Med få dage tilbage inden starten af Power Lan, så har vi taget et kig på de kvalificerede spillere og de forskellige grupper – og i dag har vi talt med gruppe 2.

Mange spillere har forsøgt at kvalificere sig til elite-turneringen til Power Lan, men kun 16 spillere har fået lov at deltage. Disse spillere er kvalificeret via. direkte kvalifikationsturneringer, ved at vinde TV2’s Sommerbold-turnering, ved at vinde Geekunit.dk Summer League samt ved at være placeret højest på den danske rangliste. Dermed er det et meget bredt felt af spillere, der dukker op til turneringen i Odense med 20.000 kroner på spil, og mange af de absolut bedste spillere i Danmark.

Husk vi også kører en 2v2-turnering ved siden af 1v1-turneringen. Du kan læse mere, og finde billetter, ved at klikke her.

I dag tager vi snakken med gruppe 2, der er præget af rutine på scenen. I går snakkede vi med gruppe 1, der blandt andet havde en verdensmester med i gruppen. Du kan læse artiklen her.

Lasse ‘Kongen’ Bækkelund – Sørby eSport

Lasse har taget springet fra spiller til træner under Sørby eSport. En rolle, som han virker til at finde sig godt tilpas i, da han også får ret så gode resultater ved siden af at forbedre de unge Sørby-drenges spil. Lasse har tidligere haft store resultater, bl.a. en kvalifikation til FIWC og flere sejre til de større turneringer rundt om i Danmark. Dette har skubbet ham højt op på den danske rangliste, og han har derfor også kvalificeret sig på baggrund af sin position derpå. Selvom det på det seneste har haltet for hans helt store soloresultater, så har han stadig potentiale til at gå hele vejen i de større turneringer.

Claes ‘Keglekongen’ Hansen – Tricked eSport

Claes Hansen blev vinderen af Sommerbold E-Sport 2016.

Claes Hansen blev vinderen af Sommerbold E-Sport 2016.

Claes har indenfor de seneste par måneder for alvor fundet formen frem igen fra en periode, hvor hans resultater ellers var gået lidt i stå. Det hele blev skudt i gang med en sejr til en hortensiansk turnering, og efter det kom sejren i den store televiserede turnering TV2 SPORT Sommerbold, hvilket også er hvorfor han er kvalificeret til denne turnering. Med gode muligheder for et godt resultat til Tricked, er Claes også opsat på at gøre det godt, som han forsøger til her turnering.

“Forberedelsen kommer til at foregå med en masse kampe på XBox’en – på Gfinity, GS og mod gode spillere fra Danmark. Ud over det satser jeg på lidt offline med Brylle på dagen eller dagen før. Jeg ser min pulje som en utrolig svær pulje, hvor der skal være fuld koncentration og højt niveau i alle kampene. Det er en gruppe, hvor jeg kender alle spillerne utrolig godt, hvilket selvfølgelig også gælder den anden vej – hvem det bliver en fordel for, må tiden jo vise. Som altid handler det om at ramme topniveauet på dagen og selvfølgelig have marginalerne på ens side. Jeg føler selv at mit spil bliver bedre og bedre efter sommerferien, så jeg tror og håber på et rigtig højt niveau på lørdag!”

Claes bød på en top 3 bestående af Bacha, Pilm og Agge.

Hassan ‘HassanPlayer’ Al-Saraf – Tricked eSport

Hassan Al-Saraf under et interview med TV2 forud for Sommerbold E-Sport-finalen.

Hassan Al-Saraf under et interview med TV2 forud for Sommerbold E-Sport-finalen.

Hassan har også, sammen med sin holdkammerat Claes, fundet sit allerbedste niveau frem. Han tabte finalen i Sommerbold til netop Claes, men kvalificerede sig dog rigtig hurtigt til denne turnering – allerede efter første kvalifikationsturnering kunne Hassan melde sig klar. Med Hassans og Pilms kvalifikation i samme turnering kunne Tricked også melde alle mand klar til turneringen, da alle fire under deres holdkort var kvalificeret via forskellige veje. Hassan har også tiltro til sig selv op til turneringen.

“Jeg glæder mig utrolig meget til turneringen på lørdag! Det er en jeg har ventet længe på, da jeg var den første, der kvallede mig til turneringen. Jeg vil forberede mig til turneringen ved at få sat min Xbox op og få spillet imod nogle af de spillere, som ikke er med til Power-turneringen, da alle kvalificerede spillere er stærke, og derfor skal man være forberedt på at møde enhver modstander. I forhold til mine modstandere, så kender jeg ikke meget til Paw, da han ikke har deltaget i mange turneringer, imens jeg selv har været aktiv FIFA-spiller, men jeg ved at han har været i gamet i lang tid. Claes er min nuværende holdkammerat fra Tricked Esport og mine gode ven, så jeg håber at vi i fælleskab kan gå videre fra gruppen. Selvom Lasse ikke har været dominerende på samme made i FIFA 16 som i det tidligere spil, så mener jeg fortsat at han uden tvivl er en af landets bedste spillere. Lasse har rutinen og evnerne til at slå enhver i Danmark, og jeg forventer en meget tæt kamp, da vi aldrig har mødt hinanden tidligere. For at gå hele vejen, så skal jeg ramme det samme niveau, som jeg viste tidligere på året og sidst jeg spillede en Xbox turnering, som bekendt var til Sommerbold eSport. Jeg er normalt en PS4-spiller, men jeg kan gode lide gameplayet på Xbox og jeg håber derfor, at jeg kan få vænnet mig til det hurtigst muligt og få gang i mit rigtige spil på lørdag. For mig handler det om at tage en kamp af gangen, da jeg er overbevist om at jeg kan slå alle der er med til turneringen. Hvis jeg ikke troede jeg havde en chance for at vinde, så var jeg ikke dukket op.”

Hassans bud på en top 3 lyder på Bacha, Agge og Primeturbo.

Paw ‘FIFAWap’ Bertelsen – Uden hold

Paw var engang en af de absolut mest aktive spillere på den danske FIFA-scene. Det er dog gået en del nedad siden toppen, men Paw er på ingen måde en spiller, man kan regne ude af nogen som helst turnering. Hvis han finder sit helt gode niveau frem igen, kan han spille op med de fleste i Danmark. Paw er dog ikke ekstremt optimistisk omkring egne chancer grundet sin svære gruppe.

“Jeg forbereder mig ikke det store op til turneringen. Dog bliver det nok til et par pengekampe. Alle tre spillere i min gruppe er utroligt dygtige spillere, og skal jeg have en chance for at gå videre, skal de nok alle sammen have en dårlig dag. Det ville i sig selv være et lille mirakel. Jeg spiller ikke rigtigt aktivt længere, og jeg skal op mod nogle af de bedste spillere i landet.”

Paws bud på top 3 var Pilm, Claes og Lasse.

Dermed afrunder vi gruppe 2 – følg med i morgen, hvor vi rammer gruppe 3!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.