, var det den unge stjerne Daniel ‘Dingo’ Kristensen, der skulle ende med at gå hele vejen for sit hold.

Til CULT Cola Odense Open var det ikke blot vinderen, der var fra Wicked Gaming – det var faktisk den komplette top 4, som var besat af holdet. Øverst på skamlen stod dog Daniel ‘Dingo’ Kristensen, der har vist ekstremt god form over de sidste måneder. Efter hans lidt skuffende udgang i kvartfinalen til Aalborg Open, viste han for alvor niveuaet til Copenhagen Open, hvor han gik hele vejen og vandt turneringen, og fulgte dette op med en masse gode præstationer i 2v2. Det hele er nu pyntet med endnu en stor sejr. Vi har talt med Dingo om, hvordan sejren føles for ham.

Dingo efter sejren i Odense.

Dingo efter sejren i Odense.

“Det er så stort for mig, og jeg forstår det slet ikke endnu. Det betyder kolossalt meget for mig. I går til Cult Cola Odense havde jeg ALT med mig. Jeg spillede både koncentreret hele vejen igennem, jeg var fokuseret, og jeg havde marginalerne på min side. Det er svært at holde fokus igennem en hel turnering, men jeg formåede det heldigvis. Jeg er stolt over min præstation, og det er noget, jeg kan gå og være glad for i rigtig lang tid.”

Det er de to af de tre seneste store 1v1-turneringer, som Daniel har vundet. Han siger selv i det korte interview til streamen efter kampen at han var syg, og overvejede ikke at tage afsted, hvilket han var glad for at han ikke gjorde. Og hver gang han er afsted, har han altid en masse støtte bag sig fra familie, venner og sit hold. Derfor er han altid en favorit hos sin familie, der støtter ham gennem tykt og tyndt.

“Det er uvirkeligt, at jeg har gået hele vejen i to så store turneringer. Jeg håber, at jeg kan fortsætte de gode takter I fremtiden. Jeg føler, at spillet bliver bedre og bedre, selvom det ikke bliver til ret mange timers FIFA. Det er ikke bare pengene, jeg spiller for til turneringerne, det er også titlen. Titlen betyder noget helt specielt, og man vil altid kunne huske tilbage på en begivenhed som denne. Jeg håber selvfølgelig helt klart, at jeg kan fortsætte det gode spil og måske hive endnu flere turneringer i hus i fremtiden. Jeg får i hvert fald alt den opbakning og støtte fra både familie og venner, som jeg har brug for, hvilket giver mig det sidste nødvendige selvtillid og gejst.”

Der må også have været lidt ekstra nerver på i finalen, da han møder sin holdkammerat, og rigtig gode ven, Frederik ‘Fredberg’ Fredberg. De to kender hinandens spil meget godt, hvorfor der også skal være ekstra fokus i kampen. Daniel havde ifølge ham selv heldet med sig, og han har kun ros til overs for sin ven og holdkammerat.

“I finalen møder jeg Frederik, min både holdkammerat, men også allerbedste ven udenfor FIFA. Frederik og jeg er meget tætte, og derfor var det helt uforståeligt, at vi i går stod tilbage sammen i en finale. I forhold til FIFA kender vi hinanden ind og ud, og vi ved helt præcist hvordan vi begge spiller, og vi kender hinandens kvaliteter og spillestil. Det var en meget tæt kamp, som Frederik faktisk havde fortjent at vinde. Han spillede utroligt godt, men igen havde jeg de sidste marginaler og endte med at vinde 1-0. Heldigvis var der ingen sure miner efter kampen. Tværtimod er vi begge glade på hinandens vegne, og vi gik begge fra Odense stolte og tilfredse. Jeg er stolt over os begge, men også vores team Wicked Gaming, som igen hiver en turnering i hus.”

Til Odense Open blev mange af Danmarks bedste spillere samlet, med nogle få udenlandske stjerner også. Daniel har som altid mange positive ting til overs for sine modstandere, og han har altid respekt for dem og deres spil.

Dingo og Fredberg efter deres kamp mod Wahed og Al-Bacha til Elgiganten Cup Ultimative.

Dingo og Fredberg efter deres kamp mod Wahed og Al-Bacha til Elgiganten Cup Ultimative.

“Min sværeste modstandere var helt klart Frederik, Bacha og Lasse Bækkelund. De er vanvittige gode FIFA spillere, og jeg havde virkelig svære kampe Imod dem alle. Det er virkelig svært at udpege en overraskelse, men jeg tror, jeg bliver nødt til at vælge Dørge. Han er kun 14 år, slår svenskeren Zimme ud og ender igen højt oppe. Han bliver ved med at overraske, og jeg synes det er imponerende, når man tænker på hans alder.”

Nu har Daniel haft ekstremt stor succes i 1v1 samt pæne resultater i 2v2. Men han mangler endnu den store sejr i 2v2. Den er der dog mulighed for at få allerede om en lille uges tid, når der skal afholdes Coolshop Cup i Aalborg. Med en førstepræmie på 10.000 kroner og et spillerfelt på blot 64 hold er der gode muligheder for en sejr til ham og hans makker Fredberg.

“Til Coolshop Cup er jeg helt sikker på, at det nok skal blive rigtig godt. Frederik og jeg er makkere, og vi har lige fået en 1. og 2. plads i en af Danmarks største turneringer. Vi er fyldt med selvtillid nu, og det er noget, man virkelig har brug for. Man skal dog aldrig være for selvsikker, da der kan ske mange overraskelser til disse turneringer, og der er mange klassespillere samlet. Turneringen bliver meget svær, men jeg tror på, at vi kan gå hele vejen igen.”

Vi ønsker igen Dingo stort tillykke med titlen!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.