Med få dage tilbage inden starten af Power Lan, så har vi taget et kig på de kvalificerede spillere og de forskellige grupper – og i dag har vi talt med gruppe 1.

Mange spillere har forsøgt at kvalificere sig til elite-turneringen til Power Lan, men kun 16 spillere har fået lov at deltage. Disse spillere er kvalificeret via. direkte kvalifikationsturneringer, ved at vinde TV2’s Sommerbold-turnering, ved at vinde Geekunit.dk Summer League samt ved at være placeret højest på den danske rangliste. Dermed er det et meget bredt felt af spillere, der dukker op til turneringen i Odense med 20.000 kroner på spil, og mange af de absolut bedste spillere i Danmark.

Husk vi også kører en 2v2-turnering ved siden af 1v1-turneringen. Du kan læse mere, og finde billetter, ved at klikke her.

I dag tager vi et kig på Gruppe 1, der bl.a. har en verdensmester og et nærmest nyt talent i samme gruppe.

Mohamad ‘Bacha’ Al-Bacha – Tricked eSport

Al-Bacha sammen med Tricked-ejer, Morten Høj Jensen, samt Lars Seier.

Al-Bacha sammen med Tricked-ejer, Morten Høj Jensen, samt Lars Seier.

Tricked har for nyligt været meget i søgelyset hos medierne, da millionæren Lars Seier har lavet en større investering i holdet. Her var bl.a. Al-Bacha med til pressemødet, hvor han fik lov til at vise holdets nye trøjer frem med deres nye sponsorer på ryggen. Derudover har Al-Bacha også titlen med sig som verdensmester, hvilket gør, at han kravlede et godt stykke op på ranglisten – og han er kvalificeret direkte til turneringen på baggrund af sin 4. plads på den danske rangliste.

Verdensmesteren havde følgende at sige forud for turneringen:

“For at forberede mig spiller jeg masser af seasons-kampe og games mod andre dygtige spillere. For at vinde skal jeg spille med et højt tempo. Jeg vurderer aldrig mine modstandere, men tager det som det kommer. Spiller jeg op til mit bedste, skal det nok gå, men det er en stærk gruppe!”

Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach – Wicked Gaming

Mikkel har ikke været med på scenen særligt længe, men har en del sejre og andre pæne resultater bag sig allerede. Mikkel kvalificerede sig til turneringen efter den fjerde kvalifikationsturnering, og han har to af sine holdkammerater med sig i turneringen også. Dog siger han, at hans forberedelse på ingen måde bliver optimal.

“Jeg har desværre ikke mulighed for at forberede mig, da jeg er på ferie hele ugen og jeg kommer først hjem fredag aften. Mine modstandere er ekstremt svære. Det er 3 virkelig gode spillere, så der bliver virkelig hård kamp for at gå videre. For at gå hele vejen, skal jeg ramme mit topniveau, og have det held, der nu engang skal til. Det bliver virkelig vigtigt at være kynisk når man får muligheden, da det tit er kynismen der afgør kampene.”

Mikkels bud på en top 3 i turneringen lyder på August ‘Agge’ Rosenmeier, Jesper ‘Pilm’ Prang og Mohamad ‘Bacha’ Al-Bacha.

Pilm efter sejren i Aarhus.

Pilm efter sejren i Aarhus.

Jesper ‘Pilm’ Prang – Tricked eSport

Jesper kommer uden tvivl til turneringen med en god portion selvtillid i bagagen. Han vandt nemlig den seneste udgave af CULT Cola FIFA Tour, en turnering, som han forsvarede sin titel i efter sejren sidste år. Han har på det seneste vist sin rigtige gode form igen, og må derfor også tro på sig selv inden turneringen i Odense. Pilm kvalificerede sig meget hurtigt til turneringen, og må derfor også have haft en del tid til at forberede sig på det stærke felt.

Pilm havde desværre ikke tid til at udtale sig før turneringen i denne omgang, da han har introforløb på sit universitet i disse dage, men han bad os citere følgende for ham til gengæld:

“Jeg glæder mig ekstremt meget til en hård turnering, og at jeg forhåbentlig kan slutte året stærkt af!”

Andreas ‘Kaalby’ Hjortskov – Clan eSpuma 

En af de helt nye drenge på scenen, ‘Kaalby’, har også kvalificeret sig til turneringen i Odense gennem en af de mange kvalifikationsturneringer. Andreas har ikke tidligere vist noget særligt på scenen, men har dog vist ganske fine resultater på det seneste – bl.a. en kvartfinale i Aarhus som et af hans bedste resultater. Andreas er dog, ifølge hans eget udsagn, under pres i gruppen fra starten af.

“Jeg forbereder mig sammen med min gode ven Wali Kazmi, som mange nok kender, hvor vi får trænet en del offline på Xbox One. Det er en optimal optakt for mig, da Wali er en rigtig god spiller, hvor jeg lige kan få det sidste testet og få det sidste ind. I gruppen ser jeg mig selv som den svageste mand der. Dog har min form været rigtig god på det seneste, hvor jeg har fået en top 8 til Pricerunner Cup og en top 8 til Aarhus. Til Aarhus viste jeg også, at jeg har det niveau i mig ved at slå Lasse Bækkelund. Bacha bliver rigtig svær, da han er verdensmester, ligesom Pilm kommer med stor selvtillid, da han lige har vundet Aarhus Open og Mikkel Hjorth Bach kender vi og ved, hvilket niveau han har i sig.”

Andreas har en top 3, der lyder på Agge, Al-Bacha og Pilm.

Det var første af vores fire gruppe-optakter. Husk at følge med i morgen, hvor vi tager et kig på gruppe 2!

1 svar
  1. GamerJimmi
    GamerJimmi says:

    Bliver spændende at se om Bacha kan leve op til forventninger, især nu hvor Seier og co. også er gået ind ved Tricked.
    Der er også en hel del at spille om med en første præmie på 15.000,- med tanke på at et hold af 5 til LoL også kun får 15.000 for at vinde.

    Svar

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.