FIFA 16 er ved at blive rundet af, og derfor har vi talt med nogle af de vigtigste danske personligheder på FIFA-scenen i løbet af året – både på den danske scene og den internationale.

Bemærk! Disse interviews er foretaget over en længere periode, og derfor kan detaljer om nogle turneringer være udeladt.

I gårsdagens artikel talte vi med et af årets helt store FIFA-talenter, Mikkel ‘Rævehjorth’ Bach, der med sit hurtige og effektive spil samt sin unge alder har imponeret de fleste på den danske scene. Nu er turen kommet til den anden manager i serien, Kent ‘TalentKent’ Brylle, der er manager for Tricked eSport. Kent har i løbet af hele året, som alle andre år, vist stor professionalisme i sin rolle som manager, og lagt sit eget FIFA-spil til side for at fokusere på sine spillere. Endnu et år havde Tricked en spiller med til FIWC, og i år blev det også til en sejr, da Mohamad Al-Bacha tog sejren med hjem. Tricked kom desuden i medierne, da de for ganske nyligt annoncerede, at Lars Seier ville gå ind i Tricked eSport med en massiv investering – en nyhed, som glædede de fleste fans af dansk esport herhjemme. Tricked har været meget i vælten i løbet af året, men det er på ingen måde gået skidt for holdet i løbet af året, nærmest tværtimod – og det er heller ikke noget, som Kent skjuler.

Kent coachede 'Erikzzon' til sejren til Aalborg Open i tidlig 2016.

Kent coachede ‘Erikzzon’ til sejren til Aalborg Open i tidlig 2016.

“Det har været et rigtig godt år for os. Der er mange grunde til vores succes, så det er svært at huske det hele, men primært er det fordi alt kører både i kulissen, men også hos spillerne, som hele tiden udvikler sig. Vi har et godt sammenhold og får brugt en masse tid sammen før, under og efter de forskellige turneringer, så det er også et plus. Vi har vundet de sidste 5 turneringer i træk, så der har ikke været meget at klage over. Vi skal dog stadig bevare fokus og fortsætte med at forbedre os, for ellers kan det hurtigt komme den anden vej.”

Som nævnt i introduktionen af artiklen, så var Kent med i New York og fik lov til at opleve Al-Bacha juble på første parket. Han er i mange interviews blevet omtalt som en utroligt dygtig manager, men også en indflydelsesrig person, der gør forskellen for sine spillere, når det gælder. Vi spurgte ham om turen til New York.

“Det var en fantastisk oplevelse. Både på det plan, at det var min første tur uden for Europa og selve det at opleve New York, som var helt fantastisk, men også fordi det endte som det gjorde. Jeg tror, at Bacha har beskrevet det meget godt, for det var primært hans fokus på ikke at give op, der gjorde det. Men man må bare sige, at han ramte et rigtig pænt niveau og gjorde det fantastisk, ligesom han også gjorde til Power Lan. Han formår at slå til, når det virkelig gælder, så der skal arbejdes lidt med stabiliteten fremadrettet, så vi kan se det niveau langt oftere. Han er verdens bedste spiller, og det viser han, når han er fuldt motiveret.”

Tricked har også fået en kæmpe investering indenbords i år – en investering, der er blevet dækket af flere internationale medier, og måske er den største i dansk esport nogensinde. Der er derfor gode muligheder for at Tricked nu kan tage det helt store skridt ud på den internationale scene i flere forskellige esports, og det er absolut også noget, som Kent, og Tricked, har fokus på.

FIFA-kamp

FIFA-kamp mellem Morten Høj Nielsen, ejer af Tricked eSport, og Bjarne Riis.

“Det er i hvert fald et skridt, som vi har fokus på at tage. Man kan sige, at der ikke er en bedre måde at slå sig fast i FIFA end en VM-titel, men såfremt der kommer flere internationale turneringer, så er det også noget, vi skal have fokus på. Jeg er meget tilfreds med det arbejde, der er blevet gjort i hele organisationen, så vi kan få disse muligheder og skabe disse rammer. Disse skal vi selvfølgelig udnytte på bedste vis.”

For Kent vil dette absolut være et mindeværdigt år. Der er sket mange rigtig positive ting for både ham og Tricked, og det ser ud som om der kan komme endnu flere i det kommende år. Kent ser også tilbage på året med positivitet.

“Der er mange ting. Selvfølgelig VM-titlen i New York, som Bacha vandt, men jeg kan se tilbage på rigtig mange fornuftige triumfer. Alle spillere har i år præsteret på et flot niveau, og det skal vi bare fortsætte. EA er kommet med en masse tiltag til det nye spil, som kan åbne op for nogle interessante turneringer. Jeg frygter at der bliver for meget fokus på UT, men vi må se.”

Kent har alle sine dage været en meget analyserende spiller og manager. Derfor er han heller ikke en ukvalificeret person at spørge om hvordan FIFA kan ændres til det bedre. Derfor stillede vi også ham dette spørgsmål i slutningen af vores interview.

“Jeg håber, at spillet åbner op for noget mere variation af spillestile. I år har vi stort set kun set 41212 og en masse spil gennem midten. Derudover håber jeg at R1+X bliver fjernet, da den ikke har noget med fodbold at gøre. Jeg har aldrig set en spiller smække sådan en bold efter den medspiller, som bare tager den til sig uden problemer. Men alt det nye, som er fortalt om FIFA 17, lyder rigtig spændende, så jeg glæder mig til at se spillet.”

Dette var seriens 6. artikel – følg med, når vi bringer de sidste to interviews!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.