Når Fatih Üstün i næste måned skal repræsentere de danske farver til FIFA eWorld Cup i London, bliver det med Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf som personlig coach. Vi har talt med HassanPlayer om det kommende samarbejde.

Efter en fremragende sæson lykkedes det FIFA-spiller Fatih Üstün at sikre sig selv en plads til sit første verdensmesterskab nogensinde. Team Özil M10-profilen stiller dog op som eneste danske repræsentant og derfor har han naturligvis brug for alt den støtte fra hjemfronten, han kan få.

I den anledning har Üstün valgt at tage sin gode ven både på og udenfor den virtuelle bane Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf med som personlig coach. Gennem sæsonen har de to dystet på hvert sit eSuperligahold, men nu føres de altså sammen, når årets største begivenhed indenfor FIFA sparkes i gang den 2. august i London.

Vi har fanget HassanPlayer til en snak om det kommende samarbejde mellem dem.

Vi har gennem hele året haft et meget tæt bånd og altid snakket sammen både før og efter turneringer, som Fatih har deltaget til, så da Fatih skulle udnævne en coach, og han spurgte mig første gang for nogle uger siden, var jeg ikke i tvivl om at skulle takke ja til opgaven. Jeg coachede Fatih til hans første sejr nogensinde til et event i FIFA 17, og siden da har vores venskab kun udviklet sig positivt,” fortæller coach Hassan Al-Saraf om måden, hvorpå samarbejdet opstod.

Når de to hovedpersoner nævnes i samme sammenhæng, vil folk sandsynligvis oftest tænke tilbage på det vilde scenarie i eSuperligaåbningskampen sidste år, hvor følelserne sad helt ude på tøjet på dem begge i et intenst opgør. Vi ønskede derfor at spørge ind til HassanPlayer og Üstüns forhold til hinanden.

Det der skete i eSuperligaen skete udelukkende pga. mit bånd med Fatih er så tæt. Både i sæson 1 og 2 af eSuperligaen har vi altid været støttende overfor hinanden og ønsket hinanden det bedste. Vi er tætte både på banen, men helt bestemt også udenfor banen,” lyder svaret hertil fra HassanPlayer, der samtidig ved, hvad hans kommende arbejdsopgaver kommer til at byde på.

Vi er begge meget enige om, hvordan tingene skal gøres til VM, og forberedelserne er allerede meget i gang. Jeg kommer med en masse erfaring som coach, men vigtigt af alt kender jeg Fatih rigtig godt, og jeg ved hvad han er i stand til.

FIFA eWorld Cup 2019 bliver ikke HassanPlayers første optræden som coach til et VM. I 2016 var han også med på nærmeste hold, da Mohamad ‘Bacha’ Al-Bacha sikrede guldet til Danmark i New York. Af den grund går VM-coachen da også ind til årets VM-finale med stor tiltro til samarbejdet.

Jeg tror helt bestemt godt, at vi kan gå hen og sikre endnu en dansk VM titel. Fatih er i mine øjne en af verdens aller bedste offensive spillere, og når han først får kombineret det med en solid defensiv, så er den mand ustoppelig. Det er selvfølgelig ikke en fordel at være havnet i dødsgruppen, men på den positive side, så betyder det, at Fatih kommer til at være klar fra start, og så håber jeg og tror bund ærligt godt på, at alt kan ske. Mine forventninger til dette VM er dog at Fatih først og fremmest skal have en masse erfaring fra den helt store scene, og så må vi se, hvad det rækker til i år. Den udvikling han har haft de sidste to år er meget imponerende, og jeg elsker virkelig at se ham fortsætte med at blive bedre og bedre,” lyder de afsluttende ord fra Hassan Al-Saraf.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.